Den nye Engagementspulje er åben for ansøgninger

48799986571_f46b6b9d38_c
Engagementspuljen skal engagere flere danskere i Danmarks udviklingssamarbejde og i kampen for at nå Verdensmålene. Billedet her er fra Global Goals World Cup i New York, september 2019.
Foto: UNDP/Michelle Alves de Lima/CC BY-NC-ND 2.0
Gerd Kieffer-Døssing

23. april 2020

Udviklingsminister Rasmus Prehn (S) har et mål om at øge danskernes engagement i Danmarks udviklingssamarbejde og Verdensmålene. Det skal blandt andet ske gennem en ny pulje, hvor civilsamfundsorganisationer og andre med gode idéer til at engagere danskerne i Danmarks udviklingssamarbejde og Verdensmålene kan søge om penge til at føre idéerne ud i livet.

Den såkaldte Engagementspulje forvaltes af CISU, der netop har åbnet for første ansøgningsrunde.

I en pressemeddelelse fortæller Rasmus Prehn, hvordan han i sin tid som minister har været imponeret af det arbejde, som gøres rundt omkring i landet:

”Den indsats fortjener mange flere at kende til, at føle gejsten og opleve, at det nytter at engagere sig i verden – som studerende, pensionist, medarbejder eller forældre – vi kan alle spille en rolle.”

Håber på nye aktører
Det er tanken, at puljen skal støtte indsatser, der i bred forstand engagerer danskere og skaber rammer for at udvikle handlemuligheder og fælles løsninger for en bæredygtig verden – både lokalt, nationalt og internationalt.

Udover civilsamfundsorganisationer kan puljen søges af for eksempel institutioner, private virksomheder, politiske partier og erhvervsdrivende fonde.

Søger en ansøger alene kan der søges om op til 750.000 kroner, og hvis ansøgere går sammen om at søge, hæves det beløb til 1.500.000 kroner.

”Vi glæder os over, at midlerne skal ud at arbejde. Vi skal have flere med, og vi håber på fælles ansøgninger fra nye kredse, nye aktører og nye netværk,” udtaler faglig leder i CISU, Jeef Bech i pressemeddelelsen.

Der er første ansøgningsfrist den 27. maj 2020.

Find mere information hos CISU.