Forleden landede en COVAX-forsyning af Covid-19-vacciner i Ghana.
Det er årets store nyhed fra ”Mellemafrika”, som jeg vil kalde de 48 lande, der ligger mellem de fem nordafrikanske lande og Sydafrika: Første vaccineforsyning. Wow!
Ghana-nyheden er vi glade for at høre, fordi vi her i Mellemafrika indtil nu har skullet trække noget, der ligner en Mars-kikkert for øjnene for at få øje på gode Covid-19-nyheder og hovedsageligt finde dem i det globale nord. Når vi får dem serveret, ledsages oplevelsen altid af et stille håb om, at vaccinefesten deroppe kunne udvikle sig til et gran solidaritet med ”verdens fattigste lande”.
Særligt når vi hernede nu også har forståelse for de dårlige nyheder deroppe, for eksempel at pandemien er begyndt at skabe alvorlige kedsomhedsproblemer, mest blandt unge.
Kedsomhed oplever vi heldigvis ikke meget af her i det angiveligt fattigste af alle lande, Niger, hvor livet – og døden – fortsætter, som vanligt, mens Johns Hopkins Coronavirus Ressource Center ihærdigt forsøger at følge med i, hvordan Covid-19 udvikler sig i alle afkroge af verden, også her, hvor der testes så lidt, at kun små 4.740 tilfælde og 172 dødsfald i skrivende stund er registreret.
Værre end talene viser
Alle er imidlertid enige om, at pandemien formentlig er langt mere udbredt, fordi få overholder de gængse forholdsregler som maskepåbud og holden afstand og regelmæssig vasken hænder.
Der kan formelt udskrives bøder og straffe, hvis for eksempel maskepåbuddet negligeres, men selv politibetjente har smidt maskerne, når de dirigerer trafikken, og i de mange moskeer ligger nigerere stadig rumpe ved rumpe fem gange om dagen, mens Niameys markedspladser er tætpakkede af myldrende mennesker, der nærmest står og går ovenpå hinanden.
Nogle nigerske bekendte fniser ad Covid-19-postyret i medierne og siger, at mennesker på de her kanter dør af alt muligt andet end Covid-19, malaria for eksempel, ligesom mange langsomt nedbrydes af dårlig eller manglende ernæring og en helvedesrække af sygdomme.
Det er sikkert rigtigt, men det bidrager blot til at give et overordnet billede af, at den generelle sundhedstilstand er utroligt ringe sammenlignet med det globale nord, og at alene den omstændighed kan give Covid-19 uhyggelig gennemslagskraft.
Kan vi vende hjem?
Vi privilegerede expats, der er strandet her, frygter for udviklingen og skal formentligt til at indstille os på at gentage spørgsmålet, om vi nogensinde kan vende tilbage til vores hjemlande. Der er kun få fly ud af regionen, og priserne er snart oppe i det dobbelte i forhold til det tidligere ”normale”.
Lander vi endelig i Kastrup, bliver vi formentligt afvist, fordi det er umuligt at nå en rejse med en negativ-test, taget inden for 24 timer, medmindre vi bekoster dyr overnatning og flyskift et eller andet sted i Europa, hvor reglerne lige præcis på det tidspunkt passer med vores rejseplaner.
Endnu værre bliver det så, hvis Danmark begynder at insistere på, at man skal være vaccineret ved indrejsen. Den nærmeste vaccine i vores nigerske Mars-kikkert er ganske vist nu landet i Ghana, men der er ikke tegn i himmelhvælvingen på, at vacciner er på vej til Niger og Niamey.
Expat-dansker-foreningen Danes Worldwide har spurgt sundhedsminister Heunicke, om der mon er vaccinationer i vente til os danskere, der af den ene eller den anden grund henslæber tilværelsen i udlandet.
Så vidt jeg ved, har han ikke svaret endnu. Han har sikkert travlt med at ”genåbne” det danske samfund og risikere de 20 procent sårbare, som ikke er vaccineret endnu, eller holde pressemøder eller deltage i endeløse diskussioner hos Clement Kjersgaard.
Grøntsagskomplekset
Og så kom jeg alligevel til at skrive om Covid-19, når jeg egentligt ville noget helt andet med denne blog. Men måske er der, når alt kommer til alt, en lille sammenhæng mellem Covid-19 og det følgende:
Det jeg ville, var at fortælle om ”grøntsagskomplekset”, som går ud på, at jeg fra starten af mit ophold i Niamey har undret mig såre over det enorme udbud af grøntsager, der findes på markederne i Nigers hovedstad.
Hvordan kan det være, at vi expats ved muffen kan vælte os i grøntsager i lange baner, når Niger er enormt stort og kanontørt uden regn de fleste måneder?
Nogle af de rigtigt dyre grøntsager er importeret, men det meste kommer fra forskellige egne af landet, og satser man på dem og er en lillebitte smule streetwise her i byen, kan man for eksempel få fire store hvidkål for 5,50 kroner, som er i omegnen af ingenting for os expats, men en mindre formue for langt de fleste nigerere.
Og så er det jo, at man begynder at tænke, hvordan grøntsagsmarkedet i Niamey hænger sammen med efterretninger fra udsendte i humanitære organisationer, der fortæller, at der snart sagt ikke er en eneste provinsby i Niger, hvor der ikke er fødevaremangel, herunder også mangel på grøntsager.
Svaret er som så ofte før den store stygge kapitalisme. Varerne søger derhen, hvor pengene befinder sig og er ret ligeglad med, om de efterlader lidende mennesker og sultne maver bag sig.
Jeg kan ikke huske, om jeg har skrevet det før, men så gør jeg det nu: Der er penge i udsendte i bistandsorganisationer! For os, der arbejder i industrien og for dem, som kommer tæt på os.
Pengene drysser jo nærmest ud ad ørerne på os, og jeg skal straks tage på min kappe, at jeg guffer grøntsager i mig, mens jeg fra tid til anden får lidt ondt i samvittigheden over, at fødevare- og grøntsags-Fanden tager de sidste, og at jeg er med til at presse priser op i et niveau, hvor de færreste nigerere kan være med.
På en måde minder mit fråseri om den manglende solidaritet fra dem, der fråser i vaccinefesten nordpå, og så alligevel ikke.
Her er der noget trickle down-effekt, når jeg deler penge ud til tiggere og giver gaver til kolleger og naboer, også i form af grøntsager.
Men hvad kan man så lære af det? En egoistisk verden styret af penge er svær at forandre, også hernede i Mellemafrika.
