De somaliske klaner fungerer ikke kun i politik og konflikt, men er dybt forankrede i det sociale, politiske og økonomiske liv, og særligt for de fattige og nomadiske befolkningsgrupper er klansystemerne ofte de eneste systemer, der reelt er. Det kan dog være meget vanskeligt at sige, hvad der er “klan”, og hvad der ikke er, i Somalia. Svaret er ofte, at det afhænger af den givne situation og det givne narrativ.
Der er ikke desto mindre tydelige eksempler, der illustrerer, at de somaliske klaner stadig spiller en stor rolle i det moderne Somalia. Så sent som i 2022 blev de traditionelle ældre, der officielt antages at være legitime repræsentanter for deres klan-enheder, brugt til at vælge et nyt parlament for den føderale republik Somalia.
Året før viste klanernes betydning sig også i Mogadishu, da hæren begyndte at splittes langs klanlinjer, og klanmilitser deltog i guerillakampe for at støtte politikere fra deres nærmeste klanenhed.
Det bedste og nyeste eksempel er nok at finde i Somaliland, hvor der er udbrudt en væbnet konflikt, der i høj grad kan forstås ud fra et klanperspektiv.
Klanstruktur
De somaliske klaner er en fællesbetegnelse for mere eller mindre løse politiske enheder, der dannes langs slægtslinjer, baseret på fælles forfædre. Genealogisk starter stamtræerne for klanerne langt tilbage i tiden hos to brødre, Samaale og Sab, der var i familie med profeten Mohammed.
Der er fem nuværende “store” klanfamilier, hvor slægterne Dir, Isaaq, Hawiye og Darod finder deres rødder hos Samaale, mens Rahanweyn-slægten (som også kaldes Digil-Mirifle) trækker rødder til Sab.
De store familier er så inddelt i klaner, sub-klaner og sub-sub-klaner og så videre afhængig af historie, størrelse og kontekst ned til grupper på mellem 100 til 200 mandlige slægtninge. Disse grupper kaldes “mag-grupper”. “Mag” betyder groft sagt “blodkompensation” som er den vigtigste form for kompensation, der betales, hvis et medlem af en gruppe myrder et medlem af en anden
Hele mag-gruppen er ansvarlig for handlinger begået af dets medlemmer, og der betales og modtages kompensationer kollektivt. Disse grupper er på mange måder de vigtigste, da det er her, at også større klanbeslutninger ratificeres eller forkastes. En helt enig større klanenhed er yderst sjælden.
Traditionel lov, ældre og “autoriteter”
De andre vigtigste institutioner er det traditionelle lovsystem, xeer, og de traditionelle ældre. Det traditionelle lovsystem er baseret på kollektivt ansvar, præcedens, forhandlinger, kompromis og det relative styrkeforhold mellem stridende parter. Systemet bygger på både præ-islamisk lov og traditioner, og sharia-lovgivning.
De traditionelle ældre varetager xeer-forhandlinger mellem individer og grupper. De ældre er ikke egentlige ledere, og selvom positionen ofte gives videre fra far til søn, kræver det, at den ældre lever op til forventninger om viden og en høj grad af moralsk integritet. De ældre har deres primære legitimitet fra den mag-gruppe, de repræsenterer, men respekterede ældre kan forhandle på vegne af meget større klan-enheder.
Klanerne er som en forsikring, der beskytter individet og gruppen
Der eksisterer også andre “traditionelle” autoriteter. Der er de traditionelle ledere, men deres rolle er ofte meget symbolsk, og deres funktion er ofte at arbejde for at solidariteten mellem medlemmer og grupper vedligeholdes, og at interne stridheder stoppes tidligt, så de ikke forhindrer klan-enheden i at operere som en enhed. Disse ledere kaldes forskellige ting forskellige steder, blandt forskellige klaner, men eksempler på titler er suldaan, boqor, ugaas og garaad, og findes primært i enheder mellem klan og sub-sub-klanniveauet.
Klanpolitik
Klanerne holdes sammen af kultur, solidaritet og behov. Klanerne er som en forsikring, der beskytter individet og gruppen, men kun hvis individet og gruppen handler solidarisk og beskytter andre.
Et ordsprog, der oftest bruges til at illustrere det klan-politiske system, er: “Det er mig mod min bror. Mig og min bror mod vores fætre. Mig og mine fætre mod den fremmede.” Der forventes med andre ord solidarisk handling med større og større grupper af “slægtninge”.
Men den stærke solidaritet, der kan findes mellem tætte slægtsmedlemmer i mag-grupperne, findes naturligvis ikke mellem dem, der ingen slægtninge har tilfælles i 20 generationer. Derfor er der ofte kun aktiv solidaritet på klan- og sub-klanniveauet, hvis der er en tilstrækkelig trussel fra tilsvarende klaner eller sub-klaner. Jo større truslen er, desto større støtte vil der som en regel blive givet.
Der er stor tendens til at handle efter historisk præcedens og til at huske historiske konflikter imellem klanenheder, ligesom mødres klaner også kan være af stor betydning, hvilket alt sammen er med til at komplicere klanpolitikken.,
Solidaritetsfunktionen i det politiske system betyder blandt andet, at selv lokale konflikter kan eskalere, hvis der ikke forhandles et forlig imellem de stridende parter i tide, efterhånden som flere og flere grupper trækkes ind i konflikten. Det er en bekymrende tanke, eftersom ressourcestridigheder historisk er en af de primære årsager til konflikter, og Afrikas Horn er en af de regioner, der er hårdest ramt af globale klimaforandringer, især tilbagevendende tørke.
De mest funktionelle somaliske statsinstitutioner er alle bygget på aftaler om fair magt- og ressourcefordeling.
Solidaritet betyder ikke kun støtte til konflikt, men også støtte til at skabe fred og økonomisk omfordeling. Klanerne er en form for socialt sikkerhedsnet, hvilket er med til at øge støtten til klansystemet blandt de mindre velstillede dele af befolkningen, der er afhængige af bistand fra det store slægtsnetværk.
I Somaliland, hvor klansystemet særligt i de centrale og vestlige egne har haft mulighed for at fungere udenfor en konstant konfliktsituation, er der lav kriminalitet på trods af landets fattigdom.
Det forventes, at politikere sikrer, at statsressourcer i så høj grad som muligt går til klanen. Det gør de sjældent, men forventningen om adgang til ressourcer er med til at øge klanernes politiske deltagelse og mindske risikoen for, at en klan vil støtte udemokratiske overtagelser af diverse statsinstitutioner. De mest funktionelle somaliske statsinstitutioner er alle bygget på aftaler om fair magt- og ressourcefordeling. De er dog ofte mangelfulde, og der er ikke indbygget institutioner i staterne til at sikre, at sådanne aftaler bliver overholdt.
Et eksempel fra Las Anod i Somaliland
Konflikten i Las Anod i Somaliland kan ses som en primært ideologisk konflikt mellem SSC-Khatuumo-bevægelsen, der ønsker en form for samlet Somalia og derfor vil løsrives fra Somaliland, og de-facto-staten Somaliland, der vil være selvstændig.
Konflikten kan også forstås som en kamp mellem Dhulbahante, som er en klan i Darod-klanfamilien, på den ene side, og Somalilands regering, som repræsenterer Isaaq-klanen, på den anden side.
Men Somalilands præsident, Muuse Biixi, repræsenterer ikke den samlede Isaaq-klan eller hele Somaliland. Store dele af Garhajis-klanen, som er den største i Isaaq-familien, har taget afstand fra Biixi og konflikten.
Garhajis-klanen har også ligget på kant med andre dele af Isaaq-klanen, i utilfredshed med at ingen fra Garhajis har haft præsidentposten de seneste 30 år.
Præsident Biixi har også lagt sig ud med stort set alle andre Isaaq-klaner og sub-klaner, bortset fra sin egen sub-klan, ved at erklære, at han vil stille op til endnu en præsidentperiode.
På samme måde repræsenterer de traditionelle “ledere” fra Dhulbahante-klanen, der erklærede selvstændighed fra Somaliland tilbage i februar, heller ikke hele Dhulbahante-klanen. Det gjorde de i hvert fald ikke i begyndelsen.
Men ifølge Jethro Norman fra Dansk Institut for Internationale Studier er konflikten i stigende grad er ved at få en fuld klan-karakter. Selv de dele af Dhulbahante-klanen, der ikke plejede at støtte SSC-Khatuumo-bevægelsen, er begyndt at støtte deres klanmedlemmer mod Somaliland. Medlemmer af andre Darod-klaner siges også at være blevet involveret i konflikten.
På Isaaq siden er der måske også tegn på, at der er stigende krise-solidaritet. Oppositionspartilederen Faysal Ali ”Warabe”, der ellers er en udtalt modstander af Præsident Biixi, udtalte fredag den 24. marts, at selvom Somaliland ønsker fred og dialog, så vil Somalilands og Somalilands hær under ingen omstændigheder trække sig ud af det omstridte område. Tilbagetrækningen af styrker fra Las Anod er et ultimativt krav fra SSC-Khatuumo for at indgå i fredsforhandlinger.
Konflikten ser altså ud til at kunne blive en vedvarende affære, der kan destabilisere det nordlige Somalia, hvis parterne ikke går med til at lade de ældre mægle, og en mere varig løsning, der giver kompensationer for de omkomne, sårede og materielle skader, bliver godkendt og opretholdt af begge parter.
Forskellige delegationer og grupper af ældre forsøger og har forsøgt at kalde partnere sammen til forhandlinger, i skrivende stund dog uden nævneværdig succes.
