Klaus Winkel
Klaus Winkel (født 1939) er Cand. polit fra Københavns Universitet (1965) og var ansat i Udenrigsministeriet fra 1966 til 2004.
Økonomisk rådgiver i Ministry of Finance and Planning i Nairobi (1974-76). Chef for Danida-missionen i Dar es Salaam (1980-82). Chef for Danidas evalueringsenhed (1982-86). Chef for kontoret for evaluering, forskning og dokumentation (1986-2001) og konsulent i u-landsforskning (2002-04).
Han var formand for OECD/DACs evalueringsekspertgruppe (1989-92) og
indtil 2002 var han censor i u-landsspørgsmål ved de fleste af landets universiteter, bla. censorformand i ti år ved Internationale Udviklingsstudier på RUC.
Han har desuden udført konsulentopgaver for Verdensbanken, CGIAR og GBIF (Global Biodiversity Information Facility).
Indtil juni 2010 var han ansat på Statens Serum Institut som dansk kontaktpunkt for EDCTP (European and Developing Countries Clinical Trials Partnership).
Dansk langsigtet, udviklingsbistand til klodens fattigste har fået lov til at falde gennem mange år. Det kunne man undre sig over, for det er veldokumenteret, at deres fattigdom i den grad har eller vil få konsekvenser også for os selv.
Den massive fattigdom i Afrika og i store dele af Asien bidrager til de globale miljøproblemer og gør det svært at gøre noget ved dem. De fattigste må bekymre sig om morgendagens problemer og orker ikke at se længere frem i tiden. Fattigdommen er en væsentlig årsag til migrationen, den internationale kriminalitet, sygdomsspredningen, konflikterne og terroren, og det hele rammer eller vil ramme alle i den globale landsby. Også os selv.
Danmark har en stærk interesse i et verdenssamfund som fungerer, blandt meget andet fordi vi har brug for handelspartnere, som er velfungerende og købedygtige. Og vi har slet ikke råd til at forspilde den goodwill, som mange års solid indsats skaffede os.
Færre og færre stemmer i bistand
Her kommer et bud på de vigtigste grunde til, at et rigt land som Danmark i stigende grad vender ryggen til problemerne:
Når den politiske debat i ringe grad handler om Danmarks udviklingsbistand, skyldes det bl.a., at den er en så ubetydelig post på statsbudgettet, kun ca. 1,5 procent, at den drukner mellem de store poster. Det er for let for partierne at springe den over, når de, som det sker for tiden, melder ud om, hvad der vil optage dem i forbindelse med et kommende valg.
Det gør det endnu lettere, at der er færre og færre stemmer i at gå ind for at genoprette niveauet for bistanden til de fattigste. De fleste politikere indretter sig på, at de store emner i dansk indenrigspolitik fuldstændig overskygger, hvad der sker med verdens fattigste, og regeringen sælger budskabet om, at nu handler det primært om vores (kortsigtede) egeninteresse.
Ingen konkrete historier i medierne
