Porto Novo, 22. marts 2012. Jeg sidder i en firhjulstrækker i Benin sammen med en chauffør og to projektmedarbejdere fra den danske ambassade i Cotonou. Vi er på vej ud til nogle Danida-bistandsprojekter ved grænsen til Nigeria. Klokken bliver hel, og nyhederne går i gang på bilradioen.
Tophistorien handler om Malis præsident, Amadou Toumani Touré, der i Bamako er blevet væltet af soldater anført af en ung officer ved navn Amadou Sanogo. Soldaterne er utilfredse med, at præsidenten underprioriterer hæren, så den ikke kan hamle op med tuareg-oprøret og anarkiet, som har udviklet sig i den nordlige del af landet.
Vi er i chok og sidder tavse i minutter, mens vi forsøger at sluge nyheden, der er en veritabel bombe af den slags, der eksploderer en gang imellem i Afrika, og som med ét vender positivt til negativt.
ATT, som folk kalder præsident Amadou Toumani Touré, har nok udsultet hæren, ligesom han ikke har været en leder med en sammenhængende plan for, hvordan Mali kunne udvikle sig. Han er ingen helt som Lumumba eller Sankara, men han er beundret som en venlig mand, der på sin stille måde vil sit land og sit folk det godt.
Han er en del af den maliske elite, ingen tvivl om det, men han er ikke ”lige som de andre”, altså afrikanske præsidenter, der rager til sig og sine. Mange i expat-kredsen i Vestafrika ser ham som en Gorbachev. Jeg selv med mine danske briller kan ikke lade være med at sammenligne ham med Anker Jørgensen. ATT virker som en troværdig ”good guy”, en mand af og for folket.
Kollegerne i bilen her i det sydøstlige Benin kender ikke Anker Jørgensen, men vi er enige i vurderingen af ATT og i, at hans popularitet strækker sig bredt ud i den maliske befolkning, fordi han som soldat i 1991 ledte et folkeligt oprør mod den diktatoriske præsident Moussa Traoré og på det grundlag tog magten og fik gennemført en demokratisk grundlov og udskrev valg, som Alpha Oumar Konaré vandt i juni 1992.
ATT trådte til side og lod Konaré styre i fred, og den slags er ikke hverdagskost i Afrika: En afrikansk militærmand, der leder en revolution og et kup og sætter sig på magten for bagefter at trække sig frivilligt og overlade styret til en demokratisk valgt civilist! Malierne kaldte i mange år ATT for ”demokrati-soldaten”.
Ti år senere lader han sig pensionere fra militæret for at kunne stille op til 2002-præsidentvalget, som han vinder uden et politisk parti bag sig. Han bliver genvalgt i 2007, hvor han har konsolideret sin popularitet med initiativer, der går lige ind hos den jævne malier.
For eksempel opretter han i 2005 et statsligt fødevarelager, ”de nationale nødreserver”, der skal afbøde truende sult afledt af den krasse tørke og invasionen af græshopper, der står på, og som har udløst hungersnød i nabolandet Niger. Staten deler ud til de værst ramte, og Verdensfødevareprogrammet, WFP, hjælper til og konkluderer, da krisen er overstået, at Malis ”rettidige indgriben afværgede en krise som den, nabolandet Niger blev ramt af”. Han er også arkitekten bag Malis første nationale syge- og sundhedsforsikring.
ATT får skabt en aura af landsfader omkring sig, og med sin karismatiske og venlige udstråling og jordbundne facon er han populær hos bistandsdonorerne, der hører ham som en ”fornuftens stemme”, som af sit hjerte ønsker ”god regeringsførelse”, og det er jo det ypperste af alle bistands-buzzwords i midten af 0’erne.
ATT er drivkraften bag, at Mali udvikler sig til en vestafrikansk ”donor darling”, som Uganda var det i Østafrika engang. Under ham begynder bistanden at vælte ind, og Danmark er med.
2012 må han flygte ned ad bakkerne fra præsidentpaladset på Koulouba-højden midt i Bamako og gemme sig et sted uden for byen. Senere lykkes det ham at få eksil i Senegal, og siden har der været stille omkring ham, som det er en slags tradition i Mali. Afgåede præsidenter blander sig ikke, uanset hvordan de gik af.
I december 2017 vendte han hjem, og i tirsdags døde han så i på et hospital i Istanbul, 72 år gammel.
