Det seneste møde i EU’s Udenrigsråd viser, at EU’s udviklingspolitik stadig bygger mere på idealer, gode viljer og ambitiøse planer end på realiteter.
D. 14. maj var der møde i EU’s Udenrigsråd om de strategiske prioriteringer for EU’s udviklingssamarbejde.
Udviklingsminister Christian Friis Bach mødte op med ambitioner om at skabe en mere slagkraftig europæisk bistand, og ifølge Reuters besluttede ministrene at fastholde ambitionerne for en stigende bistandsprocent.
Udviklingsbistanden fra EU og medlemslandene udgør ca. 55 % af den samlede officielle bistand i verden, og den giver dermed EU mulighed for at øve afgørende indflydelse på det internationale udviklingssamarbejde.
Ikke desto mindre lykkes det sjældent at skabe overensstemmelse mellem idealer og handlinger. Det er som om retorikken ofte er noget af det bedste man kan finde på området, mens praksis halter voldsomt efter.
Tre konkrete eksempler:
1) I 2005 besluttede Ministerrådet, at de femten ’gamle’ medlemslande gradvist skulle øge deres udviklingsbistand således at den i 2015 vil udgøre 0,7 % af deres BNI svarende til FN-beslutningen fra 1970’erne om industrilandenes bistandsniveau.
De tolv medlemslande der er trådt ind i EU efter 2002, skal ifølge Ministerrådet øge deres bistand til 0,33 % i 2015.
I et historisk lys var Ministerrådets beslutning mildt sagt ambitiøs. Når kun fem lande, herunder Danmark, har magtet at leve op til FN-beslutningen over de seneste 30 år og når den gennemsnitlige bistandsprocent for EU-landene var 0,42 i 2005, hvilket oven i købet var historisk højt p.gr.a. gældslettelserne, ville det kræve en heroisk indsats at indfri Rådets ambitioner.
Situationen i dag bekræfter da også manglen på realisme. Med den hidtidige stigningstakt vil målet blive opfyldt i 2040.
Skulle det ske allerede i 2015, ville det bl.a. kræve at Letland, Bulgarien, Grækenland, Italien, Polen, Rumænien, Slovakiet, Estland, Ungarn, Malta, Østrig, Tjekkiet, Portugal og Slovenien tre- til seksdobler deres bistand. Selv uden den nuværende økonomiske krise synes det ganske urealistisk.
2) I 2007 vedtog EU et Kodeks for Komplementaritet og Arbejdsdeling. Baggrunden er, at mange u-lande samarbejder med rigtig mange donorer, som typisk hver især skal have opfyldt forskellige administrative og politiske krav.
Kunne man derfor samle den enkelte donors aktiviteter mere og sørge for at der er færre overlap mellem donorerne, ville det lette u-landenes koordinering af bistanden meget.
Det er en kendt udfordring i udviklingssamarbejdet, og da EU har mange års erfaring med at koordinere medlemslandenes politikker på andre områder, skulle man mene, at noget tilsvarende kunne lade sig gøre for udviklingsbistanden.
Det kniber imidlertid gevaldigt. Der udarbejdes nok fælles oversigter over, hvad de forskellige donorer laver i visse lande, men de afgørende valg af samarbejdslande og sektorer træffes fortsat næsten udelukkende i donorlandene.
Det gælder også Danmark, hvor det er utænkeligt, at EU skulle bestemme, hvilke lande og sektorer Danmark yder bistand.
3) Princippet om politikkohærens handler om at de rige landes politikker – fra landbrugs- og fiskeripolitikker til bankpakker og immigrationspolitikker – ikke må skade u-landene eller undergrave udviklingspolitikken.
Princippet blev skrevet ind allerede i Maastricht-traktaten i 1992 og har siden da været et væsentligt anliggende, senest i Lissabon-traktaten. En række lande har forsøgt at efterleve princippet, men det er EU, der har været dets største bannerfører.
Det til trods har virkningerne på u-landene kun haft en meget begrænset indflydelse på EU’s mange politikker. Ifølge en undersøgelse var det kun 7 ud af 164 forslag til nye politikker i 2009-2011 der i et eller andet omfang blev undersøgt for deres konsekvenser for u-landene.
Samtidig har nogle af de politikområder (f.eks. fiskeripolitikken), der har meget stor betydning for u-landene, levet et stort set upåvirket liv når det gælder politikkohærens.
Nu er meldingen så fra mødet d. 14. maj, at EU’s udviklingsministre bekræfter deres ambition om at nå 0,7 % af BNI i udviklingsbistand i 2015.
I lyset af ovenstående kan det næsten ikke blive mere urealistisk. Man må spørge, hvad udviklingsministrene har tænkt sig at sige i 2015, når den gennemsnitlige bistandsprocent sikkert vil ligge omkring 0,42 – samme niveau som i 2005??
