En delingsfører for Taleban i Marjah-området i Afghanistans Helmand-provins, hvor de danske soldater er udstationeret, siger mandag til Ekstra Bladet, at oprørerne har fået penge fra danske bistandsprojekter.
– Taleban i Marjah har fået penge for brønde, vandingskanaler, veje og nogle andre projekter, siger delingsføreren ved navn Mullah Ibrahim til avisens udsendte.
– Projekterne (der betales af Danida, red.) er begyndt efter (den militære) Operation Moshtarak og kom i gang for omkring 5 måneder siden, forklarer Mullah Ibrahim og fortsætter:
– Det foregår sådan, at når der bliver brugt 200.000 afghani (ca. 27.000 kr.) på et projekt, så skal vi have 50.000 afghani.
Danida har øre-mærket 3 mio. kr. i civil genopbygningsstøtte til 30 km dræningskanaler, 20 drikkevands-brønde og elforsyning i udvalgte landsbyer i området.
Mullah Ibrahim uddyber: – Marjah er stadig i Talebans hænder, så hvis vi ikke giver tilladelse, er det umuligt at gennemføre et projekt. De lokale entreprenører får penge af de internationale organisationer til at lave projekter og bagefter kommer entreprenørerne så til os for at få vores tilladelse.