I perioden 2008-18 er der blevet brugt næsten to milliarder kroner af udviklingsbistanden på at støtte udviklingsforskning. Støtten omfatter mange forskellige typer forskning knyttet til fattige lande, og evalueringens overordnede konklusion er, at selve forskningen har været af høj kvalitet. Inden for de rammer som Udenrigsministeriet har haft til rådighed, har man formået at gøre støtten relevant og effektiv, og forskningen har nået væsentlige resultater. Det er der selvfølgelig grund til at være tilfreds med.
Evalueringens styrke er imidlertid de spørgsmål, den rejser – ikke de svar, den giver. Et helt fundamentalt problem med evalueringen er, at den ikke forholder sig eksplicit til, hvad relationen mellem forskning og forskningens udviklingseffekt realistisk set kan være.
Mange af dens mere kritiske observationer handler om, at der er for meget ’forskning’ og for lidt ’udvikling’ i dansk udviklingsforskning. Den antager dermed, at midlerne kan anvendes, så de får en umiddelbar effekt. Den tager ikke højde for, at forskning ikke bare kan styres, som var det bilproduktion.
God forskning kan imidlertid ikke bare styres. Den er i meget høj grad baseret på forskernes eksisterende viden inden for specialiserede områder. Det er på den baggrund, at nye forskningsspørgsmål og projekter formuleres.
Og mon ikke den høje kvalitet i dansk udviklingsforskning, hvor forskningen citeres bredt internationalt, netop handler om, at det danske forskningsfaglige system har tillagt forskningsfaglige kriterier en betydelig vægt? Det er også det, der motiverer forskerne.
Spørgsmålet er derfor, hvor langt man skal gå i jagten på at bruge forskningsmidlerne mere strategisk. På seminaret pegede evalueringsholdet på fire mulige veje:
- Fastholde og styrke den eksisterende støtte fokuseret på projektansøgninger og institutionel udvikling af udvalgte universiteter i syd.
- Lægge meget mere vægt på, at forskningen skal producere viden, der direkte kan bruges til at skabe udviklingsresultater.
- Knytte støtten meget tættere til den overordnede danske udviklingspolitiske og humanitære strategi, Verden 2030.
- Fokusere støtten på internationale netværk, samarbejder, forskningsinstitutioner m.v.
Det er ikke oplagt, at danske politikere og/eller Udenrigsministeriet altid er i stand til at udpege de centrale udviklingsproblemer, som forskningen bør koncentrere sig om. Det vil let føre til, at forskningen så domineres af skiftende indenrigspolitiske dagsordner i stedet for af verdens udviklingsproblemer.
Omvendt kan man heller ikke bare overlade det til forskerne selv at bestemme, hvad der skal forskes i. Selv om de tider, hvor nogle forskere gravede sig ned i en bestemt landsby i Tanzania, for længst er forbi, kan man let forestille sig, at forskningen ikke altid vil være målrettet væsentlige udfordringer, hvis den overlades udelukkende til forskerne. Der er derfor brug for dialog, snarere end styring.
Evalueringens vigtige pointer
Evalueringen rejser som nævnt en række gode spørgsmål: At der er brug for at gentænke og præcisere, hvad udviklingsforskning egentlig er, at Danmarks særlige bidrag til international udviklingsforskning er diffust, at balancen mellem dansk- og syddrevet forskning kan forbedres, at roller og ansvarsområder for de involverede parter kan præciseres, og at forskningens bidrag til konkrete udviklingsresultater skal styrkes.
En væsentlig udfordring er at balancere finansieringen af udviklingsforskere i Danmark og i Syd. Det er ikke nødvendigvis let. I Syd hører man stadig oftere argumentet, at forskere fra Nord skal holde sig væk, så forskningen i Syd drives af forskere fra Syd.
Større kontrol over en del af midlerne i Syd er værd at overveje, fordi det også handler om at sikre forskningens relevans i Syd. Der er imidlertid flere hensyn, man bør tage højde for.
I øjeblikket lægger Udenrigsministeriets støttemuligheder stor vægt på at opbygge forskningskapacitet i Syd, og det er der god grund til: Det er blandt andet den manglende kapacitet, der retfærdiggør, at vi bruger bistandsmidler på udviklingsforskning.
Svært at være kritisk i autoritære lande
Mange af vores kolleger i Syd er optaget af at løse konkrete problemer i deres lande. Det har sine fordele, men det kan også ske på bekostning af mere grundlæggende forskningsfaglige problemstillinger. I autoritære lande kan det desuden være svært for sydforskere at stille kritiske spørgsmål. Hvordan sikrer man i den sammenhæng, at uddannelsen af ph.d.’er i Syd, som er et væsentligt element i det nuværende system, sker på et tilfredsstillende niveau?
Desuden kan man konstatere, at den samlede udviklingsfaglige kapacitet i Danmark har været for stærkt nedadgående de seneste 10-15 år. En for skarp opdeling ville blot føre til stadig mindre gensidig interesse. Det vil være uhensigtsmæssigt for alle parter og også undergrave vidensniveauet i Danmark.
Derudover er opdelingen i fattige og rige lande, ikke så entydig som den har været. Globale kriser udfordrer alle lande, således at ingen kan sige sig fri for at stå over for udviklingsproblemer.
Derfor kan man argumentere for, at udviklingsforskningen bør globaliseres. Den bør i vid udstrækning også dreje sig om udviklingsproblemer i rige lande – også ud fra den betragtning at disse problemer (f.eks. CO2-udledninger) skaber fattigdom og udfordringer andre steder på kloden.
I smuk overensstemmelse med tankegangen i verdensmålene
Det ville derfor være ideelt, hvis forskere fra Syd og Nord kunne samarbejde om forskning i både Syd og Nord, frem for at opdele verden efter hvor de kommer fra. Det ville også være i smuk overensstemmelse med tankegangen i Verdensmålene, hvor alle lande har udfordringer, der skal løftes.
Med det eksisterende system, hvor det er udviklingsbistanden, der finansierer støttemulighederne til udviklingsforskningen, er det imidlertid svært at åbne for forskning i rige landes udviklingsproblemer. Ikke desto mindre kunne det være interessant som en opfølgning på evalueringen at undersøge, om det er muligt at støtte forskning i udviklingsproblemer, der går på tværs af landegrænser og har stor betydning for fattige lande. Det ville være et skridt i den rigtige retning.
Hvordan bør støtten til udviklingsforskning så skrues sammen i fremtiden? Nogle hurtige bud, der kræver væsentligt mere diskussion, kunne være:
- Øg mulighederne for støtte til forskning i globale udviklingsproblemer og gerne gennem internationale netværk, programmer og institutioner.
- Komplementér den nuværende forskningsfaglige bedømmelse af projektforslag med en udviklingsorienteret bedømmelse af et bredt sammensat udvalg med deltagere fra Syd.
- Supplér de lange forskningsprogrammer, der har hovedvægten på forskningskvalitet, med kortere projekter der lægger større vægt på anvendelsesorientering defineret i Syd.
- Skeln mellem forskning og udbygning af forskningskapacitet, således at begge dele ikke nødvendigvis skal integreres lige meget i de samme projekter.
Lars Engberg-Pedersen og Rasmus Hundsbæk Pedersen er begge seniorforskere på Dansk institut for internationale studier, DIIS. Deres forskningsområder er naturressourcer og udvikling.
