KØBENHAVN, 1. September 2008: Mandag overtog det rådgivende ingeniørfirma NIRAS administrationen af det Internationale Humanitær Beredskab, IHB, fra Udenrigsministeriets kontor for Humanitær bistand og NGO samarbejde, oplyser ministeriets hjemmeside.
Udenrigsministeriet bevarer det politiske ansvar for IHB, men den praktiske administration er overdraget til NIRAS, og det er fremover NIRAS, der – på vegne af Udenrigsministeriet – varetager den personlige kontakt med IHB’erne.
Udliciteringen blev besluttet sidste år, og 9. april blev kontrakten med NIRAS underskrevet.
Det e fortsat Udenrigsministeriet, der varetager administrationen af bevillingerne til Læger Uden Grænser, Dansk Røde Kors, Flygtningehjælpen og Beredskabsstyrelsen. Man kan fortsat søge optagelse i IHB via Udenrigsministeriets hjemmeside.
NIRAS startede i 1956 og er siden vokset støt, både i Danmark og uden for landets grænser. Firmaet arbejder med traditionelle og specialicerede ingeniøropgaver, projektadministration og udvikling af menneskelige resurser.