Af Jesper Heldgaard, freelancejournalist
Hvordan gør vi dansk udviklingsbistand mere synlig? Det var et af spørgsmålene på et velbesøgt debatmøde torsdag, en dag, hvor udviklingsbistanden for en gangs skyld ramte forsiderne.
Hvad blev der af fattigdomsorienteringen i dansk udviklingsbistand?
Hvordan bringer vi den i fokus igen?
Og hvordan øger vi det folkelige engagement i udviklingsbistanden?
Det var de overordnede spørgsmål, IDA Global Development satte til debat på et velbesøgt møde torsdag aften i Ingeniørernes Hus.
Og debatten blev mere end sædvanligt livlig, godt hjulpet på vej af regeringens chokmelding samme morgen om næste år at flytte 2,5 mia. kr. fra den egentlige udviklingsbistand i Syd til at modtage den eksplosivt voksende strøm af flygtninge til Danmark.
Mette Gjerskov, Socialdemokraternes udviklingsordfører og formand for Udenrigsnævnet, var med i panelet og indrømmede, at det var med blødende hjerte, at hun bakkede op om forslaget:
”Det er sådan en dag, man som politiker må tage kamelen, skære den op i nogen overskuelige stykker og sluge dem ét for ét,” som hun udtrykte det.
”Men der er trods alt forskel på at tage 2,5 mia. kr. af bistandsbudgettet og bruge dem på at modtage syriske flygtninge i Danmark, som vi gør, og på at tage 2,5 mia. kr. af bistanden og bruge den til skattelettelser, som Venstre vil,” tilføjede hun.
For mange mål, for få ansatte
Tidligere mangeårig kontorchef i Danida Klaus Winkel leverede oplægget til debatten med sin meget personlige bog, ”Udvikling – om dansk bistand”, der netop er udkommet.
En af Klaus Winkels pointer er, at politikerne pålægger Danida stadig flere mål, men samtidig skærer så kraftigt i Danidas bemanding ude og hjemme, at det går ud over kvaliteten af bistanden.
”160 forskellige mål, som vel kan sammenfattes i cirka 50 bredere mål, har jeg optalt i Danidas seneste strategi. Der er enormt høje – og stigende – forventninger fra politikerne til alt det, bistanden skal, og det harmonerer meget dårligt med de løbende og efterhånden meget dramatiske besparelser i det Danida-system, der skal sikre kvaliteten i bistanden, og at i hvert fald nogen af de mange mål nås,” lød det bl.a. fra Klaus Winkel.
Det fik aftenens ordstyrer, tidligere evalueringschef i Danida, Niels Dabelstein, til direkte at spørge Mette Gjerskov, om bemandingen i Danida er et emne, folketingspolitikerne taler om.
”Nej,” lød det klare svar.
Fattige lande eller fattige mennesker
Poul Engberg-Pedersen, tidligere chef for den statslige norske bistandsorganisation, Norad og meget andet, argumenterede for, at fattigdomsorienteringen bedst fastholdes ved at fokusere Danmarks bistand på verdens omkring 50 fattigste lande, selv om hovedparten af verdens fattige nu faktisk lever i mellemindkomstlandene.
”For det første går kun en tredjedel af den samlede globale bistand til de 50 fattigste lande. For det andet er det her, vi som et lille land kan gøre en forskel. Det kan vi ikke i mellemindkomstlandene. Vi skal tilbage verdens fattigste lande. Det var også dér, dansk bistand startede.”
Poul Engberg-Pedersen slog også et slag for, at udviklingsbistanden skal bruges til at sætte ind over for globale problemer som klimaforandringer, ebola og – som et apropos til dagens varme emne – konflikter, som skaber flygtningestrømme, der også kommer til os.
”Bistanden er ét og kun ét, men et vigtigt redskab i den udenrigspolitiske værktøjskasse, som vi skal bruge til at forholde os til globale problemer, som klimaforandringer, flygtningestrømme. Det er også i Danmarks interesse, og vi må give politikerne lov til at tale om danske interesser og om politik i forbindelse med udviklingsbistand. For det er politik, og det er i Danmarks interesse at bruge den rigtigt i kombination med andre politikområder som klima og handel.”
