Jesper Heldgaard
Jesper Heldgaard (født 1956) er journalist og har arbejdet på Danmarks Radio og Berlingske Tidende.
Efter et par år i Lesotho for Mellemfolkeligt Samvirke blev han freelancejournalist og har i mere end 20 år skrevet om udvikling, globalisering, miljø og klima til en række aviser og magasiner og for organisationer.
Han har tilrettelagt programmer på DR TV samt skrevet og bidraget til bøger om udviklingsbistand, verdenshandel, klima og sundhed. Mest fra Afrika, men også fra Asien og Latinamerika.
I 2015 solgte danske virksomheder varer og tjenesteydelser til FN-organisationer for næsten 4 mia. kr. ifølge tidsskriftet Development Today. Det er mere end 5 gange så meget, som norske, svenske og finske virksomheder tilsammen. Og det er mere end 3 gange så meget som det samlede danske bidrag til FN-organisationer i 2017, hvis Venstres finanslovsforslag bliver til virkelighed.
De store, danske leverancer hænger uden tvivl sammen med, at København er verdens sjette-største FN-by. FN Byen på Marmormolen er en af Københavns store, internationale arbejdspladser. 1.300 mennesker har deres daglige virke der. Det er ikke gratis for Danmark at være hjemsted for så attraktiv en arbejdsplads. Den danske støtte til FN Byen er på 175 mio. kr. om året – der i øvrigt finansieres 100 pct. af den danske udviklingsbistand.
De store danske FN-leverancer og FN Byen i København er blot et par af de helt konkrete eksempler på det udbytte, Danmark har af internationalt samarbejde. Langt vigtigere – men sværere at måle – er den indflydelse og gennemslagskraft, Danmark har i FN-systemet. Var det konkrete udbytte og den danske indflydelse blevet så imponerende, hvis ikke Danmark i årtier havde været blandt de absolut førende bidragydere til FN-systemet og donorer af udviklingsbistand? Næppe.
Imponerende, dansk gennemslagskraft
Samme dag – i tirsdags – som Folketinget åbnede, offentliggjorde Danida et studie gennemført af organisationen AidData (USA), der har søgt at afdække en række donorers politikindflydelse i udviklingslandene. Selv om resultatet skal tages med forbehold, var budskabet entydigt. Danmark har større gennemslagskraft i de udviklingslande, vi støtter, end andre bilaterale donorer. Faktisk overgås vi kun af de multilaterale: Verdensbanken, EU og Unicef. Og på enkelte punkter af mægtige USA og Sverige. Størst er den danske indflydelse i de lande, vi har samarbejdet med gennem mange år, og som vi har ydet betydelig støtte. Overraskende? Næppe.
Vi både nyder og yder
Eksemplerne illustrerer det gode, gamle ord om, at man skal yde for at nyde. Danmarks HAR et exceptionelt godt, globalt omdømme og er et kendt og værdsat navn langt ude på landet i så forskellige lande som Vietnam, Mozambique, Nepal, Bolivia og Ghana. Det er i sig selv enestående for et land med blot lidt over 5 mio. indbyggere. Dybest set et lille, ubetydeligt land, hvis det ikke lige var, fordi vi på et enkelt område er gået allerforrest i verden: I flere år frem til 2001 ydede vi omkring 1 pct. af vores rigdom i udviklingsbistand. Så kom den borgerlige regering til og satte niveauet ned til godt 0,8 pct. Og slagtede ved samme lejlighed den særlige miljøbistand, der på det tidspunkt var enestående i verden. Og i 2015 tog en borgerlig regering igen over og satte niveauet yderligere ned til 0,7 pct.
Superliga og EM
”Vi er stadigvæk i Superligaen, hvad angår udviklingsbistand,” lyder det fra regeringen. Ja, men det er nu engang sjovere og genererer mere positiv omtale at være i toppen af Superligaen end længere nede.
Og hvis vi drager en anden parallel til fodboldens verden, så kan det da godt være, at Danmark høster anerkendelse, når vores landshold kvalificerer sig til en EM-slutrunde. Men sammenlign det lige med 1992, hvor Danmark blev Europa-mestre, og den opsigt og goodwill, det medførte i det meste af verden. På samme måde har Danmark gennem årtier høstet international anerkendelse, fordi vi har ligget i den absolutte top, hvad angår udviklingssamarbejde, og fordi vi har signaleret, at det var en absolut topprioritet.
Nu sender vi helt andre signaler: Vi skærer i udviklingsbistanden, bruger større dele af den hjemme i Danmark til at modtage flygtninge og signalerer åbent, at bistanden i højere grad skal bruges, så den fremmer danske interesser. Det slider på den goodwill, det har taget årtier at bygge op. Og det er – paradoksalt nok – i strid med danske interesser.
