En løbsk inflation er den dybe baggrund for de voldsomme protester, der i sidste uge lagde Zimbabwes byer øde. Fra et stille leje på nogle få procent er inflationen fra september løbet op i 42% i december. Siden er stigninger på brændstof og transport kommet til.
Zimbabwere kan genkende et skræmmende mønster: Efter et valg følger ødelæggende prisstigninger, der udhuler lønnen.
For ti år siden endte en tilsvarende udvikling med social og økonomisk katastrofe. Måske kender zimbabwere ikke den statistiske kurve ovenfor, men de har oplevet, at de ikke længere har råd til den daglige majsgrød, at buspriserne stiger, og at benzinstationerne løber tør for brændstof, fordi landet ikke har penge til importen.
Fra inflation til hyperinflation
Zimbabwe var i mange år et strålende eksempel på afrikansk succes. Efter en brutal borgerkrig blev landet i 1980’erne kornkammer for sultne nabolande. Men befrielsespartiet ZANU-PF ønskede at herske uden opposition, og da en økonomisk nedgang ramte landet fra midten af 1990’erne, blev partiet udfordret af en stærk opposition, samlet i partiet Movement for Democratic Change, MDC.
I forsøgene på at betale sine trofaste støtter, og for overhovedet at finansiere en økonomisk uansvarlig politik, lod daværende præsident Robert Mugabe seddelpressen køre stadig hurtigere. Det grundlagde et mønster, hvor ZANU-PF’s pengeforbrug gik amok op til hvert eneste valg – hvorefter inflationen nogle måneder senere skød i vejret. Men da havde ZANU-PF opnået sit mål at vinde valget.
Det måtte ende galt. Inflationen voksede til hyperinflation. Folk styrtede ud og brugte månedslønnen, så snart den var udbetalt, for prisstigningerne voksede så hurtigt, at pengene ville være værdiløse næste dag. Supermarkeder justerede priser flere gange dagligt.
Et bondepar fremviser en af Zimbabwes vigtigste eksportvarer, cigarettobak. Men bønderne er begyndt at skære ned på dyrkningen, fordi de ikke længere bliver betalt i fremmedvaluta.
Foto: Peter Tygesen.
Efter endnu et kontroversielt valg i foråret 2008, hvor ZANU-PF havde været mere presset end nogen sinde, og derfor havde købt stemmer som aldrig før, voksede inflationen til 5.000 milliarder procent.
I efteråret 2008 brød væsentlige samfundsstrukturer sammen. Sygeplejersker, skolelærere og andre offentligt ansatte blev hjemme, fordi månedslønnen ikke engang kunne betale bussen frem og tilbage fra arbejde. Dernæst begyndte butikker – og busselskaber – at afvise Zimbabwes valuta, zimbabwe dollar; de modtog kun amerikanske dollar eller sydafrikanske rand.
Samlingsregering og vækst
Ved juletid 2008 gav ZANU-PF op og accepterede et sydafrikanske forslag om et tvangsægteskab med MDC. Da de to partier dannede en samlingsregering i februar 2009, blev zimbabwedollar lagt i graven; den amerikanske dollar var herefter også officielt nationalvaluta – sideløbende med rand, britiske pund og botswanske pula.
Under samlingsregeringen voksede landets økonomi igen, der blev skabt nye jobs, og staten brugte ikke mere, end den fik ind i skatter og afgiver. Men i 2013 lykkedes det ZANU-PF at udmanøvrere MDC. Med fuld kontrol over staten begyndte partiet igen at bruge penge, staten ikke har. Da den ikke kunne trykke amerikanske dollar, lavede den i stedet elektroniske penge og optog indenlandske lån, betalt med kortfristede statslånsbeviser.
Ny nedtur
Det måtte gå galt igen: Landet brugte flere penge til import end det solgte for – langsomt forsvandt også de amerikanske dollarsedler fra cirkulation. Mod slutningen af 2016 kom de første konkrete krisetegn, da zimbabwere oplevede, at bankernes hæveautomater løb tør for sedler.
ZANU-PFs lyse hoveder kan altid ryste en ny ide ud af ærmet for at udskyde en krise endnu en gang: Centralbanken begyndte at trykke egne pengesedler og meddelte, at de var lige så meget værd som amerikanske dollarsedler. For at bevare et skær af troværdighed udstedte centralbanken kun sedler svarende til værdien af et obligationslån, den havde fået i The African Export-Import Bank, en halvstatslig, panafrikansk bank hvis hovedformål er at hjælpe kontinentets nationalbanker. Obligationer hedder ’bonds’ på engelsk – derfor blev de nye sedler døbt ’bond notes’.
Bond notes var upopulære fra begyndelsen, fordi de symboliserede ZANU-PFs hokus-pokus-økonomi.
Foto: Peter Tygesen.
Paladskup
Ved et paladskup i november 2017 udskiftede ZANU-PF Robert Mugabe som præsident med tidligere vicepræsident Emmerson Mnangagwa. Hans vigtigste opgave var at fastholde ZANU-PFs magt ved at redde landet ud af dets stadigt mere alarmerende økonomiske uføre.
Både han og partiet vidste, at opgaven ikke kunne løses uden hjælp fra udlandet. Zimbabwes gæld er vokset til det samme som landets bruttonationalprodukt, cirka 18 mia. dollar.
Hjælpen ville kun komme, hvis Mnangagwa kunne vinde et planlagt valg i juli 2019. Alle sejl blev sat for at vinde det uden vold, tvang og åbenlys svindel. Det lykkedes med hiv og sving; efter voldsomme protester, der kostede seks civile livet, blev Mnangagwa erklæret vinder med en sejr på 50,8%.
Som inflationstallene viser, fulgte derefter en regning til det zimbabwiske folk. I løbet af efteråret blev manglen på udenlandsk valuta så omfattende, at køerne igen voksede frem ved benzintankene. Apoteker solgte kun livsvigtig medicin mod udenlandske kontanter.
Desperate lånerejser
Fagbevægelsen varslede protester mod situationen, lønforhandlinger gik i hårdknude. I december gik regeringen tiggergang i Sydafrika med en anmodning om et lån på 1,2 mia. dollar. ”Vi har slet ikke den slags penge,” svarede den sydafrikanske nationalbanks talsmand, Jabulani Sikhakhane.
Mnangagwas regering var desperat, da januar oprandt. Præsidenten lejede et dyrt privatfly i håbet om, at et stilfuldt lynbesøg i Rusland, Azerbaijan, Kazakstan og Hviderusland kunne skaffe økonomisk pusterum. Turen skulle slutte ved World Economic Forum i Svejts i denne uge.
Umiddelbart før afrejse meddelte Mnangagwa en forbløffet nation, at brændstof ville stige med 150%, fordi landet var løbet tør for udenlandsk valuta. Dermed hældte han reelt hældt benzin på et bål under opbygning.
Protesterne i sidste uge spredte sig som en lynild over landet – og styret slog brutalt tilbage. 12 mistede livet til soldaternes kugler og politiets tortur, oplyser Zimbabwe Human Rights NGO Forum. 78 er blevet behandlet for skudsår, 242 for politihundes bid; mere end 600 er arresteret, heriblandt flere af MDCs parlamentsmedlemmer.
I de største byer blev butikker plyndret og gader barrikaderet, men protesterne har ikke ført til resultater. Tværtimod meddelte en regeringstalsmand i søndags, at styrets undertrykkelse blot ”var en forsmag på, hvordan man ville reagere” ved fremtidige protester.
Også kupforsøg?
Da var protesterne allerede døet ud. Tirsdag opgav Mnangagwa at besøge Davos. På det tidspunkt cirkulerede stærke rygter i landet om, at vicepræsidenten var i gang med at orkestrere et kup. To loyale Mnangagwa-støtter fortalte i medierne, at de sammen med en række andre parlamentsmedlemmer var blevet kontaktet for at underskrive en begæring om at stille Mnangagwa for en rigsret. Samtidig havde næsten 60.000 underskrevet en online opfordring til arrangørerne af World Economic Forum om at forbyde Mnangawa adgang til det prestigefulde arrangement.
Mnangagwa landede sent tirsdag aften i sit udmarvede land og forkyndte, at undertrykkelsen af protesterne var ”uacceptable og et forræderi mod det nye Zimbabwe”, han angiveligt står for.
Mens ZANU-PF i præsidentens fravær har dæmoniseret MDC og hævdet, at partiet stod bag sidste uges vold og ødelæggelser, har MDC’s leder, Nelson Chamisa, rakt hånden frem med et tilbud om at samles om en løsning. Det har han gjort tidligere uden positiv modtagelse fra ZANU-PF.
Zimbabwes krise forekommer dermed lige så fastlåst som før urolighederne og før præsidentens tvivlsomme rundrejse, hvorfra der endnu ikke er fremkommet oplysninger om hjælp.
