Mellemfolkeligt Samvirkes (MS) generalsekretær, Tim Whyte, har svaret på en harsk artikel ’Endnu et brev fra Tim’, hvor jeg oplever et MS, der bombarderer mig med masseproducerede personlige emails med opfordringer til at støtte MS-kampagner med underskrift og penge.
Tim Whyte svarer, at aktiviteten handler om massemobilisering til fordel for blandt andet FN’s verdensmål, klimaet, flygtninge og integration, og at der følger en appel om penge med hver gang for at holde finansieringen af kampagnearbejdet i Danmark adskilt fra MS’ arbejde i de fattige lande.
Det gode formål er jeg 100 procent enig i! Uenigheden går næsten kun på, om Tim når frem til at udrette meget godt med de midler, han bruger, og om resultatet skal bedømmes på mobiliseringen i Danmark eller på effekten i forhold til FN’s verdensmål.
Jeg indrømmer blankt, at jeg er handicappet i min bedømmelse. Min kritik er måske præget mere af min erindring om, hvordan MS var engang, end af hvordan organisationen er i dag. Mit indtryk er, at MS i dag især er en ungdomsorganisation. Jeg er 78 og vover ikke engang at kalde mig ung af sind!
Samtidig er mit billede af MS i dag næsten udelukkende det billede, Tim Whyte giver mig i sine breve og i sit svar på min artikel.
Sammenhæng mellem ord og handling
I svaret til mig fortæller Tim, at MS gennem de sidste to år har engageret over 100.000 nye mennesker i sit arbejde. 100.000 er virkeligt mange! 5.000 elever har taget del i MS’ undervisning om verdensmålene, 2.400 deltog før corona-epidemien i MS’ studieture, arbejdslejre, praktik, var på højskole eller arbejdede for MS som volontører.
Mange har deltaget i demonstrationer, skrevet under på appeller og under kommunevalget forpligtet lokalpolitikere over hele lande til at kæmpe for klimaet, grøn omstilling og en human fremmedpolitik.
På den måde har MS ifølge Whyte skabt et netværk af engagerede danskere, der kan sætte ind mod myndighedernes fremmedfjendske politik og gavne klimaet og den grønne omstilling.
Jeg har skitseret min kritik i artiklen ’Endnu et brev fra Tim’. Det centrale er, at MS efter min mening mangler sammenhæng mellem sin prisværdige og nødvendige fortalervirksomhed på den ene side og praktiske og konkrete handlinger på den anden. Handling, der omsætter – eller i alt fald forsøger at omsætte – agitationen til fremskridt for de mennesker, MS er sat i verden for at hjælpe.
Den sammenhæng husker jeg fra det MS, jeg kendte for årtier siden. Og ord taler tydeligere, når vi, de taler til, kan se, at der er handling bag. Det kunne jeg før. Nu har jeg indtryk af, at ordene står solo. De gode hensigters parade.
Ingen projekter tilbage
Jeg anmeldte i foråret her i Globalnyt en bog, hvor Tim Whytes forgænger som generalsekretær i MS, Bjørn Førde, genså sin gamle arbejdsplads i Zimbabwe. Han besøgte de projekter og mennesker, han havde stået i spidsen for, både de lokale og mange tidligere danske u-landsfrivillige.
Førdes bog tegner et broget og engagerende billede. Da jeg spurgte Førde til MS-projekter i Zimbabwe i dag, var svaret ”ingen”.
Først da jeg læste Førdes svar, gik det op for mig, hvor grundlæggende den danske bistandsverden er forandret. Hele sidste århundredes danske bistandskultur var forladt i Zimbabwe – og andre steder, fik jeg indtryk af. Så når MS mobiliserer og aktiverer os danskere til støtte for en mere retfærdig verdensorden, har de kun ét ben at stå på. De har ikke længere egne håndgribelige projekter, hvor vi kan arbejde, blive formede og inspirerede livet igennem.
Ikke kun MS
Den situation er MS ikke ene om. Jeg har lidt kontakt med Folkekirkens Nødhjælp, men får også der meget lidt at vide om Nødhjælpens arbejde i de fattige lande. Det hænger sikkert sammen med, at de fattige lande i Asien og Afrika ikke længere vil opfattes som ”u-lande”, som vi i Vesten skal udvikle på deres vegne. Måske skyldes det også, at MS og de andre private danske bistandsorganisationer ikke længere er selvstændige, men underafdelinger af internationale sammenslutninger. På den måde får de måske større muligheder for at udrette noget positivt i de fattige lande, men de får sværere ved at vise det frem for os, så folk som jeg kan se det.
Derfor frygter jeg, at resultaterne af MS’ store, imponerende og prisværdige mobiliseringsarbejde i Danmark ikke står mål med indsatsen. Jeg tror, at MS har været med til at påvirke Danmarks holdning til miljøet og den grønne omstilling. Men jeg tror ikke, at MS, Folkekirkens Nødhjælp og de andre gamle private danske udviklingsorganisationer har nogen nævneværdig positiv indflydelse på Danmarks holdning til verdensmålene, flygtninge, fremmede, integration og så videre.
Det nytter ikke at genskabe det gamle MS, den tid er forbi, men der skal på en eller anden måde mere konkret handling bag ordene, før folk som jeg bliver grebet af dem og tror på dem.
Verdensmålene
Og en sidste eftertanke: Hvis den danske regering er enig i, at MS fremover især skal være fortaler for verdensmålene i Danmark og ikke længere primært drive sin egen udviklingsbistand, så burde de også finansiere den danske del af deres virksomhed, sådan at MS ikke skal ud med raslebøssen, hver gang de be’r mig slutte op om en god sag.
Men det er en uvæsentlig detalje i den store sammenhæng.
