Kaffeklubben: Et dansk svar på den globale kaffekrise
Af Judith Kyst og Jacob Andersen, Max Havelaar Fonden
Et relevant, dansk svar på den globale kaffekrise kræver et mere slagkraftigt samarbejde mellem Danida, de danske udviklingsorganisationer Max Havelaar Fonden og interesserede aktører i kaffebranchen og i ”det kulinariske miljø”.
Det er hovedsynspunktet i dette debatoplæg, der viser, hvordan et samarbejde kan bygges op til gensidig fordel. Idéerne i oplægget er udviklet i samspil mellem Max Havelaar og MS i Danmark og Centralamerika samt to af de centrale figurer i Nicaraguas kaffeindustri Pedro Haslam, præsident for det største salgskooperativ i landet Cecocafen, og José Solorzano, der er formand for kaffekomiteen i den
nationale bondeorganisation, UNAG. Vi har også suget næring i en række aktuelle studier af kaffeproblematikken.
Oplægget tegner et overordnet billede af krisen og af tendenser på det globale og danske kaffemarked, som er baggrunden for initiativet. Andet afsnit beskriver de grundlæggende idéer og aktiviteter i ”Kaffeklubben”. Tredje afsnit sammenfatter de udviklings- og forretningsmæssige interesser, som kan fremmes gennem initiativet.
1. Kaffekrisen – et signalement
Det internationale kaffemarked er præget af voldsomme prisfald, kronisk overproduktion og dybtgående ændringer i den globale kæde af forretningstransaktioner, der bringer kaffen ”fra jord til
bord”.
Ifølge den internationale kaffeorganisation ICO tjente producentlandene i alt 10-12 mia. dollars årligt på kaffe i begyndelsen af 1990erne, mod ca. 5,5 mia. dollars 10 år senere. Verdensmarkedsprisen svinger omkring et niveau, der er mindre end halvdelen af gennemsnittet i 1980erne. I faste priser er niveauet det laveste i 100 år.
Kaffeproduktionen steg fra midten til slutningen af 1990erne med ca. 15 procent til ca. 115. mio. sække årligt (á 60 kg). Den er siden faldet lidt, men markedet præges stadig af, at udbuddet overstiger efterspørgslen med op til 10 procent – alle forskellige kaffesorter og – kvaliteter ufortalt.
En del af forklaringen er, at den internationale styring af udbuddet måtte opgives i 1989, da det såkaldte ICA-system, der garanterede priser og tildelte de enkelte lande kvoter, gik i opløsning. Årsagerne var uenigheder om kvotestørrelser og importlandenes uvilje til at finansiere voksende lagre.
Bortfaldet af ICA har igen fjernet fundamentet for det meste af den nationale styring af kaffeproduktionen, der blev praktiseret af de fleste producentlande. En anden forklaring på prisfaldet ligger i de senere års interne magtforskydninger i mellem de
enkelte led i kaffekæden.
I løbet af de sidste 10-15 år er der sket en vældig koncentration i de selskaber, der står for ristning og markedsføring af kaffen. 2 konglomerater – Philip Morris (nu omdøbt til Altria) og Nestlé – sælger således halvdelen af al pulverkaffe og instant ditto i verden.
Tager man de 3 firmaer i 2. division med, vokser andelen til 70 procent. Denne koncentration har muliggjort en relativt detaljeret styring af producenter og opkøbere. Baggrunden for koncentrationen er bl.a., at de stadig større supermarkedskæder efterspørger kendte mærker i ensartede kvaliteter og enorme kvantiteter.
Resultatet af magtforskydningen er bl.a., at den del af den samlede salgsværdi, der ender hos kaffekædens sidste led i importlandene, er vokset systematisk. Ifølge ICO er handelsværdien af kaffen i dag ca. 70 mia. dollars mod 30 mia. for ti år siden.
Producentlandenes andel er i samme periode faldet fra godt 20 til knap 10 procent.
Den halvering af indkomsten, som den gennemsnitlige kaffebonde har oplevet, sætter gang i en nedadgående spiral. Der er ikke råd til at investere i teknik og know how. Det rammer produktivitet (og miljø) og dermed konkurrenceevne (og miljø).
Tendensen er veldokumenteret og forstærkes af bl.a. de voldsomme svingninger i priserne, der gør det svært at forudsige, om en investering kan tjene sig hjem.
De sociale og menneskelige følger af krisen er forfærdende i både Afrika, Latinamerika og Asien. 25 millioner familier – 125 mio. mennesker – lever direkte af kaffedyrkning. De har i dag langt færre penge til f.eks. uddannelse, lægehjælp, udbygning af infrastrukturen, mv.
I Guatemala har hver anden kaffehøster – 250.000 i alt – mistet sit arbejde i det nye årtusinde. I Vietnam mister småbønder deres jord til gældshajer. Store regioner mærker konsekvenserne i form af forarmelse, fejlernæring og immigration. I Etiopien, Colombia og Peru planter bønderne khat, opium og coca, hvor der før stod kaffebuske.
Krisen har overordnet set ikke været til fordel for forbrugerne i de vestlige lande, der ikke har oplevet faldende priser, men derimod vigende kvalitet samt en næsten monopolagtig koncentration på de globale markeder for ristet og instant kaffe.
I Danmark har man dog set et fald på den gennemsnitlige kilopris. Ligeledes er der kommet flere lavpriskaffer på markedet og kampagnetilbud er blevet hyppigere.
På et mere overordnet plan undergraver kaffekrisen målet om bæredygtig udvikling i en række u-lande. Den bidrager til, at millioner kun oplever de negative sider af globaliseringen. Til gengæld er den med til at fastholde årtusindmålet om at halvere fattigdommen i 2015 som en fjern drøm.
Veje ud af krisen
Ingen har i dag en sammenhængende, realistisk strategi for, hvordan der igen skal opnås balance mellem udbud og efterspørgsel på det globale marked. Der kan ikke skabes enighed om at styre udbud og priser, som i det hedengangne ICA-system.
Udbuddet kan formentlig ikke styres med det store antal svage stater, der står for kaffeproduktionen. Ordninger, der holder prisen over markedsniveauet, resulterer i overproduktion. Destruktion af lagre m.m. fungerer i realiteten som indirekte prisstøtte og har derfor grundlæggende set samme virkning.
En anden hovedstrategi er at hjælpe de mindst konkurrencedygtige bønder over i andre afgrøder eller erhverv. Dette er en helt uomgængelig del af enhver strategi, men den vanskeliggøres af bl.a. OECD-landenes landbrugsstøtte, handelsbarrierer, og sparsomme støtte til at udvikle en konkurrencedygtig landbrugsproduktion i u-landene.
Det er også svært at få øje på den aktør(-kreds), der er i stand til at føre en samlet strategi ud i livet. Ikke alene er samarbejdet mellem kaffelandene en skygge af sig selv i 1980erne. Liberaliseringerne har også betydet, at kaffestaternes mulighed for at regulere produktion og handel internt er blevet formindsket.
De største og stærkeste kaffelande modarbejder i øvrigt mere forpligtende aftaler. Og de dominerende økonomiske blokke har endnu ikke prioriteret problemet særlig højt, selv om der er små tegn på, at det vil ske.
Fairtrade-strategien er kun et begrænset værn. De 1-2 procent af markedet, der bærer ”de rigtige” labels, gavner kun de 700.000 bønder, der sælger via det såkaldte FLO-system. Dog er salget af Fair Trade-mærkede kaffer fortsat i fremgang og steg i 2003 med 20 procent.
Det mest sandsynlige scenario er derfor, at markedstilpasningen i meget væsentligt omfang vil ske som en langstrakt økonomisk styrkeprøve mellem sværvægterne – de dominerende kaffelandes industrier (og evt. statskasserne bag dem) og de centrale aktører i opkøbs- og grossistledet. De svage bukker under.
En meningsfuld strategi for at afbøde de katastrofale økonomiske, humane og sociale konsekvenser må tage udgangspunkt i, at krisen er global, og at en del af løsningen uundgåeligt må være at sænke den globale produktion. At bistå kaffedyrkerne med at udkonkurrere hinanden er sisyfosarbejde, med mindre det indgår i en sammenhæng med andre perspektiver.
Støtte til kaffedyrkerne, der ikke blot er nødhjælp eller tilpasningsstøtte, må derfor
– fremme bekæmpelse af fattigdommen og andre anerkendte udviklingsmål mindst lige så godt som alternative måder at bruge støtten på,
– styrke u-landsproducenternes indflydelse på den globale kaffekæde, og dermed deres andel af kaffens samlede salgsværdi,
– bidrage til at udvide kaffemarkedet geografisk eller udvikle det med produkter, som køberne vil betale mere for.
Samtidig med at strategien skal tage udgangspunkt i den globale situation, skal en konkret indsats tilpasses yderst forskellige lokale forhold, hvis produktionen skal ende med at blive økonomisk bæredygtig.
Dette understreger nødvendigheden af at forankre bistanden i et tæt samarbejde med omhyggeligt valgte lokale partnere.
Selvkritisk status
Dette debatoplægs hovedpointe er, at vi kan og skal bidrage til at afhjælpe kaffekrisen fra dansk side, men det er vigtigt at erkende de svagheder og begrænsninger, vi har med i bagagen.
Samlingspunktet for de større udviklingsorganisationers arbejde med kaffeproblematikken har i de senere år været Max Havelaar Fonden, hvor MS, Ibis og Folkekirkens Nødhjælp har været bærende kræfter.
Vi må i dag erkende, at samarbejdet i fondens regi indtil videre ikke er blevet den dynamo eller katalysator, der sikrer kaffen en prominent og permanent plads på supermarkedshylderne, i forbrugernes bevidsthed og i den offentlige og politiske debat. Danmark ligger ganske vist internationalt i top med godt 3 procent af markedet på fair-trade kafferne, men ud fra en absolut betragtning mangler vi fortsat 97 pct. af markedet.
Desuden vurderes det som svært bare at fastholde den nuværende markedsandel.
Årsagen er dels, at kaffen er blevet en slagvare i supermarkederne, der undertiden sælges under indkøbspris, dels at licensindtægterne fra Max Havelaar-mærket ikke muliggør en effektiv markedsføring med opbygning af stærke, egne brands eller markedsføringstilskud til detailledet.
Infrastruktur, produktions- og transportomkostninger, traditionelle markedspositioner, kvaliteten af forsknings- og udviklingsarbejde, valutakurs og – stabilitet, klimatiske og andre dyrkningsforhold, traditionelle sorter, offentlig
reguleringsform, adgang til kreditter, plantesygdomme osv. er eksempler på nogle af de forskelle, der gør at der kun findes lokale svar på den globale krise.
Stefano Ponte giver et konkret og tankevækkende overblik over de vidt
forskellige udfordringer til kaffesektorene i Uganda, Tanzania og Kenya i Coffee Markets in East Africa: Local Responses to Global Challenges or Global Responses to Local Global Challenges
Det vil også kræve en – måske urealistisk – stor indsats overfor firma-segmentet, hvis de senere års interesse for etik og økologi for alvor skal omsættes i bedre salg her.
Flere u-landsorganisationer har ydet uundværlig støtte til Max Havelaar. Kaffen har også af og til fungeret som eksempelmateriale i oplysnings- og undervisningsmateriale. Derimod kan man ikke sige, at organisationerne har valgt at bruge kræfter på at fastholde kaffen på den offentlige dagsorden.
Der har således ikke været en generel, offentlig opmærksomhed, som den egentlige markedsføringsindsats kunne læne sig op ad. De besparelser og omlægninger, som de større u-landsorganisationer har oplevet i de senere år, giver ikke meget håb om, at de af egen drift vil prioritere sagen.
Lovende perspektiver
Til gengæld er der muligheder, som ikke udnyttes (fuldt ud) i dag. Det gælder bl.a. kaffesalget til husholdninger og caféer, hvor der er vækst i markedet for de såkaldte
”speciality coffees” herunder dem, der under ét betegnes som bæredygtige kaffer.
Fælles for dem er, at de i det store hele kræver en mere nænsom, håndværkspræget produktion og giver mindre producenter en umiddelbar konkurrencefordel.
Markedet er især udviklet i USA, hvor speciality coffees tager 20 procent af det samlede marked – delvis på grund af Starbucks-kædens succes.
En faktor bag den nye trend er, at forbrugerne bliver stadig mere forkælede. Særlig i de mere moderne (”blå og grønne”) forbrugersegmenter sker der stadig raffinering af produktkravene, også til nydelsesmidler.
Eksemplet over alle er vinmarkedet, hvor masse-forbrugeren i modsætning til for
30 år siden kan skelne – og værdsætte – en mængde variationer, og hvor et vist elementært kendskab synes at indgå i nutidens begreb om almen dannelse. Spørgsmålet er, om vi om 15 år skal bede om restaurantens kaffekort med samme selvfølgelighed som vinkortet i dag.
Udviklingen drives bl.a. frem af stærke kommercielle aktører, som Starbucks (inkl. efterlignerne), der er undervejs til Europa og Danmark og af ret nye markedsaktører som Claus Meyers Estate Coffee, Emmerys osv., men trenden optager den danske kaffebranche generelt og gør det relevant at undersøge, om der er basis for nye typer af samspil mellem kaffekædens nordlige og ”kaffehåndværkerne” i syd.
En fjerde faktor er den ændring af Danidas støtte til NGO-aktiviteter, der er sket med regeringens nye strategi for u-landsbistanden. Ændringen betyder, at tilskud i lidt højere grad gives til samarbejde mellem organisationer om bestemte formål og i lidt mindre omfang til organisationerne hver for sig.
I 2004 er der 100 mio. kroner i puljen til finansiering af samarbejdsprojekter. Det
betyder, at der vil kunne være penge til en mere specialiseret kaffe-aktivitet i Danmark såvel som kaffelandene. Heri ligger også en mulighed for finansierede aktiviteter, der bidrager til mål i eksisterende (men pressede) programmer.
Særlig 2 samarbejdsformer/finansieringsfaciliteter er af interesse, nemlig faglige netværker og allianceprogrammer. Endelig er en række forskellige initiativer i gang i kaffelandene selv og internationalt, som en mere engageret indsats fra dansk side kan spille sammen med og bygge videre på.
2. Kaffeklubben – den nye dynamo
Der er brug for en ny aktør, en ny dynamik, en ny ramme hvis Danmark skal gøre en forskel i den globale kaffekrise. Derfor foreslår vi at etablere Kaffeklubben for organisationer, institutioner og virksomheder og personer, der støtter formålet, herunder ikke mindst dem, der arbejder (professionelt) med kaffespørgsmål.
Kaffeklubben bygges op omkring et sekretariat med fem-seks ansatte. Ca. halvdelen er finansieret af Danida-midler, resten af klubbens medlemmer efter økonomisk formåen.
Klubben arbejder med at
1) styrke danskernes smag for kvalitetskaffe,
2) indsamle og formidle information om kaffebøndernes situation og muligheder til brug for folkeligt oplysnings- og u-landsarbejde,
3) fødselshjælpe samarbejde mellem NGOer om kafferelaterede udviklingsprojekter og samarbejde mellem danske virksomheder og udbydere i kaffelandene,
De faglige netværker sigter navnlig på at styrke vidensopbygning, koordinering og kvalificering af arbejdet i Danmark gennem et mere specialiseret samarbejde mellem danske organisationer. Der kan også indgå ekstern formidling.
Netværket skal være åbent, repræsentativt for feltet og må ikke kopiere et eksisterende netværk. Der findes endnu ikke en fast praksis på området, men en bevilling på 5-6 mio. over 3 år ligger inden for mulighedernes grænse. Er den på under 5 mio. kan den bevilges administrativt og principielt i løbet af få uger.
Allianceprogrammer udfører opgaver i udviklingslandene. Det sker i en konsortiekonstruktion, der rummer mindst 2 organisationer uden en såkaldt rammeaftale med Danida. De større u-landsorganisationer kan imidlertid sagtens indgå i alliancen, og kan udmærket bære hovedansvaret for aktiviteten over for Danida.
Normalt kan op til 10 pct. af bevillingen gå til ”Projektrelateret oplysning i Danmark” Danida skal i begge samarbejdsformer godkende formålet, og begge samarbejdsformer kræver en såkaldt lead-organisation, som Danida overlader hovedansvaret for forvaltning af økonomi, projektgennemførelse mm.
Der lægges i beskrivelsen af begge disse samarbejdsformer vægt på, at lobby- og
advocacy-elementer indgår.
ICO har netop igangsat en meget dybtgående sammenlignende studie af de større kaffeområder i verden, der vil kunne danne ramme om nationale og regionale politikker. På et mere konkret niveau tages der også initiativer, som mindre producenter på forskellig måde kan drage nytte af.
Der tænkes bl.a. på de mange programmer, som støtter diversificering (spredning) af produktionen, på eksperimenter med e-handelspladser og teknologi samt forsøg på at udstrække det papirløse og omkostningsreducerende system Bolero til kaffeområdet, jf. International Trade Center (Unctad/WTO) Coffee, An exporters guide (2002), kap. 6.
Et andet initiativ er det såkaldte Commodity Risk Management initiative, der tilbyder forsikring mod prissvingninger til discountpris.
Sidstnævnte kilde rummer også et annex, der opregner de seneste års commitments fra det internationale samfund til at bidrage til at dæmpe følgerne af de faldende råvarepriser.
4) skabe synergi imellem ovenstående aktiviteter og i forhold til relevante aktiviteter udenlands,
Det første punkt drejer sig om at differentiere kaffemarkedet og lære stadig flere forbrugere at
skelne og værdsætte forskellige kaffekvaliteter til glæde for producenter af højkvalitetskafferne i
alle led af kaffekæden. Aktiviteterne tilrettelægges efter en plan, der eksempelvis kan indbefatte
offentlige prøvesmagninger rundt om i landet – evt. med deltagelse af cuppers fra
oprindelseslandet, kvalitetskonkurrencer, udnævnelse af Årets Kaffesøster etc., mediearbejde og
udgivelser. Det kan ske i samspil med Speciality Coffee Danmark, der retter tilsvarende aktiviteter
imod café-segmentet. Inspiration kan bl.a findes i det norske ”Kaffesekretariatet”, der arbejder med
merchandise o.a.
Der er også her tale om generel markedsføring af produktet kaffe, og om løbende indsamling og
analyse af markedsinformation om trends og forbrugsmønstre. Ud over at arbejde aktivt for
kaffekvalitet og forbrugerbevist, bliver Kaffeklubben således også den førende kilde på opdateret
information på alt, hvad der rører sig på kaffemarkedet. Det viden vil søges brugt såvel i
Kaffeklubbens markedsføringsaktiviteter som til gavn for NGO’ers arbejde med rådgivning i
kafferelaterede spørgsmål i producentlandene (se punkt to).
Det andet punkt drejer sig om at styrke den etiske opmærksomhed blandt borgere og forbrugere
gennem kvalificeret information om kaffekrisens virkninger og mulighederne for at gøre noget ved
den. Informationerne skal bearbejdes og formateres, så de bl.a. kan bruges af folkelige
organisationer, f.eks. som indlæg i blade eller kampagnematerialer. Derudover drejer punkt 2 sig
om at sikre en kvalificeret rådgivning om kafferelaterede spørgsmål i det udviklingsarbejde, der
udføres af bl.a. danske NGOer og i det hele taget at sikre en løbende, kvalificeret debat i
udviklingsmiljøet om emnet. For at kunne udføre dette arbejde skal der opbygges en videnbase om
principielt alle de sider af kaffeproblematikken, der kan have relevans i en udviklingsmæssig
sammenhæng.20
Det tredje punkt drejer sig om at hjælpe såkaldte allianceprojekter på benene, hvor ikke-statslige
organisationer går sammen om at yde en eller anden form for samarbejde med partnere i
udviklingslande, der har relation til kaffeproblematikken. Partnerskabet kan have form af vertikal
integration mellem køber og sælger, eller de kan være udformet som allianceprojekter inden for ulandsbistandens
rammer.21. I sidstnævnte tilfælde skal de leve op til en række bistandsfaglige krav.
Bistanden kan have form af rådgivning, støtte til organisationsopbygning22 eller til
lobbyvirksomhed23 og sker på basis af en dialog, hvor parterne – organiseret lokalt – prioriterer
deres strategiske behov og leder arbejdet. Man kunne f.eks. tænke sig at Mellemamerikakomitéen,
MS og Max Havelaar gik sammen om at etablere et team af lokalt ansatte i Centralamerika med
20 Denne del af aktiviteten tænkes organiseret som et fagligt netværk efter de retningslinier, der er nævnt i note 17, og
med sit eget budget over tre år på max 5. Mio. kroner.
21 Allianceprogrammer er beskrevet i note 17, de bistandsfaglige krav i afsnittet ”Veje ud af krisen”. Det kan i øvrigt
overvejes – som Oxfam foreslår – at gøre det til at krav, at bistandsindsatsen flugter med Verdensbankens såkaldte
Poverty Reduction Strategy Papers, der i dag angiver pejlemærkerne for næsten al udenlandsk bistand jf. Oxfam
Europe and the Coffee Crisis – A Plan for Action (2002) p. 4.
22 Rådgivning og organisationsopbygning kan eksempelvis dreje sig om finansiel inddækning ved køb eller
salgsoperationer, adgang til billig kredit, markedskendskab, logistik og teknologi – som lokale u-landsvirksomheder
typisk kun har begrænset adgang til medmindre de overtages af et større udenlandsk selskab. Se i øvrigt forrige note.
23 Der vil typisk være et betydeligt rum for lobbyvirksomhed, både ift. internationale organisationer og på nationalt
niveau, hvor mange regeringer fortsat ikke gør nok for at udvikle markeder, institutioner og infrastruktur, så de åbner
for udviklingen af en privat sektor. Se f.eks. Commission Staff Working Paper Agricultural Commodity Trade,. SEC
(2003) 908. p. 29
ekspertise i marketing, e-handel og økologisk driftsomlægning i samarbejde med lokale (salgs-)
kooperativer. Private virksomheder vil kunne indrages. Kaffeklubben skal derfor have viden og
kapacitet til at facilitere den ofte byrdefulde etablering af allianceprogrammer og kan også
lejlighedsvis indgå som part heri.
Det fjerde punkt drejer sig om at udgøre et miljø, hvor vidende og engagerede mennesker kan
sprede deres viden og engagement, bakke hinanden op, trække erfaringer og idéer fra udlandet ind
og omsætte ord til handling.
3. Et samarbejde med gensidige fordele
Samarbejdet i Kaffeklubben foregår i en ramme, hvor ønsket om at støtte fattige folk i fattige lande
spiller en rolle, selvom det ikke nødvendigvis er overskriften på klubbens enkelte aktiviteter. For at
være levedygtig skal den imidlertid også rumme konkrete fordele for deltagerne.
For branchen og dens virksomheder handler fordelene i at gå sammen med andre for at undgå
tendensen til devaluering og discountificering af kaffen, der presser deres indtægter.24 Det står ikke
i det enkelte kafferisteris magt at kæmpe imod det pristryk, der skabes i detailsektoren, hvor “femfor-
en-hund” markedsføring er blevet hverdagskost. Markedet for speciality coffee er kun svagt
stigende og taler foreløbig mest til gourméterne under glasklokken. Kaffeklubben kan her bidrage
til at mainstreame tendensen (lidt i retning af det forsøg, som Café Noir har gjort sig), bringe de
bedre kaffer i hverdagsforbrugerens øjenhøjde. Det kan klubben gøre mere troværdigt end branchen
selv, fordi det sker i samarbejde med bannerførere for den gode smag á la Claus Meyer og med ulandsorganisationerne.
Klubben vil kunne nå grupper, der er vanskeligt tilgængelige med traditionel
markedsføring og betjene sig af kanaler, der normalt ikke er til rådighed for kommerciel
markedsføring.
Klubben vil også kunne blive katalysator for et mere raffineret, direkte samarbejde mellem
producenter og ristere/forhandlere, hvor sidstnævnte får adgang til attraktive produkter mod at
bidrage med know how og finansiering til produkt- og proces-udvikling i kaffekædens sydlige ende.
I dag er der kun sporadisk kontakt mellem risteri og producent, der typisk sælger til
mellemhandlere. Den direkte kontakt (eller evt. vertikale integration25) vil kunne lede til
omkostningsreduktioner, hvis lokale salgsorganisationer selv kan stå for mere af den certificering
og styring af kvaliteter og mængder end i dag. Også afbureaukratisering i transportleddet26 vil
kunne reducere omkostningerne. Der kan desuden være en ”first movers advantage”, som kan være
værd at investere i. Bl.a. fordi der allerede er en vis konkurrence om de bedste specialkaffer, der
efter deres natur ikke produceres i ubegrænsede mængder.27
24 Ifølge Dansk Kaffeinformation er indtægterne pr. kilo kaffe faldet fra index 151 i 1997 til index 114 i 2002.
(Indexeret fra 1990), www.kaffeinfo.dk
25 Vertikal integration eksisterer allerede i udbyggede former i udlandet, og rummer betydelige potentialer og
udfordringer, se bl.a. Commission Staff Working Paper Agricultural Commodity Trade, Dependence and Poverty. An
Analysis of Challenges facing Developing Countries. SEC (2003) 908 s. 15, inkl. henvisningerne til UNCTAD.
26 According to the World Trade Organisation the cost of paper shipping documentation and related unnecessary cost is
as high as 7 % of all international trade, jf. Coffee – An exporters guide p. 142, where the paper-free Bolero-system is
explained.
27 I Verdensbankens studie af det danske kaffemarked s 93. finder så godt som alle brancherespondenter, at
forsyningssikkerhed og forbrugeropmærksomhed er ”meget vigtige” for vækst i markedet, mens hhv. ca. 70 og 60 %
siger det samme om kvalitet og klarhed om oprindelse, mærkning mv. Kaffeklubben kan vise sig relevant på alle fire
punkter.
Endelig vil samarbejdet blive et plus for deltagende virksomheders corporate image, en mulighed
for efteruddannelse/udstationering af medarbejdere og en kilde til information om udviklingen i den
nuancerede kaffeverden.
For kaffeudbydere i udviklingslande er Kaffeklubben en mulighed for at øge overskuddet.
Udbyderne vil blive koblet sammen med et internationalt ekspertsystem, der kan understøtte dem
dér, hvor de største behov viser sig at være. 28. Bistanden kompenserer for den mindre spillers
kroniske underlegenhed på et globalt marked, der er behersket af de virkeligt store. Det giver større
uafhængighed og bedre mulighed for at positionere sig og for at opnå mere indflydelse på
kaffekæden. Udbygget samspil og alliancer med danske virksomheder og investorer vil under visse
betingelser blive set som en fordel. Samarbejdet med danske NGOer vil foregå som partnerskaber,
hvor partneren selv har det afgørende ord, men også må respektere samarbejdspartnerne og
generelle danske udviklingsmål.
For Danida rummer konstruktionen en mulighed for at styrke den danske ressourcedatabase.
Kaffen spiller en væsentlig rolle i halvdelen af Danmarks programsamarbejdslande.29 Samtidig får
Danida let adgang til højt specialiseret rådgivning kontakter, mm. til brug for politikudvikling i EU
og andre internationale organisationer vedrørende kaffe, råvareproblematikken og
handelsspørgsmål generelt. Klubben vil også kunne skabe både større dybde og større bredde på
disse områder i dialogen mellem Danida og de danske NGOer, såvel som den offentlige debat i
almindelighed. Det kan tilføjes, at Kaffeklubben i sig selv er udtryk for ønsket om at styrke
handelsaspektet i bistanden og for ønsket om at inddrage private virksomheder. Og så er
konstruktionen i sig selv et eksempel på den ny- og tværgående tænkning, som regeringen søger at
fremme med sin nye bistandsstrategi.30
For de folkelige u-landsorganisationer kan Kaffeklubben blive et svar på nogle af de presserende
problemer, de slås med i disse år. Nedskæringerne tvinger organisationerne til at spare, fokusere på
aktiviteterne og styrke deres relationer til resten af samfundet – typisk betegnet som den ”folkelige
forankring”.
Besparelserne betyder, at mange eksisterende programmer og projekter har svært ved at udfolde
deres potentialer. Samtidig åbnes der nye muligheder for finansiering af u-landsaktiviteter, der sker
i samarbejde med andre. Samarbejdet er imidlertid svært at få op at stå, fordi der også er skåret dybt
i NGOernes administration og hjemlige stabe. ”Allianceprogrammer” anses for at være uhyre
ressourcekrævende at etablere og drive. Kaffeklubben er et svar på dette problem, fordi den tilbyder
at facilitere oprettelse og drift af alliancer, hvis to-tre organisationer enes om u-landsarbejde, der har
med kaffekrisen at gøre. Alliancerne skabes efter en á la carte model: Interesserede græsrødder
finder sammen, som de kan blive venner til og deres aktiviteter kan indrettes, så de understøtter
28 Se note 21 og 22
29 Ud af de 13 danske programsamarbejdslande, der ikke er under udfasning, spiller kaffen en væsentlig rolle for at
fremme danske udviklingsmål i de syv: Uganda (59 % af eksportindtægterne), Nicaragua (27%), Tanzania (15 %),
Kenya (12 %) og Vietnam (6 %). Kaffeproduktionen kan heller ikke ignoreres i Bolivia og Ghana.
30 Det er ikke forudsat, at Danida selv deltager i klubben. Derimod er væsentlige dele af klubbens virksomhed helt
afhængig af finansiering herfra. Det gælder omtrent hele u-landsindsatsen, men også det arbejde i Danmark, der ikke
har karakter af promotionsaktiviteter overfor danske forbrugere. Sekretariatet forventes således at kunne få del i
projektrelaterede oplysningsmidler og administrationsbidrag for allianceprojekter, hvor Klubben selv har ansvaret,
hvortil kommer et flerårigt tilskud til drift af fagligt netværk. På sigt kunne målet være at lade dette arbejde finansiere af
punktafgiften på kaffe, der i 2002 indbragte staten 271 mio. Selvom momsen ikke medregnes, får staten i Danmark
således flere gange så meget ud af en pose kaffe som kaffebønderne på de fattige kontinenter.
eksisterende aktiviteter eller partnere (og/eller organisationernes særlige prioriteringer af f.eks.
kvinde- eller miljøspørgsmål).
Den specialiserede viden i klubben gør det muligt at give dette arbejde høj kvalitet, selvom ”de
allierede” kun har få kræfter at kaste ind. Muligheden for at få hul igennem til det danske marked
og kommercielle aktører, investorer mv. kan give de danske organisationer en streng yderligere at
spille på i samarbejdet med partnere.
Fokuseringen betyder, at organisationerne må opgive aktiviteter, der ligger uden for deres core
business – selvom de stadig står deres hjerte nær. Der vil derfor også være et ønske om at anbringe
”hittebørn” i betryggende rammer. Tendensen kunne tænkes at ramme – og har måske allerede
delvis ramt – samarbejdet omkring Max Havelaar.
Kaffeklubben vil samtidig muliggøre løbende kvalificering og dialog om kaffespørgsmål i bred
forstand, herunder med branchen. Det er bl.a. relevant, fordi danske organisationer er så stærkt
repræsenteret i de fleste kaffelande.31 NGOerne vil også kunne bruge vidensbasen (og formidlingen
heraf) i blade, informations- og kampagnemateriale – og i deres almindelige bestræbelser på at
følge med i de vigtigste diskussioner om bistand, handel og globalisering i Danmark og
internationalt.
Det kulinariske miljø af mere eller mindre kendte kokke, konditorer, restauranter og madskribenter
– og dets mange tusinde uprofessionelle – vil kunne udnytte Kaffeklubben som en platform. Dels
for budskabet om, at vi skal være bedre til at skelne mellem skidt og kanel. Dels som led i en mere
kommerciel profilering af restauranter og enkeltpersoner.
For Max Havelaar Fonden betyder Kaffeklubben en forøget strøm af information om kaffebønner
og navnlig – bønder til den danske offentlighed. Det vil lette markedsføringen af mærket. Hertil
kommer at salget af kaffe, der er menneske- og miljøvenlig uden at være Max Havelaar mærket
også forventes at gå i vejret. En tredje gevinst vil være, at fonden selv øger adgang til information,
både om markedsforhold i Danmark og om betydningsfulde internationale kaffespørgsmål. MHF vil
også få bedre besked om forhold i udviklingslandene, således at Fonden kan gøre sig bedre
gældende i FLO og andre sammenhænge, hvor mindstepriser og andre strategiske spørgsmål
afgøres. Endelig forventer Fonden at kunne udnytte mange daglige synergi muligheder med
Kaffeklubbens sekretariat. Derfor er Fonden indstillet på at tage hovedslæbet for at bringe
Kaffeklubben til verden, hvis andre af de nævnte aktører er parate til at yde deres bidrag.
31 Ud over programsamarbejdslandene Uganda, Tanzania, Kenya , Vietnam og Bolivia, hvor mellem 13 og 30 danske
NGO´er arbejder, gælder det Indonesien (13) og de mellemamerikanske lande plus Brasilien og Colombia, hvor
mellem 9 og 16 organisationer er repræsenteret. Også Etiopien, Rwanda, Sierra Leone og Madagaskar har et bredt
udsnit af danske organisationer, mens der er langt imellem dem at prale af i Congo, Elfenbenskysten og Cameroun.
