Klimaforandringer, langvarige konflikter og politiske omvæltninger har ikke kun udfordret traditionelle tilgange til bistand, men har også fået humanitære organisationer til at overveje, hvordan de skal orientere og tilpasse sig i forhold til ændrede og omskiftelige forhold, nu og på længere sigt.
På den ene side er der proaktive initiativer i spil for at kunne forudse fremtidige behov fremfor udelukkende at reagere på nødsituationer, på den anden side har forskelligartede aktører fra civilsamfundet og erhvervslivet udvisket grænserne for, hvad humanitært engagement er, og hvem de humanitære aktører udgøres af.
Et nyligt seminar med titlen “Humanitarianism in Crisis?” havde fokus på det humanitære systems udfordringer og konsekvenserne af disse. Arrangeret af Ida Marie Savio Vammen, DIIS, og Lisa Ann Richey, CBS, diskuterede Polly Pallister-Wilkins, University of Amsterdam, Antonio de Lauri, Chr. Michelsen Institute, og Nauja Kleist, DIIS, centrale tendenser, og hvordan ’nye’ humanitære aktører udfordrer det etablerede system. Et hovedspørgsmål var hvorvidt og hvordan det humanitære system står over for en legitimitetskrise, og i så fald hvilke implikationer dette har for humanitære indsatser i fremtiden.
Mangel på samspil mellem uformelle og formelle humanitære aktører
Forestillinger om fremtiden og måden at organisere humanitære indsatser på var et fælles tema for både Pallister-Wilkins og de Lauris indlæg. Pallister-Wilkins talte om indgroede koloniale logikker og heraf følgende blinde pletter, for eksempel i forestillinger om eksisterende humanitære aktører og praksisser, som ikke er en del af det formelle system.
Aktiviteter der sker her og nu – for eksempel organiseret af lokale græsrødder eller diasporagrupper – opfattes som noget, der måske ville kunne spille en humanitær rolle en gang i fremtiden, fremfor noget der allerede har betydning nu. Herved relativeres sådanne ’alternative’ aktører og aktiviteter, i det de fremstilles som afhængige af facilitering fra formelle humanitære system, hvis de ikke problematiseres eller slet og ret overses.
De Lauri pointerede ligeledes vigtigheden af at forstå humanitære indsatsers organisatoriske logikker og samspillet mellem forskellige aktører, og nævnte som eksempel sin forskning om humanitære indsatser på den italienske ø Lampedusa.
Redningsaktioner på Middelhavet udført af ikke-formaliserede aktører [er] blevet kriminaliseret og problematiseret.
I modsætning til situationen i 1990’erne, hvor lokale fiskere og sømænd reddede strandede migranter, er lokalbefolkningen nu formelt udelukket fra modtagelsen, som er blevet stærkt formaliseret og begrænset til udvalgte aktører. Ligeledes er redningsaktioner på Middelhavet udført af ikke-formaliserede aktører blevet kriminaliseret og problematiseret. Endelig er der græsrodsgrupper med deltagere fra andre dele af Europa til stede, med fokus på solidaritet med strandede migranter. Her er forskellige logikker og bevæggrunde på spil i forhold til humanitært engagement.
’Alternative’ humanitære aktører i det globale syd
I seminarets diskussion blev fokus rettet på et bemærkelsesværdigt skift mod det globale syds involvering i humanitære praksisser, hvor formalisering ikke er en forudsætning eller et udgangspunkt.
Richeys forskningsprojekt “Everyday Humanitarianism in Tanzania” (EHTZ), der udføres i samarbejde med en tværfaglig gruppe forskere fra Danmark, Storbritannien og Tanzania, udforsker dette i en tanzanisk kontekst. Forskningsholdets resultater viser, at lokale ’hverdagsbidragsydere’ udviser en adfærd som ligner den, der udvises af udenlandske institutionaliserede bidragydere – trods meget forskellige måder at organisere deres aktiviteter på. Begge grupper reagerer reaktivt og overvejer, hvordan de kan maksimere effektiviteten af deres assistance ved nøje vurdering af modtagerne.
Kleists aktuelle forskning analyserer en lignende problematik men med fokus på somaliske diasporagrupper i Østafrika og Europa. Projektet ”Diaspora Humanitarianism in Complex Crises” (DHUM) udføres i samarbejde med forskningskolleger i Nairobi og Hargeisa og undersøger humanitær assistance fra somaliske diasporaaktører i Kenya, Zambia og vestlige lande til Somalia og Somaliland. Kleist fremhævede, hvordan det at give til og være solidarisk med andre somaliere er en etableret praksis, som er indlejret i sociale relationer og repertoirer såvel som Islam. Dette betyder, at mobilisering og accountability er organiseret omkring tillid og social kontrol snarere end bureaukratiske procedurer.
I modsætning til Tanzania-casen viser DHUM-holdets forskning imidlertid også, at modtagerne ikke udelukkende består af allerede etablerede sociale relationer, som familiemedlemmer eller venner, men at der også mobiliseres nødhjælp til ukendte modtagere, for eksempel i tilfælde af katastrofer som tørke eller oversvømmelser. Snarere er der tale om forskellige typer mobiliseringslogikker og praksis, alt efter krisernes omfang og type.
Det humanitære system står i en legitimitetskrise
Kleist bad desuden de øvrige talere om at reflektere over konsekvenserne af den humanitære terminologi. Det fik Richey til at understrege, at der er en betydelig magt i at definere en situation som humanitær, da det ofte legitimerer ekstraordinære tiltag.
De Lauri forklarede yderligere, hvordan EU’s kystvagtsoperationer i internationalt farvand i Middelhavet retfærdiggøres med henvisning til humanitære kriser. Dette giver både mulighed for at redde migrantbåde i havsnød, øget overvågning og militarisering overvågning. Den humanitære indsats går dermed hånd i hånd med politiske formål.
Udvikling og markedsføring af produkter og aktiviteter i humanitære indsatsers navn gør det også mere appellerende for virksomheder at investere i sådanne, hvilket igen giver anledning til kritiske undersøgelser af, hvem der i sidste ende drager størst fordel af sådanne interventioner – de humanitære aktører, inklusive virksomheder, eller modtagerne.
Disse eksempler demonstrerer derved, hvordan det formelle humanitære system kan siges at være i en legitimitetskrise. Pallister-Wilkins fremhævede yderligere to væsentlige udfordringer, som sektoren står overfor:
For det første: Klimaforandringer er en eksistentiel og planetarisk trussel, som gør det nødvendigt at reevaluere de humanitære normer og praksisser, fordi de kræver en global indsats – og det udfordrer det fremherskende fokus på lokalt baserede interventioner.
For det andet: Den stigende udbredelse af autoritære regimer og højreekstremistisk populisme udgør en direkte trussel mod de humanitære principper. Det gør den fordi, angreb mod marginaliserede grupper – baseret på xenofobi, racisme og homofobi – underminerer menneskerettighedernes universalitet og det undergraver grundlaget for humanitær handlen.
Vejen frem
At stå i et vadested er udfordrende men giver mulighed for tilpasning og forandring. På seminaret blev der fremhævet to overordnede tendenser, som gør sig gældende i det humanitære system, som det ser ud i dag: proaktive tilgange og lokalisering.
Proaktive tilgange – eller såkaldt anticipatory action – bestræber sig på at forudse og forberede sig på fremtidens humanitære behov, ofte baseret på big data. Tanken er, at man med den slags tilgang kan undgå igen og igen at skulle yde nødhjælp til kriser, som rent faktisk kan forudses. Her kan lokal viden med fordel inddrages yderligere.
Tanken er, at man med den slags tilgang kan undgå igen og igen at skulle yde nødhjælp til kriser, som rent faktisk kan forudses.
I forhold til den anden tendens, lokalisering – altså ønsket om at lokale aktører i stigende grad skal stå for de humanitære indsatser – fremhævede deltagerne især, at det er helt centralt at anerkende lokalsamfunds og diasporagruppers fortløbende engagement og indsats, fremfor at se disse som problematiske eller besværlige.
Forskningsprojekterne om hverdags-humanitære praksisser i Tanzania og blandt somaliere i diasporaen og lokalt i Somalia udgør et lovende grundlag for sådanne overvejelser, med fokus på solidaritet og bæredygtighed. Samtidig giver de mulighed for at reflektere over de koloniale undertoner, der gennemsyrer industrien blandt andet i forhold til forestillinger om, at den typiske humanitære aktør er hvid, velstillet, og i gang med at redde det globale syd.
Nauja Kleist er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Lisa Ann Richey er professor i globalisering på Institut for Ledelse, Samfund og Kommunikation ved Copenhagen Business School (CBS) og Alexander Maxelon er studentermedhjælper på Institut for Ledelse, Samfund og Kommunikation, CBS.