Det var på mange måder en skelsættende nyhed, da Den Internationale Domstol (ICC) torsdag udstedte en arrestordre på Israels premierminister ,Benjamin Netanyahu, for forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.
Skelsættende fordi det er første gang, at en leder fra Vesten eller dets nære allierede er genstand for en arrestordre. Og fordi mange mener (og kritiserer ICC for), at Netanyahu bliver sat i bås med folk som Sudans afsatte leder, Omar al-Bashir, og Ruslands præsident, Vladimir Putin. Og ikke mindst i fra Hamas, der er på EU’s terrorliste, og hvis nuværende militære leder, Diab Ibrahim al-Masr, i samme ombæring har fået en arrestordre om halsen fra ICC.
Bejamin Netanyahu selv afviser beskyldningerne som “absurde og falske” og mener, at de er drevet af et “antisemitisk had til Israel”.
Landets tættest allierede, USA, har også afvist anklagen, som den siddende præsident Joe Biden kalder “uhyrlig”. Desuden udtaler en talsperson for landets nationale sikkerhedsråd:
“USA har været tydelige om, at ICC ikke har jurisdiktion over denne sag.”
Det handler nemlig om jurisdiktion
Ser man sig omkring i landskabet af brutale despoter, der endnu ikke har været genstand for en arrestordre fra ICC kan det undre, at folk som Syriens Bashar al-Assad, ikke er at se.
Assad har under den syriske borgerkrig angrebet sin befolkning med alt fra tøndebomber til giftgas, og flere end 400.000 mennesker vurderes dræbt. Man kunne også kigge efter Netanyahus hovedfjende, den iranske åndelige leder, Ali Khamenei, hvis regime beskyldes af FN for at begå forbrydelser mod menneskeheden under den folkelige opstand i 2022.
At hverken Assad eller Khamenie har en arrestordre på sig kan undre. Men det er egentlig meget simpelt, fortæller lektor i folkeret og national sikkerhed ved Københavns Universitet Marc Schack.
Det handler nemlig om jurisdiktion, altså retten til at dømme i et bestemt område. For ICC håndterer nemlig kun sager i de lande og områder, der har skrevet under på Rom-statutten, som er det juridiske fundament for ICC. Det har hverken Syrien, Iran eller Israel. Men det har Palæstina.
“Rom-statutten fungerer sådan, at de lande, der tiltræder statutten, kan overlade noget jurisdiktion for deres lands område eller for folk, der er statsborgere i deres land. Det har Palæstina gjort, og det vil sige, at hvis du begår forbrydelser på palæstinensisk område, jamen så vil det være omfattet af jurisdiktionen.”
At Palæstina kan tilslutte sig ICC, selvom lande som Danmark og USA slet ikke anerkender det som en stat, skyldes at processen går gennem FN’s generalsekretær. Og da generalforsamlingen tidligere har anerkendt Palæstina som en såkaldt observatørstat i FN-systemet, er det altså muligt, forklarer Marc Schack.
Er ICC fordomsfuld?
Det er heller ikke første gang, at ICC anklages for at være biased eller racistisk. Den diskussion har foregået i mange år, mener Marc Schack. Han afviser, at der skulle være tale om netop det i sagen om Netanyahu.
Tager man et kig hen over de 55 individuelle arrestordrer, som ICC har udstedt siden oprettelsen i 1998, er det overvejende afrikanske stats- og militærledere, som figurerer. Du kan se hele listen her.
Det gælder for eksempel den afdøde libyske leder Muammar Gaddafi, der sammen med sin søn angiveligt udførte forbrydelser mod menneskeheden i de 12 første dage af oprøret i Libyen i 2011.
Det gælder Sudans tidligere diktator Omar Al-Bashir, der under sit 30 år lange styre brutalt nedkæmpede et oprør i Darfur-provinsen. Og det gælder Germain Katanga i DR Congo og Ahmad al-Faqi al-Mahdi i Mali.
Ifølge Marc Schack affødte det også en vis debat i flere afrikanske lande og i særdeleshed Sudan, da ICC udstedte ikke bare en, men to arrestordrer i 2009 og 2010 mod Omar Al-Bashir, som i modsætning til Netanyahu i blev beskyldt for at begå folkemord.
Hvorfor rettede ICC konstant sit blik mod Afrika, lød kritikken fra blandt andre Al-Bashir selv?
Først gået op for Vesten nu
At det for første gang er en vestlig allieret, som rammes af en arrestordre fra ICC, synes også at være anledning til, at man i Vesten kaster et kritisk blik på den retsinstans, mange lande ellers ubetinget har bakket op om i de foregående 54 arrestordrer.
For mig at se er det præcis den samme debat. Det er bare først gået op for os i Vesten nu.
Marc Schack, lektor ved Københavns Universitet
“Det var sådan set den store debat dengang, om domstolen var racistisk, fordi den hele tiden rettede sit blik mod Afrika. Det var selvfølgelig også en forkert præmis, men sådan var debatten, og nu bliver debatten, så om domstolen er antisemitisk, fordi man retter den mod israelske ledere,” siger Marc Schack.
“For mig at se er det præcis den samme debat. Det er bare først gået op for os i Vesten nu.”
Men er der ikke en ubalance i det internationale retssystem – og i den internationale retsfølelse – når nogle landes repræsentanter kan dømmes for sine forbrydelser og andre ikke kan?
“Jo, det kan man sige. Det er da uheldigt, at der er nogen forbrydelser, der kan retsforfølges, og andre, der ikke kan, alene fordi domstolen har jurisdiktion eller ej.”
“Men jeg tror det giver mere mening at se på den enkelte konflikt. For hvis ICC har jurisdiktion for det palæstinensiske område, så gælder det jo netop både for Hamas og Israel, ligesom det gælder for begge parter i Ukraine. Der er det både Rusland og Ukraine, der kan blive retsforfulgt.”
Hvorfor skal et land overhovedet tilslutte sig ICC?
“Meningen med det er jo at understøtte en retsudvikling, der går hen imod, at der ikke skal være straffrihed for at begå alvorlige forbrydelser. Måden, man gør det, er at tilslutte sig et internationalt retssystem, og det bliver man nødt til at understøtte ved også at gøre sig selv tilgængelig for retsforfølgelse. Det er den eneste måde at skubbe til den dagsorden, der hedder, at internationale forbrydere skal retsforfølges effektivt.”
Den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), udtalte få dage efter arrestordren, at han har gjorde det klart over for den israelske udenrigsminister, at Danmark er en fast støtte af Den Internationale Straffedomstol og bakker op om dens uafhængighed.
“Danmark overholder selvsagt sine folkeretlige forpligtelser, og hvis der er mistanke om internationale forbrydelser, skal det efterforskes og i givet fald retsforfølges,” lød det blandt andet i et skriftligt svar til DR.
Mette Frederiksen har endnu ikke udtalt sig om arrestordren.
