Lars Engberg-Pedersen
Lars Engberg-Pedersen (født 1964) er forskningsleder og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han arbejder med forskellige sider af udviklingssamarbejdet.
Han har tidligere været rådgiver i Burkina Fasos indenrigsministerium med fokus på decentralisering og kommuner, og han har været international chef i Mellemfolkeligt Samvirke.
Forskningsmæssigt har han især erfaring fra Burkina Faso, men også lidt fra Karnataka i det sydlige Indien.
Han har forsket i emner som lokale organisationer, fattigdom, naturressourceforvaltning, lokal politik, institutionel udvikling og decentralisering.
Folketingets partier skal forhandle en ny udviklingspolitisk strategi i de kommende måneder. Regeringen går ind til disse forhandlinger med et stærkt fokus på et mere retfærdigt og humant asylsystem, som det hedder.
Onsdag den 20. januar bragte Politiken et interview med udviklingsminister Flemming Møller Mortensen omkring regeringens højt profilerede ønske om at etablere modtagecentre for asylansøgere i udlandet, muligvis i Nordafrika.
Den journalistiske vinkel i interviewet handlede om, hvorvidt det vil være muligt for asylansøgere at henvende sig på disse centre og søge asyl i Danmark, eller om det fortsat vil være sådan, at flygtninge og andre asylansøgere skal kæmpe sig frem til dansk jord, før de kan søge om asyl, og så blive overført til modtagecentrene under behandlingen af deres asylsag.
Som det fremgår af artiklen, er det formelt set udlændingeminister Mattias Tesfaye, der har ansvar for arbejdet, mens udviklingsministeren har checkhæftet i form af udviklingsbistanden til at gennemføre det.
Artiklen gav anledning til følgende reaktion fra en erfaren observatør af dansk udviklingssamarbejde:
”Det er totalt deprimerende.
Det er juridisk ude over kanten.
Det er etisk forkasteligt.
Det er politisk noget svineri.
Det er et forræderi mod udviklingsbistanden.”
Som forsker skal jeg passe på ikke at udtale mig uden fuld dokumentation for hvert eneste ord, hvis jeg skal bevare en vis legitimitet (så meget for forskeres ytringsfrihed). Derfor kan det være værd at tage disse udsagn ét for ét og vurdere, om der er hold i dem.
Deprimerende
Hvis man antager, at Danmarks udviklingssamarbejde er et selvstændigt politikområde med egne mål og virkemidler, som politikerne afsætter 17 milliarder kroner til om året, er deprimerende nok ikke helt skævt om en artikel, der interviewer den ansvarlige minister, men udelukkende fokuserer på et emne helt uden for politikområdet, nemlig om modtagecentrene kan gøre det lettere at få asyl i Danmark.
Journalisterne går entydigt efter dette politisk sprængfarlige emne, og man fornemmer begejstringen, da den nye udviklingsminister antyder en vis menneskelighed og ikke kategorisk udelukker, at folk, der vil henvende sig på disse centre, kan have en legitim grund til at søge om asyl i Danmark. Efterfølgende træder regeringen selvfølgelig i karakter og lukker fuldkommen ned for denne mulighed.
Juridisk ude over kanten
I 2012 vedtog folketinget en ny lov som grundlag for Danmarks udviklingssamarbejde. I paragraf 1 hedder det:
”Målet for Danmarks udviklingssamarbejde er at bekæmpe fattigdom og fremme menneskerettigheder, demokrati, bæredygtig udvikling, fred og stabilitet i overensstemmelse med FN-pagten, Verdenserklæringen om menneskerettigheder og FN’s konventioner om menneskerettigheder.”
Stykke 2 i samme paragraf skynder sig at tilføje, at udviklingssamarbejdet ”skal bidrage til at fremme Danmarks interesser i en mere fredelig, stabil og lige verden.” Interessant er det dog at disse danske interesser handler om udlandet og ikke om Danmark, fordi det understreges at udviklingspolitikken er ”et centralt og integreret element i dansk udenrigspolitik.”
Mens et retfærdigt og humant asylsystem vel godt kan siges at ligge inden for lovens bestemmelser, må man spørge, om det også gælder modtagecentre i udlandet, og om disse centre egentlig har noget med retfærdighed og humanisme at gøre.
Indtil videre er det svært at se, hvordan centrene skal bidrage til fattigdomsbekæmpelse og fremme af menneskerettigheder, demokrati med videre. Desuden er formålet med regeringens initiativ, når den smukke indpakning fjernes, utvivlsomt at få asylansøgere ud af Danmark under sagsbehandlingen og sikre, at de ikke bliver hængende, hvis de får afslag. Den slags indenrigspolitiske interesser kan kun vanskeligt legitimeres med stykke 2.
Samtidig er det mig bekendt et åbent spørgsmål, om regeringens initiativ vil ligge inden for de konventioner, som paragraf 1 ovenfor henviser til. Derfor er det ikke overraskende at tænke, at initiativet juridisk er ude over kanten.
Etisk forkasteligt
Asylsystemet er opfundet for at komme mennesker på flugt til undsætning. Det er ikke nogen gavebod, så der skal overbevisende dokumentation af forfølgelsen til, for at man kan opnå asyl. At flygtninge og andre forfulgte efter at have nået de danske kyster sendes til modtagecentre i et fremmed land, hvor sikkerheden med stor sandsynlighed vil være betragteligt ringere end i Danmark, synes ikke at være en særligt human behandling af mennesker i nød.
At denne behandling endvidere finansieres af midler, der er sat af til at skabe udvikling og fremgang for fattige mennesker, kunne – rent teoretisk – godt opfattes som en dobbelt hån. Hvis etik blandt andet handler om, hvordan mennesker behandler hinanden, er det svært at se denne opførsel af globalt set velstillede danskere over for flygtninge og mennesker i nød som andet end etisk forkastelig.
Politisk noget svineri
En pressemeddelelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet den 21. januar i år oplyser, at antallet af asylansøgere i 2020 var det laveste siden 1998 og under en tiendedel af antallet i 2015. Det hænger sandsynligvis sammen med corona-pandemien, men afspejler dog også et generelt faldende antal asylansøgere siden 2015.
I Finansloven 2021 er der afsat 110 millioner kroner af udviklingsbistanden til et retfærdigt og humant asylsystem (ROHA). Pengene vil sikkert blive brugt på forskellige initiativer, hvoraf modtagecentrene kun er ét. Samtidig er der afsat andre 240 millioner kroner til aktiviteter møntet på flygtninge og migranter. Der anvendes således betragtelige beløb på et problem, der – hvis man måler det som antal asylansøgere i Danmark – er ikke-eksisterende.
Desuden er der ifølge artiklen i Politiken indtil videre ikke andre europæiske lande, der ønsker at samarbejde med Danmark om initiativet. EU’s kommissær for indre anliggender, Ylva Johansson, afviste i september 2020 ideen om modtagecentre i lande uden for EU.
Set fra en forskningsmæssig synsvinkel er ’svineri’ selvfølgelig et noget normativt og upræcist begreb, men ovennævnte antyder at regeringens ressourcekrævende initiativ mere sigter på at tiltrække vælgere and at løse et konkret problem.
Forræderi mod udviklingsbistanden
Forræderi antyder et svigt over for grundlæggende værdier opbygget over lang tid. Danmark har haft et stærkt og omfattende udviklingssamarbejde i snart 60 år med det formål at skabe fred og fremgang i fattige egne af verden. Det udviklingssamarbejde er blevet meget rost af mange uden for Danmark, og der er næppe tvivl om, at det både har tjent som inspiration for andre og har hjulpet rigtigt mange fattige mennesker.
Som jeg har været med til at dokumentere i forskellige artikler, har kvaliteten af det danske udviklingssamarbejde efter min bedste vurdering været for nedadgående de seneste 10 år. Kan etableringen af modtagercentre for asylansøgere sandsynligvis i Nordafrika siges at være en så markant yderligere forringelse, at det berettiger termen forræderi?
Tidligere er dansk udviklingsbistand i høj grad blevet anvendt til at forfølge danske interesser i kommercielle muligheder, antiradikalisering og sikkerhed, men det er som regel sket inden for en ramme, der i hvert fald henviser til udvikling og fremgang for fattige lande. Det er overordentligt svært at se, hvordan modtagecentre for asylansøgere kan gøre det.
Nu skal folketinget til at forhandle en strategi for anvendelsen af udviklingsbistanden. Bliver resultatet, at disse modtagecentre eksplicit skrives ind som en målsætning, eller at strategien er så uforpligtende, at regeringen i fred og ro kan etablere centrene betalt af midler fra udviklingssamarbejdet, er det første gang, at en ren indenrigspolitisk dagsorden fuldstændigt bestemmer brugen af udviklingsmidler.
Det er for mig at se et svigt af grundlæggende værdier opbygget over mange år, nemlig at udviklingssamarbejdet skal bistå fattige mennesker og deres udvikling. Dermed er der tale om et forræderi mod udviklingsbistanden.
