Det skal du se på CPH:DOX

trophy
'Trophy' er instrueret af Shaul Schwarz.
Foto: Still fra filmen - pressefoto fra CPH:DOX.
Gerd Kieffer-Døssing

11. marts 2017

’Trophy’

Trofæjagt er big business. Storvildtjægere betaler hvert år mange hundrede tusinde dollars for at få lov at nedlægge et af verdens store pattedyr. ’Throphy’ kigger nærmere på industrien og tvinger undervejs tilskuerne til igen og igen at revurdere deres holdning til fænomenet.

Niklas Engstrøm siger:

”Det er en fuldstændig forrygende film, fordi den på en virkelig stærk måde formår at fortælle den virkelig komplekse historie omkring trofæjagt. Omkring det økonomiske system og kommercialiseringen af at skyde de her store dyr. Det er en film, der gør det, dokumentarfilm er bedst til: Den formår at skabe mere kompleksitet, og det synes jeg jo, er fantastisk; at man både kommer klogere og mere rundt på gulvet ud af biografen.”

’Trophy’ er nomineret til festivalens F:ACT Award, der dækker feltet mellem dokumentarisme og undersøgende journalistik.

Filmen har international premiere på CPH:DOX og spiller: 22. marts kl. 20.00 i Empire Bio, 23. marts kl.19.15 i Cinemateket og 26. marts kl. 16.45 i Cinemateket.

’City of Ghosts’

Mens internationale og nationale kræfter kæmper om magten i Syrien, kæmper de civile journalister deres egen kamp. I ’City of Ghosts’ følger vi en række journalister, der sætter deres liv på spil for at dokumentere ISIS’ indryk og forbrydelser i byen Raqqa.

Niklas Engstrøm siger:

”’City of Ghosts’ er noget af det stærkeste, der er på filmfestivalen i år. Det er en fuldstændig, fantastisk skildring af nogle ekstremt modige syriske journalister, der har viet deres liv til at fortælle om ISIS’ ødelæggelser af deres land. Det er virkelig en film, som ingen kan gå uberørt fra.”

’City of Ghosts’ er med i festivalens internationale hovedkonkurrencen DOX:AWARD.

Den spiller på CPH:DOX: 22. marts kl. 18.15 i Bremen Teater, 24. marts kl.12.00 i Cinemateket og 25. marts kl. 19.00 i Grand Teatret.

’Dead Donkeys Fear No Hyenas’

I fremtiden vil adgangen til landbrugsjord blive altafgørende, og allerede nu er væddeløbet om jord i fuld gang. Det mærker millioner af mennesker i folkerige Etiopien, hvor kampen om retten til ressourcer er barsk og ulige og spinder tråde hele vejen op til svenske spekulanter.

Niklas Engstrøm siger:

”Instruktøren Joakim Demmer har brugt syv år af sit liv på at fortælle om land grabbing i Etiopien, der er skyld i flytningen af millioner af mennesker og ødelæggelse af naturreservater. Det er en film, der trækker tråde fra den etiopiske regering, over private virksomheder i Saudi Arabien og op til virksomheder i Sverige.”

’Dead Donkeys Fear No Hyenas’ er nomineret til festivalens F:ACT Award, der dækker feltet mellem dokumentarisme og undersøgende journalistik.

Filmen har international premiere på CPH:DOX og spiller: 18. marts kl. 17.30 i Empire Bio, 20. marts kl.16.45 i Cinemateket og 25. marts kl. 21.30 i Nordisk Film Dagmar.

’Thank you for the rain’

‘Thank you for the rain’ er instrueret af Julia Dahr.


Foto: Still fra filmen - pressefoto fra CPH:DOX.

Kisilu er kenyansk landmand. Med et kamera i hånden dokumenterer han gennem fem år, hvordan klimaforandringerne smadrer hans lokalområde, hans afgrøder og hans families fremtid. Som nyudklækket klimaaktivist tager Kisilu til COP21 for at tale sin – og hele verdens – sag.

Niklas Engstrøm siger:

”Hvis man ikke er blevet følelsesløs, når det gælder flygtninge, så er man det nok i hvert fald på klimaområdet. ’Thank you for the rain’ er en film, der formår at fortælle en menneskelig historie, så man forstår, hvad klimaforandringerne betyder for en almindelige landmand i Kenya. Vi følger Kisilu gennem de voldsomme oversvømmelser, tørker og storme, som præger Kenya, og hvor man virkelig kan se de fuldstændige vanvittige forandringer, der er sket de sidste 20 år af det lokalområde, han bor i. Det er på mange måder en virkelig stærk film.”

Filmen har international premiere på CPH:DOX og spiller: 21. marts kl. 20.00 i Empire Bio, 23. marts kl.16.45 i Cinemateket og 25. marts kl. 12.00 i Nordisk Film Palads.

Læs også Globalnyts interview med Niklas Engstrøm der handler om, hvorfor CPH:DOX gør meget ud af at have film fra Afrika, Asien, Latinamerika og Mellemøsten på programmet.

CPH:DOX er en af verdens største dokumentarfilmfestivaler. På deres hjemmeside skriver festivalen, at man med afsæt i dokumentarfilmen sigter mod “at bygge bro mellem film og en bred vifte af relaterede kunstformer.” CPH:DOX har eksisteret siden 2003, og i år løber festivalen over 10 dage fra torsdag d.16. til søndag d.26. marts. Gå selv på opdagelse i festivalens program.