Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
På de netop overståede kirkedage i Herning holdt professor Miroslav Volf fra Yale universitetet i USA et oplæg om det gode liv. Her startede han med at konstatere, at der blandt unge studerende i hans hjemland USA er mange, der søger rådgivning om det perfekte liv. Kurset om at designe sit liv er det mest eftertragtede kursus overhovedet.
Men den indre designer-rolle er ikke nødvendigvis det, som giver ro. Hvor universiteterne oprindelig blev skabt på det grundlag, at de skulle bidrage til virkeliggørelsen af det gode liv, så er den overordnede vision i dag skubbet i baggrunden til fordel for et fokus på de mere tekniske behov.
Universiteterne er generelt mindre optaget af endemålet, og mere fokuseret på at give de studerende redskaber til at kunne følge den drøm, som de har. Men hvor drømmen er individuel, er det gode liv essensen af tusinde års opsparet erfaring, og i dag er der ikke nogen fælles vision om, hvad det gode liv er.
Målet med tilværelsen bliver sat ud fra drømme og ønsker, der kan skifte over årene og ændres i forhold til livets forskellige stadier.
Religionernes rolle
Når man følger sin drøm og drømmen er målet, så fejler man livet, hvis ikke man når den drøm. Men da drømmen ikke er fast, så er risikoen for at opleve, at man fejler, stor.
Hvad regnes som succes, når vi ikke er enige om, hvad endemålet er?
Hvad regnes for at være en drøm, som er værd at opnå? Hvad for et liv er værd at efterstræbe? Det er der ikke enighed om.
I hele processen går evnen til at indse, hvad der virkelig tæller i tilværelsen, tabt. En maskine kan ved at lære det enkelte menneske at kende f.eks. igennem Facebook og brug af internet, lave et meget præcist billede af, hvem denne person er, og hvad vedkommende mener. Det er til dels kernen i brug af algoritmer, som det engelske firma der hjalp Donald Trump i valgkampen blev beskyldt for. Nemlig at forudsige, hvordan bestemte mennesker forholder sig til bestemt information.
Det som maskinen ikke kan sige – og som måske er det vigtigste – er hvem vi burde være! Hvad er indholdet i et blomstrende liv? Det er netop religionernes rolle at fortælle dette. Den opsparede visdom, der ligger i religion om hvad det gode liv er er på vej til at gå tabt i takt med at religion og tro forsvinder ud af folks liv.
Religionerne kan fortælle den store historie. Trosbekendelsen i kristendommen kan ses som denne store historie. Religion er en universal historie. Den sandhedssøgende samtale om, hvad der har mest betydning i tilværelsen. I dag er teologi heller ikke særlig optaget af, hvad det gode liv er. Der læses få teologibøger i det hele taget.
Miroslav Volf, der selv er teolog, mente, at teologi er blevet optaget af smerte og depression i stedet for den store fortælling om livet.
Hastigheden i det moderne samfund er en stor udfordring, og særlig når der ikke er noget anker at binde livets fortælling op på. Vi kommer let til at glemme al den godhed, der er bag ved os; den verden der allerede er givet os, i søgningen efter den verden, som vi drømmer om.
Det gode liv handler om den indre motivation. Den bygger på livserfaring og opsparet visdom, og er ikke flyvsk som drømme – og den kan vi ikke designe helt selv.
