Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Han er desuden blogger på Globalnyt.
En indisk kollega sendte mig forleden et udklip fra Kolkata-avisen ’The Statesman’ der 23. december sidste år. Avisen kunne fortælle, at St. Olavkirken og flere andre danske kolonitidsbygninger i Serampore 20 km nord for storbyen var restaureret med dansk støtte fra bl.a. Realdania, Kulturministeriet og Nationalmuseet.
Brevet fra Indien med historien om Serampore var længe undervejs. Det nåede mig først samtidig med nyheden om, at Rigsarkivet 1. marts med støtte fra A.P. Møller Fonden og Kulturministeriet har gjort kilderne til 250 års dansk kolonihistorie fra De Vestindiske Øer tilgængelig på nettet, så vi alle kan granske de gamle beskrivelser, protokoller, breve osv. hjemme på computeren.
Interessen for vores fjerne imperialistiske fortid er åbenbart stigende og understøttes af både fonde og myndigheder, selv om viljen til at yde hjælp til nulevende mennesker i samme verdensdele er på retur. Nationalmuseet, Bestsellerfonden og engagerede privatpersoner har i de sidste tiår også gjort en stor indsats for at bevare bygninger fra den gamle danske koloni i Trankebar i det sydlige Indien.
Lidet ærefuldt
Danmark vandt aldrig nogen sinde hverken rigdom, indflydelse eller ære af sine amatøragtige forsøg på at profilere sig som stormagt på Guldkysten i Afrika, i Caribien og Indien. Vi kom for sent i gang og havde heller ikke rigtigt råd til at være med i opløbet. Men det var faktisk vores mindst omtalte koloni, den i Serampore, der fik størst betydning. Ikke for Danmark, men for Indiens udvikling.
På den måde er historien om Serampore ikke bare en flig af den lidet glorværdige danske kolonihistorie, men fortjener også en plads i historien om den danske udviklingsbistand, selv om begivenhederne fandt sted længe før der var nogen, der talte om udviklingsbistand.
Åbning mod Europa
I det meste af danskertiden – 1698-1845 – hed Serampore Frederiksnagore, opkaldt efter Frederik V, og var en filial af den ældre danske koloni i Trankebar. Serampore var en lille hensygnende handelsstation (ligesom Trankebar), men fik liv og gik over i historien, da tre britiske missionærer i 1800 fik asyl i den danske enklave. Det var før Indien blev britisk koloni, men det britiske Østindiske Kompagni dominerede allerede i Bengalen omkring Kolkata. Kompagniet frygtede, at mission skadede forholdet til inderne og ville ikke vide af missionærer.
De tre asylanter blev smuglet ind i Frederiksnagore og kæmpede bravt for at udbrede kristendommen, hvilket aldrig rigtig lykkedes. Derimod lykkedes det for dem at oversætte Det Ny Testamente til bengalsk og skrive og udgive den første bengalske ordbog. Det var en pionerindsats, som var med til at åbne Nordindiens sprog og kultur mod Europa, noget bl.a. den danske sprogforsker Rasmus Rask fik glæde af.
De startede også børneskoler i og omkring Serampore. Det var missionsskoler: Eleverne skulle helst blive kristne. Men sigtet var også at lære dem engelsk, matematik, biologi, fysik og kemi, altså introducere en grundlæggende vestlig uddannelse, som hverken den indiske stormogul eller det britiske Østasiatiske Kompagni havde blik for.
Endelig lykkedes det missionærerne at få den danske konges tilladelse til at stifte et college i Serampore. Serampore College var (og er) et kristent præsteseminarium, men udviklede sig også til at blive det første universitet i Indien, der var baseret på vestlig viden og moderne vestlige videnskabelige metoder.
Prægede Indien
Den lille, glemte og ret mislykkede danske koloni fik på den måde indirekte blivende betydning for Indiens udvikling.
Indien har i dag masser af universiteter, der fulgte efter det første i Serampore, men inspirationen fra det gamle college satte også religiøse og politiske spor.
Træningen i vestlig kritisk og selvstændig tænkning fik studenter i Serampore til at gøre oprør mod de kristne missionærer og grundlægge en ny videnskabeligt inspireret reformhinduisme, som bl.a. nobelprisvinderen Robindronath Tagore og Ramakrishnamissionen blev påvirkede af. De kritiske studenter fra missionsuniversitetet i Serampore var også med til at starte selvstændighedsbevægelsen i Indien, der i 1947 bragte det britiske kolonistyre til fald.
Gøre forskel – uden at ville
Intet af dette var tilsigtet, men det skete. Pionererne var britiske, men med basis i deres danske fristed. Man kan i dag spørge, om den vestlige udvikling, de satte i gang, nu også var den rette vej for Indien. Det er der ikke noget entydigt svar på.
Derimod er det givet, at det i dag næsten ukendte Serampore/Frederiksnagore fik en blivende udviklingspolitisk betydning, som hverken vores besiddelse af De Vestindiske Øer, Guldkysten eller den senere statslige danske udviklingsbistand i Indien kan matche.
De utilsigtede virkninger af dansk udenrigspolitik er somme tider større og mere positive, end vores bevidste forsøg på at ’gøre en forskel’ i Asien, Afrika og Latinamerika.
Derfor er Serampore en vigtig del af historien om Danmark i Verden.
