Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Han er desuden blogger på Globalnyt.
Da den danske regering åbnede op for udviklingsbistand i begyndelsen af 1960’erne, var Danmark et homogent samfund: Næsten alle danskere var hvide, kristne og talte dansk.
U-landene, som vi kaldte dem, var alt muligt andet. Der var naturlige skel mellem dem og os, og det var sandsynligvis en af grundene til, at det var let at skabe begejstring for bistanden.
Den rørte ved vores medmenneskelighed uden at anfægte vores selvforståelse. Bistanden var næsten apolitisk.
I dag er Danmark et multikulturelt, multireligiøst og multietnisk samfund, men i stedet for at fokusere på skel og stridigheder, giver det os en enestående mulighed for at forstå og praktisere bistandsarbejdet i nye rammer der overskrider forskellene mellem dem der ude og os her hjemme.
For nu er deres og vores samfund vokset sammen på godt og ondt. De, der før var fjerne og eksotiske fremmede, bor hos os i diasporasamfund af asiater, afrikanere og østeuropæere, der efterhånden har generationer bag sig.
Samtænkning
Tiden er derfor for længst moden til at samtænke udviklingsbistanden med den del af den danske indenrigspolitik, der går ud på at få de mange forskellige elementer i det danske samfund til at fungere bedre sammen på trods af kulturelle, religiøse og etniske forskelle.
Det forekommer derfor logisk at inddrage de danske diasporaer med afrikanske og asiatiske rødder systematisk i vores bistandsarbejde i de lande, hvor diaspora-befolkningerne stammer fra. Deres baggrund kan styrke vores bistandsindsats og samhørigheden mellem dem og os.
Vi kan i fællesskab gøre en bedre indsats for at forbedre leveforholdene i de lande, som diasporaen stadig er bundet til med bånd, der knytter sig til familie, religion og folkeligt fællesskab.
På den måde opbløder vi også det kunstige og ødelæggende skel mellem indenrigs- og udenrigspolitik i en reelt globaliseret verden.
Fremtiden er begyndt
På dette område er fremtiden heldigvis allerede begyndt.
Det Danske Hus i Palæstina har en bestyrelse, hvis medlemmer tæller både etniske danskere og engagerede dansk-palæstinensere. Og danske somalier er aktive i flere danske udviklingsorganisationer sammen med etnisk danske bistandsfolk.
Det burde være naturligt, at Danida, Integrationsministeriet og private danske bistandsorganisationer bevidst og aktivt bakker op bag disse initiativer og animerer til flere, hvor diasporasamfund på egen hånd starter udviklingsarbejde i det, der engang var deres hjemlande. Puljer til disse formål vil være velkomne!
På den måde kan der måske vokse bevægelser op, der støtter samhørigheden og neutraliserer den voksende splittelse mellem dem og os i Danmark, og modvirker den voksende etnisk danske frygt og mistro til fremmede kulturer og religioner. Det er nødvendigt, for globaliseringen er kommet for at blive. Også hjemme hos os i Danmark.
