For fjerde gang har Europarådet uddelt dets Václav Havel menneskerettighedspris, og dette års vinder blev Nadia Murad fra Irak, der på baggrund af sine egne erfaringer er blevet forkæmper for yazidifolkets rettigheder. Det skriver The Guardian.
Kæmper for sit folk selvom det er psykisk udmattende
I 2014 blev Murad som 21-årig, sammen med hundredvis af andre kvinder og børn, taget fra sin landsby Kocho i det nordlige Irak, af Islamisk Stat. Som noget af det første tvang IS hende til at frasige sig hendes yazidiske tro.
Siden det lykkedes Murad at flygte, har hun været yazidifolkets ansigt udadtil. Ifølge New York Times forsøger hun at gøre den vestlige verden opmærksom på problemet, selv om det er udmattende for hende at blive ved med, at skulle fortælle om sine forfærdelige oplevelser. Det fortalte Murad i en tale til Europarådet i Strasbourg i Frankrig, hvor ceremonien blev holdt d. 10 oktober.
Hædret af FN
Murads historie er ikke gået ubemærket hen og hun repræsenteres nu af menneskerettighedsadvokaten, Amal Clooney. Sammen vil de kæmpe mod Islamisk Stat. I september blev Nadia Murad udnævnt til ambassadør for FN, på vegne af overlevende for menneskehandel. Det skriver United Nations Office on Drugs and Crime.
I den forbindelse udtalte FN’s generalsekretær Ban Ki-moon ”Nadia har overlevet noget ganske forfærdelig. Jeg græd da jeg hørte hendes historie, men jeg græd ikke kun fordi jeg blev ked af det. Jeg græd også fordi Nadia har så meget styrke, mod og værdighed”.