Da præsident Omar al-Bashir i sidste uge trådte tilbage efter fire måneders landsdækkende protester, lignede det mest af alt hærens ofring af en mand, hvis anvendelighed var opbrugt. Da demonstrationerne fortsatte, blev også hans afløser fjernet.
Landets styres nu af et militærråd under general Abdel Fattah al-Burhan Abdelrahman. Han hævder at have sat de tidligere ledere under arrest, mens han forbereder et civilt styre.
Mange års brutal undertrykkelse af protest og mangfoldighed har skabt klare krav blandt demonstranterne, der viser, at revolutionens fortrop ikke vil nøjes med en ny figur på toppen af den samme kransekage: ”Vores krav er ikke en anden leder, men andre levevilkår,” fortsatte Amhed sin udtalelse til BBC.
Demonstranterne kræver intet mindre end en revolution, en total omvæltning af samfundets orden. Al-Bashirs person er i denne sammenhæng ligegyldig. Oprøret er mod det uhyrlige system, hvis ansigt han var indtil sidste uge.
Årtiers del-og-hersk politik
Som mange andre afrikanske lande er Sudan sammensat af grupper med vidt forskellige etniske, religiøse og historiske identiteter. Landets placering på et af kontinentets store vejkryds, nord-syd langs Nilen, øst-vest gennem det tidligere hovedsagelig frugtbare Sahel-bælte, har været både en forbandelse (slavehandel, invasion) og en velsignelse (rige handelsforbindelser med kulturel og teknologisk udveksling).
I stedet for at skabe en samlende national identitet, har skiftende magthavere forsøgt at sikre kontrollen over det enorme territorium gennem del-og-hersk politik, hvor hele provinser, etniske grupper eller religioner blev brutalt marginaliseret. Siden Sudan blev selvstændig i 1956 har Sudan reelt været i permanent borgerkrig og sidste uges militærkup var det femte siden da.
Bashirs magtovertagelse i 1989 var ingen undtagelse fra dette mønster. Som den militære jernnæve i forbund med en islamistisk ideolog var hans styreform fra begyndelsen brutal islamisme funderet i partiet National Islamic Front, senere omdøbt til National Congress Party, NCP.
I NCPs stat var de ’ægte’ sudanesere kun araberne fra den midterste del af landet, der fulgte organisationens helt specifikke udlægning af islam – som den ikke engang delte med landets muslimske flertal.
Kristne afrikanere i syd, ikke-arabere i det vestlige Darfur fik alle at føle, at de var anden- eller tredjerangsborgere. Deres protester blev mødt med vold, deres regioner blev økonomisk udsultet. Her er staten stort set kun til stede som voldsmonopol, mens sundheds- og skoletjenester er forblevet rudimentære eller overladt til religiøse organisationers almisse-baserede virksomhed.
Magt gennem klientilisme
Ingen diktatorer hersker alene, og i den omgivende elite lurer rivaler. Enhver diktator må forsøge at vinde disse og vende deres våben mod andre rivaler og udfordringer. Al-Bashirs holdt dem stangen gennem et udstrakt kleptokrati, hvor de loyale og magtfulde kunne bruge af statens midler i et klientilistisk system. Andre fik adgang til at anvende det frygtede sikkerhedspoliti, National Intelligence and Security System, til at undertrykke og torturere kritikere af regeringspartiet. Hvor dette ikke slog til, pustede al-Bashirs system til eksisterende, lokale rivaliseringer. Mest kendt er den resulterende konflikt i Darfur, hvor udvalgte grupper blev bevæbnede til at terrorisere flertallet til underkuelse.
Da udvindingen af olie i den sydlige del af landet tog fart i 1999, anvendte al-Bashir og NCP ikke den lette gevinst til at skabe nationens manglende fællesskabsfølelse eller til at skabe bæredygtig økonomisk vækst, men investerede i stedet midlerne i velstand for kleptokraterne. Som analytikeren Rebecca Hamilton skriver i tidsskriftet Foreign Policy, blev det herefter klart, at NCP var ”et umage sammenrend, der havde kappet forbindelsen til sine islamistiske rødder og kun holdt sammen i fælles interesse om at fastholde magten. Bashir var bedst til at være den mindst hadede blandt dem alle.”
Efter Sydsudan i 2011 blev selvstændig mindskedes strømmen af oliepenge, og siden dét land brød sammen i borgerkrig fra 2013, fik Sudan ikke engang indtægter fra de rørledninger, der førte den sydsudanske olie til udskibningshavnen Port Sudan i Rødehavet.
Derefter var det reelt kun et spørgsmål om tid, før NCP ikke længere kunne finansiere undertrykkelsen af en stadig mere urolig befolkning. Da styret i december fjernede statstilskuddet til brød, hvorefter prisen tredoblede, udløste det samtidig den storm, der foreløbig har fejet al-Bashir af banen efter 30 års spildt udvikling.
Systemskifte med modhager
I gårsdagens BBC-reportage fra Khartoum bragtes endnu et præcist citat fra en af demonstranterne ved forsvarsministeriet: ”Vi ønsker at genopbygge Sudan som et land med plads til alle uden diskrimination og racisme,” siger Sarah Ram, til tv-stationen.
Dermed er hun og hendes fæller oppe imod et NCP-system, der efter 30 år ved magten i dag dominerer alle sider af samfundslivet: Hæren, politiet, domstolene og alle andre samfundsinstitutioner – samt erhvervslivet og den tilladte religionsudøvelse.
Militærrådet, der har afløst al-Bashir, er således en uadskillelig del af det system, demonstranterne kræver fjernet. Rådet har givet en række indrømmelser, herunder løfter om et civilt styre, men som BBC’s korrespondent konkluderer: ”Officererne har meget at tabe, og der er fortsat usikkerhed om, hvorvidt rådet blot er en omhyggeligt koreograferet maskespil.”
Læg dertil, at oprøret foregår i et internationalt fokuspunkt med mægtigere interesser: EU har investeret millioner af euro i grene af al-Bashirs væbnede styrker for at holde de op mod formodede to millioner flygtninge fra især Eritrea, Etiopien og Syrien væk fra at søge grænseudgange, der kunne føre dem til Europa. EU vil på den ene side byde et mere inkluderende og udviklende styre velkomment, men vil først og fremmest sikre sine egne sikkerhedsinteresser – læs: Søge stabilitet, dvs. undgå, at hærens magt undermineres i en sådan grad, at Sudan havner i et Libyen-lignende kaos.
USA har længe haft et kompliceret forhold til Sudan med sanktioner og direkte væbnede angreb som følge af NCP-styrets støtte til internationale terrororganisationer, men har gennem de senere år ført en opblødende politik med store humanitære bidrag. Også Kina har store interesser i Sudan, der blev grundlagt mens landet var lagt på is af USA.
Saudi Arabien belønner al-Bashirs styre for at have sendt op mod 14.000 soldater til deltagelse i krigen i Yemen, hvor det saudiske styre kæmper mod en Iran-allieret milits. Det nye militærstyre har forsikret Saudi Arabien om sit fortsatte bidrag med soldater i Yemen.
