På ferie i gode gamle Dannevang iler vi sporenstregs ud i Fields på Ama’r – nærmere bestemt til Bilka, hvor teenager-sønnen ser sig omkring.
Snart efter siger han – muligvis omtåget af de overvældende lugt- og synsindtryk: ”Værdierne i det her supermarked kunne holde hele Togo med mad i fem år”.
Den vurdering køber vi samt alt muligt og umuligt unødvendigt og skynder os derefter sanseløst overlæssede bort fra de angivelige lavpristilbud.
I lejepralmobilen holder vi konstant for røde lamper. Der er hverken biler eller andre forbipasserende indenfor synsvidde, så vi gætter på, at de røde signaler udgør et eller andet midlertidigt systemregulerende – vel en slags kollektiv anerkendt voodoo, som bare skal overholdes.
En særlig ondartet version af den danske voodoo oplever vi i form af kontrollører fra firmaet Euro Park, der formentligt står på lur hvor som helst og når som helst, vi parkerer pralmobilen og straks, når vi har forladt bilen, stormer over og banker på forruden, så p-skiven, hedder det, falder ned på et senere eller tidligere tidspunkt, end vi reelt har indstillet den på.
Det giver hver gang 590 kroner i Euro Parks kasse og fordyrer et 20-30 minutters besøg i et supermarked tilsvarende. Vi er enige om at kalde det organiseret statssanktioneret røveri, mens mere dansk voodoo-bevidste forsøger at overbevise os om, at der blot er tale om en slags ”skat”.
Imens kværner radioen: for det meste med dåsemusik men også på et tidspunkt med en udsendelse om vor hjemegn, som studieværten konsekvent henviser til som ”Afrika”, mens udsendelsen reelt drejer sig om Ghana – ”Den brølende økonomi”, som studieværten kalder det bundløst fattige land.
Holger Bernt Hansen værger ihærdigt for værtens spørgsmål, og det lykkes trods alt den gode, gamle professor med sine svar at bringe lidt realiteter og større perspektiv over tingene.
En dag spidser vi ører: ud af æteren toner nemlig Stig. Jensen hedder han. Han er i radioen, fordi han som leder af Center for Afrikastudier på samme universitet som Hansen har været en tur i Afrika og endda for nylig – ganske vist ikke sådan i nærheden af vores bopæl i Togo, men man kan jo altid blive klogere. Vi lytter derfor – intenst.
Stig Jensen har mødt en mand i det fjerne Zimbabwe, der vil komme krybskytteri mod elefanter til livs ved at oprette særlige elefant-parker, hvor man ”dyrker” elefanter og ”høster” deres eftertragtede stødtænder. Det, mener Stig, vil ha’ en masse gavnlige effekter – både for elefanter og f.eks. for ”jobskabelse” for mennesker dernede i Afrika.
Det lyder som en rigtig, rigtig god ide. Stig Jensen snakker varmt for sagen, og vi køber den uden forbehold.
Men pludselig lyder der helt andre toner ud fra højttalerne: en mand, der fra sin position i Københavns zoologisk have har endnu mere forstand på elefanter end Stig Jensen, kalder sidstnævntes elefantfarm-tanker ”det rene utopi”.
Det skyldes, at elefanter har for uvane at vandre dusinvis af kilometer hver eneste dag. Derfor skal Stig bruge en ustyrlig bunke kvadratkilometer til sin elefantfarm. Ja, ifølge elefanteksperten fra ZOO vil det kræve, at hele det sydlige Afrika ”ryddes for mennesker” og bliver udlagt som elefantfarm.
Øv! Det lød ellers så besnærende og dejligt. Men vi kender det kun alt for godt og ved af bitter erfaring, at man ikke kan stole på ret meget, når det drejer sig om ens ”hjemegn”.
Så i stedet nyder vi ferien og danske TV-stationer, der svinger sig op i olympiske højder med Dannebrog blafrende hen over skærmen og kommentatorer, der skriger bønfaldende på danske medaljer og H.M. Dronning Margrethe cigaretløs på tilskuerpladserne i London (vi sender vore tanker…)
Altimens Kroatiens herrehåndboldlandshold tamper Danmark ned i rette lilleputstørrelse med en ”ordentlig røvfuld”, der får landstræner Wilbek til at ligne en, der har fået for mange parkeringsbøder.
Det er voodoo, det hele – og ganske vist!
