Demonstration ved Christiansborg mod øksehug over u-landsoplysning

Redaktionen

300 personer var mødt frem til demonstration på Christiansborg Slotsplads tirsdag den 4. oktober – dagen, da Folketinget åbnede. Demonstrationen var vendt mod VK-regeringens forslag om at fjerne al offentlig støtte til de folkelige organisationers u-landsoplysning fra 2006.

Deltagerne var klædt i hvidt og bar hvide bannere. De markerede i tavshed, at lovforslaget vil lukke munden på organisationerne og dermed stoppe u-landsoplysningen. Der blev desuden delt vat ud, som folk kunne putte i ørerne for at markere, at holdningen åbenbart er, at nu gider vi ikke høre mere om de fattige.

En stribe u-landsorganisationer var mødt frem – foruden Mellemfolkeligt Samvirke var det Ibis, Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Ungdoms Fællesråd, Røde Kors, Dansk Missionsråd med flere.

Efter et minuts stilhed kl. 12 til fordel for u-landene annoncerede Operation Dagsværk, at “Det Sidste Ord” om u-landene (kampagnens slogan) var sagt. Herefter gik en mørk sky hen over himlen. Den 6. oktober skal udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i samråd om sagen, hvor medlemmer af Folketingets Udenrigsudvalg stiller spørgsmål til ministeren.

U-landsorganisationerne arbejder fortsat på at få ministeren til at trække forslaget tilbage. Man kan støtte organisationernes fælleskampagne, “Det Sidste Ord” på www.detsidsteord.dk