Corona har medført restriktioner overalt i verden. For nogen har det betydet nye indgreb i personlig frihed – for andre har det været mere af samme skuffe. En række autoritære ledere har nemlig i flere år indført stadig voldsommere begrænsninger af civilsamfundets råderum og borgernes rettigheder og demokratiske udfoldelse. Alt sammen som led i at undertrykke kritiske røster og bevare magten.
Tendensen kaldes ”shrinking space”, og torsdag den 22. oktober var Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) vært for et webinar om repressive staters fremvækst og demokratiets forfald set i lyset af coronapandemien.
Kolonimagten skabte det autoritære afrikanske styre
Hovedtaleren var Nic Cheeseman, professor ved International Development Department på Birmingham Universitet. Han lagde ud med et oplæg, der undersøgte den historiske baggrund bag autoritære regimer i Afrika.
Hvor mange fejlagtigt måske ser det som et endemisk problem i Afrika, påviser Cheeseman, hvordan koloniseringen af Afrika lagde grundstenene for den type regimer.
Før europæerne kom, var der stort set ingen stater i Afrika. 80-90 procent af kontinentet fungerede som små enheder, der blev kontrolleret af høvdinge, konger eller andre autoriteter, som måtte kæmpe for udøve deres magt. Folk kunne undgå magtudøvelsen ved at migrere til andre områder.
“Der herskede en delikat social balance – ikke noget vi kan kalde demokrati, men heller ikke noget, der var direkte autoritært. De kontrolsystemer ødelagde kolonimagterne fuldstændig,” siger Cheeseman.
I stedet satsede kolonimagterne benhårdt på at politisere etniciteter og fremme et Big Man-styre for at skabe en ”del og hersk”-model og derved bevare magten med blot få koloniale embedsmænd. Denne investering i individer og styrkelse af etniske skel understøttede og styrkede den centraliserede og bureaukratiske autoritet.
”Den koloniale stat var selv et meget hierarkisk, autoritært styre, og meget af den rettighedsbegrænsende lovgivning, som vi kender fra afrikanske regeringer i dag, har altså rødder i kolonitiden.”
Mens den koloniale stat investerede meget i at sikre opbakning blandt enkelte individer, fordi det var sådan, den kunne bevare magten, havde den meget lidt fokus på at opbygge og investere i strukturer, der kunne sikre det autoritære styre efter uafhængigheden. Det er her, kimen til autoritære styrer i Afrika skal findes, forklarer Cheeseman:
“Det er kombinationen af alt dette – del og hersk, big men, magtkampe mellem etniske grupper og en relativ svag stat – der skaber en post-kolonial periode præget af skrøbelige, autoritære regimer og af regeringer, der forsøger at fastholde magten, men ofte fejler i deres forsøg.”
At regimer fejler i at bevare magten betyder til gengæld betyder det, at der i afrikanske lande – med undtagelse af måske Kagames Rwanda, indskyder Cheeseman – ikke er mulighed for den samme form for totalitarisme, som vi kender fra Europa og Sovjetunionen.
Presset demokrati
I webinaret deltager også Mogens Pedersen, senioranalytiker hos DIIS, Neil Webster, seniorforsker samme sted samt Sara Brandt, politisk rådgiver hos Globalt Fokus.
Brandt fortæller om den generelle tendens til ”shrinking space”, som civilsamfund på tværs af kloden har oplevet de sidste år, og om ngo-miljøets erfaringer med at operere i lande med begrænset råderum.
Alle talere er enige om, at Covid-19-krisen har forværret det globale demokrati. En opgørelse lavet af ngo’en Freedom House viser, at 80 lande har oplevet, at det er gået tilbage med demokratiet under pandemien. Blandt de 80 er samtlige lande i Nordafrika og et stort antal lande i Afrika syd for Sahara.
Her kigger Freedom House blandt andet på regeringers overtrædelser af menneskerettigheder og demokratiske frihedsrettigheder som restriktioner på pressefrihed og forsamlingsfrihed, øget politivold, afbrydelse af valg og brug af fængsel og detention.
Nic Cheeseman, hvis titel faktisk er professor i demokrati, siger, at det efterhånden er en kliché at tale om corona som en autoritærpandemi. Han fortæller, hvordan love er blevet indført uden solnedgangsklausuler, hvordan sikkerhedsstyrker har fået øgede magtbeføjelser under dække af at skulle ”opretholde lockdown”, og at der er blevet slået hårdt ned på medierne.
Læs også: ’Fanget i slummen mellem politibrutalitet og virus’
”Det har været et godt tidspunkt at begrave dårlige nyheder på,” siger den britiske professor.
En trussel mod politisk stabilitet
Samtidig ønsker han at udfordre vores syn på coronapandemien.
Han smækker en graf fra ACLED, en organisation der monitorerer og analyserer konflikter, på skærmen. Den viser udviklingen i antallet af demonstrationer i verden.
I marts sker der et tydeligt og brat fald, men allerede i juni var tallet oppe på samme niveau, som lige inden pandemien, og i dag er tallet endnu højere, siger Nic Cheeseman, der tilføjer, at mange af dem har været i Afrika syd for Sahara.
Han beder folk huske på, at for hvert land, der oplever demokratisk tilbagegang, er der et land, hvor det modsatte er tilfældet.
”Jeg tror det er vigtigt at huske på, at for hver Zimbabwe er der et Nigeria, for hver Filippinerne er der et Thailand, for hver Tyrkiet er der et Kazakhtstan, og for hver Ungarn er der et Hviderusland,” siger han med henvisning til lande, der har oplevet henholdsvis demokratiske tilbageslag og demokratisk fremgang under pandemien.
”Derfor skal vi spørge os selv: Er corona virkelig dårlig for demokratiet, eller er den snarere dårlig for politisk stabilitet?”
Cheesemans argument er, at pandemien snarere er en ”multifacetteret kraft, der fører til opbrud”, og som har en destabiliserende effekt på alle regimer i Afrika syd for Sahara – uanset om de er demokratiske eller ej. Derfor tror professoren også, at vi snart vil opleve flere udfordringer af autoritære regimer i Afrika syd for Sahara, ligesom vi ser i Nigeria lige nu.
Du kan se hele webinaret på DIIS’ hjemmeside.