Sahari
Kunstner: Aziza Brahim
Titel: Sahari
Udgivet af: Glitterbeat Records
Aziza Brahim har begået et herligt fjerde album, hvor hendes vidunderlige ro afspejler både området i det sydvestlige Algeriet, hvor hun er vokset op og det tabte hjemland, som hendes familie kom fra, nemlig Vestsahara.
Altså områder, der siden Spanien opgav det i 1975, har været involveret i en uafsluttet disputs omkring ejerskab mellem Marokko og den Algeriet-støttede såkaldte Sahrawi Arabiske Demokratiske Republik, som i realiteten er modstandsbevægelsen Polisario.
Den væsentligste røst fra Vestsahara
Aziza Brahim voksede op i flygtningelejrene og bor i dag i Spanien. Herfra har hun fået en karriere, der får hende til at fremstå som den væsentligste røst fra Vestsahara, med en stemme og frasering, der har stort slægtskab med Mauritaniens dygtige divaer.
Alligevel skal man ikke tage fejl, for Aziza Brahim lever i tiden, og hun skaber en musik, der både rækker ud over ørkenens vidder og sine steder simpelthen er gedigen singer/songwriting.
Som på den dejlige Ard el Hub, som er en kærlighedssang, hvor hun minder meget om en Najat Ataâbou fra det i Marokko beslægtede folk, berberne.
Reggae og flamenco
Jeg er vild med hendes poppede tilgang også, som på reggaesangen Las Huellas, hvor tiden i Spanien for alvor afspejles i et foredrag, som tager farve af flamencoens rå sang og Azizas egen stemme, der svæver over vandene.
Hendes stemme kan en masse, for der er både noget af en Oumou Sangarés appel i stemmen – og det er store ord i min mund – og en herligt opdateret fortolkning af musikken hjemmefra ørkenen.
Hør bare titelmelodien, som er af den slags, der bliver i dig. Eller hør sangen Leil, og du har et af de øjeblikke, hvor guedra-trommerne og Dimi Mint Abba anes i skyggerne, men så tages vi med på en solid bluesinflueret gang Sahara-tråd à la Mali.
Alligevel er det en kunstner, der vel repræsenterer en politisk sag, men også skaber en almengyldig musik, som lægger yderligere lag til de mange ørkenkunstnere, der pibler frem i disse år.
Dejlig plade fra Aziza Brahim.