Det nye MS-brand: Demokrati og folkelig indflydelse – landsindsamling til december

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Fattige menneskers demokratiske ret til indflydelse på deres eget liv og udvikling lokalt, nationalt og globalt skal være Mellemfolkeligt Samvirkes ledetråd i det arbejde organisationen udfører sammen med sine partnere og udviklingsarbejdere i Syd og i foreningens formidlingsarbejde i Danmark.

Mellemfolkeligt Samvirke skal nemlig fokusere sin indsats for at opnå den nødvendige egenfinansiering på henholdsvis 6 mio. i år og 12 mio. næste år. Til den ende opererer organisationen med en landsindsamling til december

Af Anne Mette Nordfalk
informationsmedarbejder i MS

Ovenstående var det ene af 2 temaer på organisationens ekstraordinære repræsentantskabsmøde på Borup Højskole den 28. januar, der blev holdt som følge af de voldsomme besparelser regeringen har påført bl.a. MS.

Mødets andet tema var et forslag om overgang fra repræsentantskabsmodellen til generalforsamlingsmodellen, et forsøg på at slanke organisationen og gøre de demokratiske strukturer mere gennemskuelige. Mødet var derfor arrangeret som det formodentligt sidste repræsentantskabsmøde i MS historie, efterfulgt af den allerførste generalforsamling.

I kan ikke slå os ihjel

Ifølge MS-formand Søren Hougaard har besparelserne medført ”den største krise i foreningens mere end 60-årige historie”. Derfor var stemningen blandt de ca. 150 fremmødte medlemmer da også alvorlig og afventende ved mødets start.

Efter en fællessang indledte Søren Hougaard mødet med en beretning, der både var et overblik over katastrofen og et oplæg til en vej fremad i et styrket MS. Der var hug til regeringen for dens vedvarende og stadig mere massive angreb på u-landsbistanden, men også et budskab om håb og kampånd:

– Mellemfolkeligt Samvirke tager kampen op, vi skal vise, at foreningen har så meget at byde på, at selv urimelige nedskæringer og egenfinansieringskrav ikke kan knække os, sagde formanden med fast stemme.

Blandt lyspunkterne pegede Søren Hougaard på, at MS har en større medlemsskare end nogensinde. MS har i dag 7.500 individuelle medlemmer, hvilket er dobbelt så mange som i 2002 samt en ”solid base” på 85 kollektive medlemmer, hvoraf mange ifølge Søren Hougaard har meldt sig med tilbud om støtte i denne svære tid.

Formanden rundede af med at præsentere dagens 2 hovedpunkter: Overgangen fra repræsentantskab til generalforsamling og MS nye fokus på demokrati. Sidstnævnte fik naturligt nok flest ord med på vejen.

– Vi skal fokusere vores indsats i de kommende år om en sag, en sag som vi ønsker at være gode til at arbejde med og som udspringer af foreningens vision og mission, sagde Hougaard om konsekvenserne af MS stærkt formindskede budget.

Bred debat i salen

Den efterfølgende debat viste overordnet opbakning til ledelsens oplæg. Regeringen og dens sparetiltag fik mange beklagende ord med på vejen: Lige fra indstiftere af et ”Annus horribilis” til ”udgivere af en manual til afvikling af Danmarks frivillige organisationer”.

Samtidig understregede samtlige talere, at de tilsluttede sig nødvendigheden af fokusering. Nogle udtrykte bekymring over om demokrati var for snævert et fokus: Steen Folke, udviklingsforsker og medlem af MS-styrelsen mente, at MS mission og vision udtrykt i det nye politikpapir fra 2005 “Partnership against Poverty” lægger op til større bredde, at behovet for branding har fået lidt for stor rolle og at f.eks. slagkraftige kampagner som “Stop Handelsrøveriet” ikke har en naturlig plads i et fokus på demokrati.

Det sidste mente formandskabet dog ikke var tilfældet, lige som formanden generelt understregede, at det ikke er slut med udvekslingsaktiviteter, der ikke har demokrati som primært fokus, men at de som har skal ”helt frem i udstillingsvinduet”.

Ingen tid til internt demokrati

Eneste officielle repræsentant fra Syd var Okech-Owiti, der repræsenterede Mellemfolkeligt Samvirkes policy advisory boards (PAB), lokalt nedsatte rådgivende udvalg bestående af partnere, lokale ressourcepersoner og eksperter samt udviklingsarbejdere.

Efter at have fået samtlige tilstedeværende til at rejse sig og udbringe et leve for MS og for arbejdet for og med de fattige, efterlyste Okech-Owiti en demokratisk debat med MS partnere og hele Sydprogrammet, omkring det nye valg af fokus.

Han udtrykte håb om, at der var tale om et oplæg til diskussion og at man snarest kan mødes og tage den diskussion. Helt konkret foreslog han, at diskussionen skulle foregå ”Indenfor en tidsramme på maximum 3 måneder”.

Om selve MS partnerskabstilgang havde Okech-Owiti dog kun lovord: ”Jeg har set og arbejdet med mange udviklingsorganisationer, som taler om partnerskab, men MS er den eneste som faktisk lever op til ordene i deres arbejde”, sagde han med vægt og varme under den efterfølgende middag.

Flere medlemmer var også af den mening, at såvel medlemmer, som partnere og MS ude i verden burde have været med på råd i valget af fokus.

Denne holdning blev imødegået af næstformand Nils Brøgger Jakobsen, der sagde, at han også kunne have ønsket at have 5 år til at debattere den nye situation, men at krisen havde krævet omgående reaktion og at bestyrelsen så det som sit helt klare ansvar at påtage sig at sikre MS overlevelse gennem en række konkrete forslag som de fremlagte.

Samtidig tilkendegav han, at Okech-Owitis forslag om at mødes snarest ville blive bakket op fra ledelsen, om end en fast tidsramme ville blive svær at efterkomme.

Udvikling og udveksling i en global organisation

Overordnet blev det både fra ledelse og medlemmer slået fast, at kernen i MS er mødet mellem mennesker, og at MS både er en u-lands- og udvekslingsorganisation, en “global organisation”, som det blev udtrykt af Søren Hougaard.

Herunder fik hele udsendelsesmodellen en del indlæg med på vejen. Nogle foreslog flere DWere (u-landsfrivillige) i kortere tid, ud fra tanken om, at DWere jo skal fungere som MS ambassadører efter hjemkomsten til Danmark, mens andre afviste dette med, at det allerede er frustrerende for partnere at skulle have ny DWer hvert andet år.

En anden vinkel på MS-arbejdet fremover var alliancer med andre NGOer, særligt nu, da der er indlysende brug for at stå sammen i NGO-miljøet og indlysende grunde til at konkurrere. SF-politikeren, Steen Gade, var blandt de medlemmer, der havde netop det budskab til det nye MS: ”Husk at samarbejde – se ikke Ibis, Folkekirkens Nødhjælp og de andre som konkurrenter”.

Ikke kun ussel mammon

Et var fokus på temaet demokrati og på en ny og mere moderne organisationsstruktur. Før de afgørende afstemninger bød dagen også på input til et andet vigtigt fokusområde, nemlig den fundraising, der skal gøre Mellemfolkeligt Samvirke i stand til at udføre sit arbejde.

Kommunikationschef Tine Lange holdt oplæg om Mellemfolkeligt Samvirkes nye strategi for fundraising. Og huskede alle på, at der jo ikke er sat et loft over regeringens angreb på MS og andre NGOer. Det er derfor en løbende målsætning, at gøre MS mindre afhængigt af Udenrigsministeriet gennem udforskning af andre økonomiske kilder.

Først og fremmest annoncerede Tine Lange en landsindsamling i december og lovede, at temaet her bliver langt mere konkret end blot “demokrati”. Hun slog til lyd for at landsindsamlingen skal være en hvervekampagne både blandt medlemmerne, og med hjælp fra disse når hr. og fru Danmark skal konfronteres med Mellemfolkeligt Samvirkes behov for økonomisk støtte.

Udover indsamlinger skal MS som så mange andre danske NGOer i gang med metoden ‘face-to-face’, i form af et korps af frivillige, der hverver medlemmer foran Kvickly, på Kultorvet og andre steder i byen.

Der har været en del tvivl om metoden, fortalte Tine, ”men alle siger: I kan ikke undvære det”, var hendes konklusion, som hun bakkede op med tal fra både Folkekirkens Nødhjælp og andre organisationer, der benytter strategien.

Herudover bød oplægget på telemarketing og forslag til et fortællerkorps af tidligere udsendte. Samt en helt ny satsning på samarbejde med udvalgte virksomheder.

Der er altså lagt op til en mere aktiv brug af medlemmer, både som bidragydere, indsamlere og som formidlere af kendskabet til Mellemfolkeligt Samvirke i det ganske land samt til at gå nye veje, både udi det kommercielle og i mødet med den almindelige dansker.

Ny model, slankere bestyrelse og nyt fokus – en grund til at feste

Den kampånd, som formanden fra dagens start havde lagt op til, bar frugt og i dagens slutning var både den nye generalforsamlingsmodel, en decimeret bestyrelse på 11 medlemmer og det nye demokratifokus vedtaget enstemmigt.

Så der var god stemning, da MS ansatte og medlemmer med spisning og fest satte punktum for en lang skelsættende dag på vej mod en udfordrende fremtid.

Kilde: www.ms.dk