Dansk støtte til landbrug er på vej ned
Dansk landbrugsbistand er ifølge Danidas seneste årsberetning på sit laveste i 10 år – nemlig nede på blot 6,2 øre af den bilaterale bistandskrone. I 1998 var den på 10,50 øre udaf hver bistandskrone og lå og svingede omkring 10 procent i årene 1998-2002 under SR-regeringen.
Derefter er den gradvis faldet år for år under VK-regeringen og der er ikke tegn på, at den vil stige i 2009 og 2010.
Selv om det ikke kun er bilateralt, at Danmark støtter landbruget – det sker også gennem internationale forskningsinstitutioner og FN-organisationer som Landbrugsfonden IFAD -, er der tale om en betragtelig nedgang.
Hvad er der sket i denne periode, som kan forklare nedprioriteringen af bistanden til en sektor, hvor Danmark altid har haft en relativ høj profil og måske endda havde et vist førerskab blandt donorerne?
Hvis man går til de enkelte lande med bilateral dansk støtte til landbrugs-sektoren er der 2 sæt af beslutninger, som helt tydeligt har haft betydning:
(1) lukningen af danske landeprogrammer, og
(2) reduktion af antallet af Danida sektorer til 3-4 per land.
Vi skal her se på den første faktor.
LUKNINGEN AF 3 LANDEPROGRAMMER
Lukning af al dansk bistand til 3 udviklingslande kort tid efter at VK-regeringen var kommet til magten i november 2001 betød samtidig stop for 3 landbrugsprogrammer i Afrika – nemlig i Eritrea, Malawi og Zimbabwe.
Denne beslutning var vel ikke en bevidst nedprioritering af bistanden til landbrug, snarere et resultat af den nye regerings ønske om at skære ned på u-landsbistanden generelt.
Virkningen af lukningen af landeprogrammerne i Malawi og Eritrea er blevet beskrevet i en evaluering for nylig af Danidas exit-strategier. Heraf fremgår det, at effekten generelt var negativ både for bønderne, landbrugssektoren og dens institutioner i de 2 lande.
MALAWI – DEMOKRATISK, FATTIGT og GLEMT
I MALAWI var Danida donor til en national plan for landbrugsudvikling (MASIP), som efter Danmarks pludselige exit ”aldrig rigtig blev gennemført”.
Danida støttede også en paraplyorganisation af 100.000 småbønder, NASFAM – med valgsproget “Fremtiden tilhører de Organiserede” -, som endnu er præget af ”mangel på troværdighed”, fordi småbønderne ”havde haft store forventninger”, som NASFAM efter Danidas exit ikke kunne indfri.
Malawi var blevet programsamarbejdsland i november 1995 og en strategi for hele den danske bistand til landet udkom i en særlig plamflet fra Danida i foråret 1997. Et egentligt landbrugssektorprogram lå klar i skuffen i 2001, hvorefter VK kom til og arkiverede det hele lodret.
Landbrugssektorprogrammet byggede blandt så meget andet på enighed mellem Danmark og Malawi om at satse mindre på store husdyr (kvæg) og mere på geder og høns, der “er økonomisk overkommelige for de fattigste landbrugere”, som der stod i Danidas årsberetning for 2000.
Netop hønsene skulle komme til at spille en uventet rolle. Exitten fra det sydlige Afrikas fattigste land fik nemlig ikke kun en dramatisk optakt: Hele 2 ministre fløj op til København for nærmest at trygle VK-regeringen om at omgøre sin beslutning, men måtte drage tomhændede hjem. Også efterspillet fik en politisk ømtålelig krølle på halen, der kom til at hedde “Høns i Malawi” – og her måtte VK bøje sig til sidst.
Sagen drejede sig om 545 fattige kvinder, som endte i gæld, fordi de havde sagt ja til at deltage i et Danida-finansieret hønseprojekt. De havde lånt hver 232 kroner og til gengæld fået 5 høns, adgang til foder, medicin, og hjælp til at få æggene på markedet.
Da Danida trak sig ud med få måneders varsel, kollapsede projektet. Men gælden havde kvinderne endnu. De var blevet fattigere af at gå med i projektet.
Folkekirkens Nødhjælp drev projektet og fortalte indigneret om sagen i Danmark. Over 200.000 kroner blev indsamlet af ildsjæle over hele landet. Projektet blev genstartet.
Efter flere års tovtrækkeri erkendte VK-regeringen (ved Bertel Haarder) under valgkampen i begyndelsen af 2005, at der var begået en fejl, hvorefter Danida udbetalte 400.000 kr. til Folkekirkens Nødhjælps arbejde for kvinderne i Malawi. I dag har kvinderne atter høns.
ERITREA – DYGTIGE, MEN SENDT UD I KULDEN
I ERITREA betegner exit-evalueringen bønderne ”som de største tabere” i forbindelse med landeprogrammets lukning, fordi landbrugs-udviklingen i den unge nation på Afrikas Horn var blevet meget afhængig af dansk støtte.
Ikke så mærkeligt: Omkring 40 procent af landbrugsministeriets budget var Danida-finansieret og Danmark var største donor i sektoren overhovedet. De omfattende reformer, som var planlagt i samarbejde med Danida, har siden ikke kunnet gennemføres på grund af ressourcemangel.
Bistanden til landbrugssektoren omfattede
1) jordforbedring og erosionsbekæmpelse, især gennem anlæg af terrasser på bjergsiderne,
2) forbedret dyrkning af skovfrø og såsæd,
3) effektivisering og udbygning af kvægbrugs- og mejerisektoren,
4) plantebeskyttelse, herunder skadedyrs- og ukrudtsbekæmpelse og
5) støtte til landbrugsministeriets planlægningsafdeling.
Fattigdomsprofilen tegnes klart op i den sidste årsberetning fra Danida (2001), hvor Eritrea var programsamarbejdsland, og årets resultater remses op:
1.300 familier modtog lån til at igangsætte små-økonomiske aktiviteter i landområderne. Tusinder af fattige kvinder fik træning i kyllingeopdræt, så de kunne tjene penge på at sælge æg. 4 millioner træfrø (tiltrængt i det ørkenagtige land) blev udlagt i 24 udvalgte områder og arbejdet med en egentlig såsædsstrategi var påbegyndt.
Og videre:
“Et forskningscenter i det sydlige lavland blev startet. Støtte til marketing, produktudvikling og management var i fokus ved privatiseringen af mejeriet i (hovedstaden) Asmara, som nu ejes af landmænd, og det har i 2001 for første gang givet overskud”.
“Der er yderligere i 2001 gennemført et pilotprojekt i 2 landdistrikter i bestræbelserne på at decentralisere landbrugets rådgivningsproces. Projektet omfatter ligeledes støtte til landbrugsministeriets reformeringsproces, som har medført en omfattende decentralisering af ministeriets opgaver”.
Alt i alt et nærmest klassisk dansk-støttet landbrugssektorprogram med gode resultater.
Lukningen af al bistand til Eritrea skete kort efter, at Danida i sin årsrapport for år 2000 netop havde rost landet. Det hed direkte, at “det er en generel opfattelse blandt donorerne, at udviklingssamarbejde med Eritrea er af høj kvalitet. Korruptionsniveauet er tillige lavt”.
Eritreanerne havde i sjælden grad anbragt sig i førersædet for bistanden med kvalificerede indspil og udspil, noget alle donorer – i hvert fald Danida – stærkt efterlyste (også) dengang. Som der stod i 2000-årsberetningen: “Eritrea har været førende i dialogen om partnerskab inden for udviklingssamarbejdet”.
Tæt på et ridderslag i tidens bistands-terminologi. Til gengæld var landet præget af stigende politisk ufrihed, og det blev brugt som begrundelse for at lukke og slukke. Men det gik som nævnt især ud over de fattige bønder – ikke de magtfulde politikere.
ZIMBABWE – UMULIGT AT FORTSÆTTE
Lukningen af landbrugsprogrammet i ZIMBABWE kom derimod ikke som en overraskelse. Allerede i november 2000 (under Nyrup-regeringen) havde Mugabe-styrets” manglende overholdelse af lov og orden omkring jordreformen ført til afbrydelse af samarbejdet med landbrugsministeriet”.
Intentionerne om at nå ud til småbønderne var ellers i orden, hvis man skal tro Danidas årsberetning fra 1999, altså året før.
Her står der om Zimbabwe, at man støtter ….”indkomstskabende landbrugsaktiviteter for de fattigste…. samt bæredygtig udnyttelse af træer og skove”.
I 1999 blev der godkendt yderligere “2 komponenter, som omfatter uddannelse og træning samt rehabilitering (istandsættelse) og nybygning af kunstvandingsanlæg”. Årsberetningen tilføjer, at “landbrugssektor-programmet forløber generelt tilfredsstillende”.
For både Malawi og Eritrea har Danidas abrupte lukning af landbrugsstøtten affødt den ”bitre lære”, at man skal være påpasselig med donorafhængighed. I Malawis tilfælde har denne lære dog ført til nye mere bæredygtige tiltag, f.eks. genoplivning af Natural Resources College, som uddanner landbrugs- og naturressourceeksperter.
Læren for Danida, siger evalueringsrapporten, er, at lukningen skulle have foregået gradvist og over en længere periode. Det blev der også advokeret stærkt for dengang af mange af de direkte implicerede. Det var oppe i medierne, hvor især effekten for de fattigste af småbønderne – kvinderne – blev fremhævet. Men uden effekt – dengang.
VIETNAM – SNART IKKE MERE HJÆLP TIL FATTIGE BØNDER
Danmarks planlagte udfasning af bistanden til Vietnam har taget ved lære af den dårligt forberedte og hovedkuldse exit fra landene i Afrika.
VK-regeringen har for flere år siden besluttet, at den danske bistand til Asiens “Lille Tiger” skal drosles ned og til sidst helt standse i 2012-2013. Altså over en længere periode, hvor der gradvist kan skrues ned i nogenlunde ro og orden.
Også her rammes et landbrugssektorprogram, som ifølge Danidas opgørelser har hjulpet tusinder af fattige bønder. Danmark har nemlig støttet landbrugssektoren i Vietnam siden begyndelsen af 1990erne.
Det er der også god brug for. Fattigdommen er udbredt ude på landet: 3/4 af befolkningen og 90 procent af de fattige lever fortsat her; og landbrugssektoren udgør eksistensgrundlaget for 70 procent af vietnameserne.
Den første landbrugssektorprogramstøtte (ASPS) 2000-2007 styrkede kommuner, distrikter og provinser, universiteter og landbrugs-ministeriet i at håndtere landbrugsrelaterede opgaver.
Samtidig forbedrede programmet miljøet samt landmændenes indkomst og sundhed gennem mere produktive og bæredygtige landbrugs-teknikker, skriver Danida.
Danida fortæller også om det nye sektorprogram til 230 mio. kr. (2007-2012), der skal udvikle jordbrug og landområder (ARD SPS) og overordnet set består af 2 komponenter.
“Næste generation af landbrugsprogramstøtten målretter sig mod den fattigste del af befolkningen på landet ved styrke dens evne til at drive landbrug på en bæredygtig, udbytterig og fødevaresikker måde”, hedder det.
Programmets “centralkomponent” fokuserer på forskning og udvikling af politikker, der skal udvikle bjergrige egne, mens provinskomponenten støtter træning, rådgivning, kapacitetsudvikling, markedsadgang samt jordtildeling.
“Provinskomponenten” omfatter Dien Bien, Lao Cai og Lai Chau provinserne i Nordvietnam samt Dak Lak og Dak Nong provinserne i det centrale højland.
Programmet er direkte fattigdomsorienteret med fokus på de fattigste distrikter i Vietnam og indenfor dem, de fattigste kommuner. Den fattigdomsorienterede strategi afspejler en erkendelse af, at de fattige og etniske minoriteter lades tilbage i forhold til resten af samfundet.
Danida vil fremme bedre landbrugsmetoder og billigere teknologier for fattige landmænd. Landmændsgrupper vil blive formet på landsbyplan, hvilket også vil øge synligheden af de fattige landmænd og deres behov.
Landbrugsrådgivningen og andre ydelser vil blive fokuseret på at nå landmændene, – specielt de fattige og de etniske minoriteter. Ligeværdig samfundsdeltagelse i planlægningsprocessen vil blive styrket for at opnå en mere effektiv fattigdomsreduktion.
Provinskomponenten sigter også mod at støtte og forbedre kvindernes position i landbruget såvel som i familien. Dette vil ske ved at give kvinderne reel mulighed for at deltage i landbrugstræning og kursus-aktiviteter samt ved at tilrettelægge træningen efter kvindernes behov.
Hvis vi ser på de konkrete resultater, som det første landbrugs-sektorprogram (2000-2007) har forskaffet de fattige i landdistrikterne, er det bare at kigge i Danidas årsberetninger.
Danida har bl.a. givet støtte til forarbejdning af ris, som jo er grundnæringsmidlet på de kanter. I årsberetningen for 1999 står der, at de første dansk-støttede rismøller ude i landsbyerne er klar til at blive prøvekørt i 2000.
Det er åbenbart gået rigtig godt, for i beretningen fra 2001 står, at ca. 35.000 fattige bønder på få år – fra 1997 til 2001 – har fået deres indtjening fra rishøsten sat betydeligt i vejret takket være rådgivning, bedre såsæd, forbedret tørring, forarbejdning og pakning af risen, så den opnår højere eksportpriser
Der står også, at det år var en af de største udfordringer at få det “urimeligt store” forbrug af sprøjtemidler og gødning bragt ned:
“Gennem samordnet skadedyrsbekæmpelse og alternative dyrknings-metoder har programmets konsulenter vist bønderne, at de ikke alene kan spare penge på gift og gødning, men også opnå bedre udbytte. Motivationen ligger i at vise, at der er penge i at indføre de nye metoder – sidegevinsten er et bedre miljø”.
Og videre:
“Ved samtidig at mindske de store tab, som bønderne traditionelt har lidt i den første periode efter høsten på grund af fugt og dårlig opbevaring, har Danmark bidraget væsentligt til at forbedre indtjeningen i de fattige områder, hvor den danske støtte er koncentreret. Der er i 2001 etableret flere hundrede tørrefaciliteter hos bønder og risopkøbere i 3 provinser”.
I 2006 skriver Danida i sit årsskrift, at yderligere 9.000 bønder brugte de forbedrede efter-høst-metoder. Ved at sikre bedre opbevaring af afgrøderne behøver bønderne ikke sælge umiddelbart efter høsten, mens priserne er lavest. En integreret indsats for at bekæmpe skadedyr har betydet begrænset anvendelse af sprøjtegifte i 35.000 landbrug.
Bare et udpluk af de opregnede resultater. Fra 2012 er det imidlertid slut. Så må bønderne i endnu et 3. Verdens-land klare sig uden dansk landbrugssektorstøtte.
Ved at lukke ned for bistanden til 4 lande har lige så mange landbrugsektorprogrammer lidt døden eller gør det snart (Vietnam).
Men neddroslingen af landbrugsstøtten i dansk bistand går langt videre. Læs mere i u-landsnyt tirsdag.
VÆR OPMÆRKSOM PÅ, at denne artikel kan findes under “Dansk bistand”, når den ikke længere optræder på forsiden af u-landsnyt.
