Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Mens Udenrigsministeriet har barslet med sin længe ventede Afrikapolitik, har forskere fra DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier, netop udgivet et Policy Brief: Diaspora Aid is Crucial for Emergency Relief in the Somali Regions. Bistand fra diasporaen er afgørende for nødhjælpsindsatsen i Somalias regioner.
Artiklen peger på de enorme summer, mellem 1,4 og to milliarder dollars, som somaliere i udlandet hvert år sender tilbage til deres hjemland. Det meste investeres i eksempelvis fast ejendom, men forskerne skønner, at 40 procent – altså næsten halvdelen – går til mad, undervisning og sundhed til familie eller stammefæller i nød. Somalia er ramt af årtiers krige og mange år med tørke. Den konstante uro gør det officielle internationale hjælpearbejde næsten umuligt. Befolkningen i svært tilgængelige dele af landet får derfor ofte ingen anden hjælp end den, som den somaliske diaspora sender hjem fra for eksempel Danmark.
Det ville være naturligt at se overførslerne fra de flere tusind herboende somaliere som en del af den danske bistand til Afrika, men det gør vi ikke. Hjælpen går uden om Danida og de danske bistandsorganisationer. Somalia er splittet mellem fraktioner, vi tit betegner som terrorister. Faren for at blive beskyldt for at støtte terror afholder givetvis en del danske bistandsorganisationer fra at samarbejde med det somaliske samfund i Danmark.
Derfor er bistanden fra de voksende afrikanske befolkningsgrupper i Danmark ukendt for de fleste, der interesserer sig for bistand og dansk udviklingssamarbejde, og regeringen nævner da heller ikke ordet ’diaspora’ i sin nye Afrikapolitik. De er dem, vi ikke vil lege med. De er gemt i mørket uden for bistandens pæne selskab.
Tøver også over for Palæstina
Jeg deltog for nylig i et todages seminar om Israel og Palæstina. Mellem deltagerne var to tidligere og en nuværende generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp (FKN).
De mødte givetvis med ærlige ønsker om at hjælpe Palæstina og Gaza i den ulykkelige og ødelæggende krig med Israel, sådan som FKN har hjulpet Palæstina i årtier.
Men ingen af dem sagde ja til at samarbejdede direkte med de danske palæstinenseres egne organisationer!
Selvom sådan et samarbejde måske både kunne åbne op for en mere direkte vej til at hjælpe befolkningen i Gaza og gavne palæstinensernes integration i Danmark.
Er det mon fordi, de frihedskæmpere, som de fleste dansk-palæstinensere støtter, anses for terrorister af den danske regering?
