De nye generaler
I løbet af vinteren og det kolde forår faldt en lang række generalsekretærer i de danske ngoer.
Globalnyt har denne uge bragt portrætinterviews med tre nye, markante ledere i danske organisationer, der arbejder med international udvikling og rettigheder:
I dag Johanne Schmidt-Nielsen, ny generalsekretær i Red Barnet.
Det første interview, med Rasmus Grue Christensen, ny direktør i Dignity fra 1. august, blev bragt i mandags.
Interviewet med Maria Krabbe Hammarshøy, generalsekretær fra 1. august i Caritas Danmark, blev bragt i onsdags.
”Jeg har det med at blive engageret i de mennesker, jeg samarbejder med,” indleder Maria Krabbe Hammarshøy fortællingen om et stadionbyggeri i en af verdens mest trøstesløse hovedstæder.
”De første tegninger viste et helt vildt fedt projekt, som ville have stået godt på Amager,” griner hun. Men det skulle altså stå i Liberias hovedstad Monrovia. Sådan lærte Maria Krabbe Hammarshøy tidligt, at udviklingsprojekter ikke altid ender, hvor de begynder. ”Det bliver de jo ikke nødvendigvis dårligere af,” siger hun.
Det er heller ikke let at lave et personligt interview med den afstand på godt tusinde kilometer, der er i luftlinje til London, hvor Maria Krabbe Hammarshøy har boet de seneste otte år, mens hun har forvaltet forfatterrettigheder for forlaget Bloomsbury. Hun har stablet sin mobiltelefon op på en pude, men den bliver hele tiden ved med at glide ned, så jeg på Skypeforbindelsen det meste af tiden ser et nydeligt, hvidt loft og et enkelt vandrør. Som en blind må jeg hovedsagelig orientere mig efter stemmen. Den er sitrende. Intens. Varm.
Fra bog til byggeri
Med mange års erfaring i bogbranchen som selvstændig forlægger, forlagschef for Aschehoug og dernæst på Politikens Forlag og TV2’s, var et projekts kursændring i princippet ikke nogen udfordring for Maria Krabbe Hammarshøy. Hver bogudgivelse er et projekt, der kan gå mange veje. Men Monrovia var hendes første afrikanske og bød på en helt ny æstetisk variant.
Byggeriet begyndte et helt andet sted – undervejs i realiseringen af en serie bøger med fremtrædende kvinder, som turde tage de slag, det giver kvinder at stille op i politik. En af dem var liberianske Ellen Johnson-Sirleafs erindringer, som på det tidspunkt netop var tiltrådt som Afrikas første kvindelige præsident.
”Jeg blev fascineret af hende og spurgte, om der var noget, jeg kunne hjælpe med. Det var der: Folk havde brug for at kunne mødes på tværs af alle de skel, krigen havde forstærket. Landet har en meget ung befolkning; de var lige kommet ud af borgerkrigen, men Monrovia manglede stor stadion/legeplads, hvor folk kunne mødes og bruge sport til at finde sammen igen.”
Året var 2009 og Maria Krabbe Hammarshøy var ganske vist dybt engageret med med at igangløbe sit eget nyetablerede forlag, Verve. Men hun fandt alligevel tiden og så muligheden: ”Det var lige, da finanskrisen var begyndt, og det vrimlede med arbejdsløse arkitekter i Danmark – samtidig med at de manglede nogen i Liberia, der kunne lave en bygning og en plads. Jeg fik så ideen at koble disse to forhold.”
Hun fik engageret en dygtig ung dansk arkitekt, der som nævnt rejste til Monrovia og foretog alle de indledende undersøgelser til pladsen. ”Men da de så tegningerne nede i Liberia,” siger hun smilende, så sagde de: ’Undskyld, men det der…’ Der var jo bænke og sådan noget, og de sagde: ’Der går ti minutter, så er de flået ned og brugt som brænde.’”
Hvad endte det med?
Endnu engang bobler hun af humør – denne gang over slutæstetikken: ”Det blev skam sådan en ordentlig gang beton og ting, man ikke kan fjerne. Der var også oprindeligt en kunstgræsbane; det var de også noget skeptiske overfor: ’Det går bare ikke her’, sagde de.”
Maria Krabbe Hammarshøy bruger eksemplet til at forklare, at hun for længst har lært, at hvis projekter i andre lande skal fungere, så kræver det, at projektmageren fra vores ende af verden kan lytte og være tilstede. ”Det går i hvert fald aldrig, hvis man ikke inddrager modtagernes erfaringer. De ved jo, hvad de snakker om.”
Hjælp som livsstil
Selv har hun været søgende i sit liv og blev som voksen døbt katolsk. ”Det er en lang historie,” siger hun, og antyder – prik, prik, prik – at den har hun fortalt til hudløshed, og behøver vi …? ”Det kom bare ind i mit liv og fyldte mere og mere.”
Og nej, det gør vi ikke, for det interessante er hendes praksis: Mange års socialt arbejde i retfærdigheds- og hjælpeorganisationer. En dyb overbevisning om, at hendes indsats i Caritas skal være at styrke målsætningen om ”at hjælpe de allersvageste. De fattige har forrang.”
Mere end det: Som eksemplet fra Liberia viser, er hjælp en livsstil for Maria Krabbe Hammarshøy. Den vokser ud af tilfældige møder, især med andre ildsjæle. ”Facilitering,” kalder hun beskedent sin indsats. Den har for eksempel resulteret i Afrikas første chokoladefabrik, Choko Togo.
Hendes mand, journalisten Miki Mistrati, producerede i 2010 dokumentarfilmen Chokoladens mørke side – der afslørede børnearbejde og slaverilignende forhold i Elfenbenskystens kakao-plantager. Under en fælles visning af filmen i Italien mødte hun en ung togoleser, Kumi: ”Han ville gerne bidrage til at bygge sit land op og er en af dem, der mener, at afrikaneres fremtid er i Afrika og ikke i Europa. Men det kræver jo at gøre det attraktivt for de bedste at blive. Så vi talte om mange ting, blandt andet kakaodyrkning, som også er stort i Togo.”
Som i mange andre forhold for Afrika tjenes de store penge imidlertid på forarbejdningen af de afrikanske råvarer – derfor opstod ideen om at starte en egen chokoladeproduktion. ”Togoleserne kiggede på Nestlé og sagde, ’hvorfor skal de tjene så mange penge? Det kan vi gøre selv!’
Chokoladekunsten
Som sagt så gjort. ” Men det er ikke let at lave chokolade i Afrika,” siger hun med et selvironisk grin. Ingen i Togo vidste, hvordan man laver chokolade: ”Kakaobønderne har aldrig smagt chokolade – de anede faktisk ikke, hvad det var, de dyrkede til.”
Allerede ved filmvisningen i Italien havde Maria og Kumi imidlertid mødt nogle unge italienere, der gerne ville lære dem chokoladekunsten. Sammen lykkedes det for de tre iværksættere at få Kumis chokoladefabrik i gang. Så skulle det sælges: ”I begyndelsen sigtede de på at eksportere til det allerede eksisterende marked i Vesten.”
Et af problemerne ved at producere og sælge chokolade er at holde det nedkølet. Selv om fabrikken er nedkølet, opstår der problemer, når det kommer ud på de togolesiske landeveje. Choko Togo måtte søge nye veje, og det lykkedes: Dels har fabrikken udviklet en teknik til ’varmebestandig’ chokolade gennem et højt kakaoindhold, dels har fabrikken lærte togoleserne at spise chokolade – og så hjalp det også at få en eksport på benene til det kinesiske marked. ”Nu går det rigtigt godt. Det har jeg været ret involveret i de seneste 5-6 år.”
Hvad var din rolle. Skaffe kapital, maskiner, ingeniører?
”Jeg har primært været sparringspartner og faciliteret donationer. Jeg har bare været med på sidelinjen og været med ude i bushen.”
Eksemplet Choko Togo har bredt sig; verdens største producenter af kakaobønner, nabolandene Ghana og Elfenbenskysten, har nu begge en lokal chokoladefabrik.
I Togo faciliterede Maria Krabbe Hammarshøy også noget medieuddannelse til unge, der med mobiltelefoner laver film til andre unge. Og så sidder hun forresten også i bestyrelsen for Justice and Peace Europe, den europæiske paraplyorganisation for de nationale katolske Justitia et Pax kommissioner, som primært arbejder for menneskerettigheder.
Det vanskelige partnerskab
I vores samtale om de konstant skiftende rammer og mål for hendes afrikanske projekter nærmer vi os det vanskeligste af alt – hvordan er man ligeværdige partnere, når den ene har meget af det, den anden har brug for: Penge, managementerfaring, forbindelser. Svaret kommer prompte:
”Vi er jo ligeværdige som mennesker. Den menneskelige værdighed gør, at vi har lige meget ret til vores liv. Vi er lige.”
Ligeværdigheden skal jo udtrykkes i samarbejde – hvad skal den rige og ressourcefulde gøre for at tilvejebringe det ligeværdige?
”Lytte og være tilstede. Arbejde for solidaritet og for at ligeværdigheden bliver tydeligere”
Hendes karaktertræk af inderlighed kombineret med gå-på-mod tilskriver hun især sine vidt forskellige bedstemødre. Farmoderen var en ”førstegenerations kulturradikal”, fra hvem hun har arvet ”en Pippi Langstrømpe-mentalitet: At man skal ikke holde sig tilbage; man må gøre, lige hvad man har lyst til, bare man ikke gør andre kede af det.” Mormoderen med ”dybde og en følsomhed” var derimod religiøs: ”Bare helt almindelig folkekirkelig, men det betød noget for hende. Det var vigtigt for hende, en del af den måde, hun var på.”
I pressemeddelelsen om din ansættelse er det første, du selv nævner, at du skal i organisationen, ’at skabe et godt klima for de ansatte’.
”Det er fordi, det vigtigste jeg er blevet ansat til, er at være leder. Det kan du kun, hvis dine medarbejdere er motiveret og har det godt og maskinen kører. Det er jeg ansat til at sørge for. Og jeg håber, jeg kan facilitere, at medarbejderne får de nødvendige muligheder og rammer.”
