Ved en EU-debat i Helsingør for nylig konstaterede Venstres Kim Valentin, at ulighed ikke er et problem i Europa, for, som han sagde, se på os her i salen – det går os jo meget godt, og middelklassen vokser.
Det er et tilbagevendende spørgsmål, om højrefløjens mangel på interesse for ulighed skyldes ond vilje eller blot inkompetence, men det er altid befriende, når det sidste lader til at være tilfældet.
På samme måde som da Trump stod i New York på en kold vinterdag og dermed, ifølge ham selv, havde fundet beviset på, at der ikke findes global opvarmning.
Snævert nationalt fokus
Den globale ulighed bliver ikke mindre, fordi Venstres EU-kandidat har det meget godt. Uligheden skal derimod måles på forskellen mellem ham og de 65.000 børn, som i dag vokser op i fattigdom i Danmark. Og uligheden vokser både i Danmark, i Europa og i verden, viser en ny rapport fra World Inequality Lab. Både mellem landene og inden for de enkelte landegrænser.
Den globale ulighed stiger, mens den europæiske udviklingsbistand falder. I Danmark har vi ikke givet mindre i udviklingsbistand siden 1983, og kun tre EU-lande lever på til FN’s minimumsanbefalinger om at bruge bare 0,7 % af nationalindkomsten på global udvikling.
Det er så ironisk, at EU-valgkampen har et snævert, nationalt fokus, når det netop er gennem vores europæiske samarbejde, at vi kan bidrage til global udvikling.
Med vores erfaring som hhv. udenrigsminister og FN-ansat har vi set, hvordan vi kan reducere den globale ulighed gennem fælles europæiske projekter, der adresserer alt fra arbejdstagerrettigheder på tekstilfabrikkerne i Bangladesh til konflikthåndtering i Bolivia.
Tusind gange dyrere at lade være
Vi skal arbejde for, at udviklingslande får langt større mulighed for at eksportere mere end råvarer til Europa, og vores multinationale firmaer skal ikke operere skattefrit i det globale syd. Samtidig skal alle europæiske lande leve op til FN’s minimumsstandarder for investeringer i global udvikling.
Bliver det dyrt? Utvivlsomt. Men det bliver tusind gange dyrere at lade være. Selv Venstres økonomer må kunne forstå, at det bliver en virkelig dårlig forretning for EU, hvis vi ikke investerer i stabilitet og fredelig udvikling. En flygtningekrise er ikke billig, ligesom det er ikke billigt, at Europa skal sikre sine grænser mod en stigende sikkerhedstrussel, som følge af krige og konflikter i vores egen baghave.
SDG-hykleri
Først fik vi white washing. Så fik vi green washing. Den nyeste trend inden for hykleri er SDG-washing, altså at påstå, at man lever op til FN’s bæredygtighedsmål, SDG’erne. Vi ser en uhørt grad af SDG-washing, når højrefløjen tror, at de kan plukke i bæredygtighedsmålene og fremhæve de punkter, hvor Danmark gør det særlig godt.
For det første hænger målene sammen, og det går ikke særlig godt med at leve op til bæredygtighedsmål nr. 10, bekæmpelse af uligheden.
For det andet er hele idéen bag bæredygtighedsmålene at leve op til princippet “Leaving No One Behind”: Ingen er i mål før alle er i mål. Ellers er det netop ikke bæredygtigt.
Der spekuleres meget i årsagerne til den stigende ulighed, men i modsætning til mange af spekulationerne, har den franske økonom Thomas Piketty gjort sig den ulejlighed at tjekke tallene.
På baggrund af en af verdens største dataindsamlinger har han vist, hvordan uligheden skyldes, at man altid tjener mere ved at eje land, fabrikker og værdipapirer end ved lønarbejde. Med andre ord bliver aktiehandleres søn hurtigt rig, fordi han arver aktierne fra sin far, mens skolelærerens søn ikke vil opleve samme fremgang, fordi han tjener penge på lønarbejde ligesom sin far.
Der er behov for SF i EU, og der er behov for EU i verden. For det er ikke godt nok, at Venstres kandidater har det meget godt.
Troels Stru Schmidt (SF), ph.d., er kandidat til Europaparlamentet. Villy Søvndal er tidligere udenrigsminister.
