Frederik C. Boll, autoriseret arbejdsmiljørådgiver og stifter af rådgivningsvirksomheden Ingerfair
Udfordringen med dårligt psykisk arbejdsmiljø i NGO-branchen har i de sidste år trukket overskrifter i medierne. Senest fik direktøren i Red Orangutangen sin lederstil offentlig evalueret i Globalnyt.
Det er mediernes opgave at lufte det beskidte undertøj, og når medarbejdere går i medierne, er det som ofte fordi, alt andet er prøvet, men ingen har lyttet. Det flytter bare ikke særlig meget for den samlede udvikling af arbejdsmiljøet i ngo-branchen at pege enkeltpersoner ud.
Ligesom andre brancher arbejder med at ændre en usund kultur, så er opgaven den samme for ngo branchen. Men så længe vi ikke taler om det vigtige, så griber vi efter
løsninger, som ikke har særlig stor eller ingen effekt – hverken for den enkelte
arbejdsplads eller branchen som helhed.
Det flytter bare ikke særlig meget for den samlede udvikling af arbejdsmiljøet i ngo-branchen at pege enkeltpersoner ud
Frederik C. Boll, Ingerfair
Usikre finansieringsvilkår forstærker ofte dårligt arbejdsmiljø. I en artikel tidligere i år i Globalnyt fortæller ni internationale ngo’er, at deres medarbejderomsætning (altså den andel af de danske ansatte, der forlader organisationen på et år) svinger fra under 10 procent til over 40 procent. Arbejdsmiljøforsker og professor ved Syddansk Universitet Peter Hasle forklarer, at medarbejderomsætningen helst skal ligge under 10 procent.
Selvom Globalnyts rundspørge kun dækker meget få ngo’er, svarer det
overens med min erfaring, at nogle ngo’er rammes af en høj medarbejderomsætning, mens andre ngo’er ikke gør.
En del af medarbejderomsætningen handler om fondsfinansiering, hvor et projekt afsluttes, og medarbejderens kompetencer ikke kan overføres til andre projekter. Usikre finansieringsvilkår fremhæves også ofte som hovedårsagen til dårligt arbejdsmiljø i NGO’er.
Men i ovennævnte artikel fortæller Peter Hasle, at de særlige og ofte vanskelige finansieringsvilkår ikke alene forklarer den høje medarbejderomsætning, der er i flere af de ngo´er, Globalnyt har talt med.
Også mine egne undersøgelser viser, at usikker finansiering kun er en forstærker af eksisterende udfordringer. Problemer som følelsesmæssig belastning, uklarhed i roller og governance-strukturer er blandt de faktorer, der i virkeligheden påvirker arbejdsmiljøet mest.
Ngo´er har altid været præget af usikre finansieringsforhold, men disse i sig selv skaber ikke dårligt arbejdsmiljø – de forværrer blot eksisterende udfordringer.
Så længe vi ikke taler om det vigtige, så griber vi efter løsninger, som ikke har særlig stor eller ingen effekt
Frederik C. Boll, Ingerfair
Branchestandard nødvendig
Der skal selvfølgelig være plads til debatten om finansieringsvilkår. Men en anden vigtig samtale presser sig på. Den handler om, hvilket psykisk arbejdsmiljø både ledere og medarbejdere rimelig vis kan forvente af deres ngo-arbejdsplads. Vi bliver med andre ord nødt til at tale om en branchestandard for et sundt psykisk arbejdsmiljø.
Det virker måske omsonst at skulle lave en branchestandard for et sundt
psykisk arbejdsmiljø, for der er faktisk lovgivning der kræver, at
arbejdspladsen netop sikrer dette for alle dens ansatte.
Ondt i det gode hjerte
Artiklen er en del af serien Ondt i det gode hjerte om en ngo-branche fyldt med passionerede medarbejdere, der ofte lider under dårlige arbejdsforhold. I den kommende tid sætter vi fokus på de værste problemer, men også på steder og personer, der kan inspirere til at gøre det bedre.
Ved du noget, vi bør vide? Så kontakt os endelig på [email protected] .
Eller skriv, ring, WhatsApp, sms eller Signal til Morten Scriver Andersen eller Søren Steensig.
Alle henvendelser behandles fortroligt. Husk at bruge en krypteret mailtjeneste (som Protonmail), hvis du vil skrive til os krypteret.
Det, der kan forhindre arbejdspladser i at efterleve loven, kan selvfølgelig handle om bestyrelser eller en ledelse, der ikke tager deres ansvar på sig. Det er dog min erfaring, at det ofte er arbejdspladsens kultur, som gør at ledere såvel som medarbejdere har svært ved at passe på sig selv i bestræbelserne på at gøre en forskel for andre.
Gennem de sidste mange år har jeg og mine kolleger undersøgt og rådgivet
om psykisk arbejdsmiljø i ngo´er på tværs af sektorer og i store og små
organisationer. Vi oplever, at det som oftest ikke skyldes ond vilje, når lovgivningen ikke følges.
Derimod skyldes det meget ofte, at der er en meget stærk kultur i ngo-branchen, hvor vi forventer for meget af andre og af os selv. Hvor det er svært at være kritisk overfor nye projekter eller frivilliges engagement. Og hvor vi alt for ofte glemmer at tale om, hvordan vi passer på os selv, mens vi gør en forskel.
Organisationer hopper i arbejdstøjet
I Ingerfair, hvor jeg arbejder til dagligt, har vi i samarbejde med Velliv
Foreningen taget initiativ til at samle en arbejdsgruppe på tværs af sektorer i
ngo-branchen og med arbejdsgiver og -tager organisationer. Det næste år skal gruppen arbejde på at formulere en branchestandard for sundt psykisk arbejdsmiljø.
I arbejdsgruppen er Dansk Magisterforening, Kooperationen, CISU,
Civilsamfundets Brancheforening, ISOBRO, Dansk Live, FriSe og Center For
Frivilligt Socialt Arbejde.
Jeg tror bestemt ikke, at en branchestandard, der gør det tydeligt, hvad ledere
og medarbejdere som minimum kan forvente af deres arbejdsplads, er løsningen på
alle udfordringer i ngo-branchen.
Men en branchestandard er et bud på, hvordan vi gør det mere legitimt for medarbejdere og ledere at tale om de forventninger, man rimeligvis har til et sundt og sikkert arbejdsmiljø.
Det er også et modsvar til den stærke kultur, der præger ngo-branchen, så
man husker, at man også skal passe på sig selv, mens man gør en forskel for
andre.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens holdning.
Har du selv lyst til at deltage i debatten om arbejdsmiljøet i ngo-branchen, eller ligger du inde med et andet emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion, så skriv endelig til [email protected]
