Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Han er desuden blogger på Globalnyt.
Jeg har et billede i en bog, som jeg er glad for af flere grunde. Det forestiller Danidas daværende souschef, Kaj Baagø, med et stort grin over hele ansigtet, da han – som den første – fik de danske udviklingsjournalisters ærespris, Nairobiprisen. Prisen var journalisternes tak til Baagø for hans engagement og åbenhed.
For sådan var forholdet mellem Danida og pressen dengang, at vi havde lyst til at takke en embedsmand for samarbejdet. Jeg var ikke selv med, men billedet viser tydeligt, at Baagø følte sig blandt venner hos os.
Journalister skal ikke være bonkammerater med deres kilder, og forholdet til Kaj Baagø var måske lidt for tæt. Men det hjælper immervæk at være engageret på samme side i den samme sag.
Det var i 1980. Jeg kom til at tænke på Baagø og det gamle pressefoto, da jeg forleden var til gå-hjem-møde med Timbuktufonden og IDA Global Development omkring journalist Jesper Heldgaards gode skriftlige analyse af dansk udviklingsbistand ’Reform eller udsalg’, der netop er offentliggjort.
De to organisationer havde inviteret en professor og to folketingspolitikere til at gennemgå analysen. Da gennemgangen var slut, spurgte jeg, om det ikke var en ide også at invitere udviklingsmininsteren til at deltage i debatten. Men det ville være formålsløst, svarede den ene ordfører, Christian Juhl fra Enhedslisten. Jeg fik indtryk af, at både arrangører og paneldeltagere mente, der var usandsynligt, at ministeren ville tale med os eller overhovedet møde op.
Den gang i 1980 kæmpede pressen og Danida for det samme. I dag anser IDA og Timbuktufonden åbenbart – og sandsynligvis med rette – det for håbløst at indbyde vores udviklingsminister til et venligt møde med en engageret forsamling. Den gensidige mistro mellem bistandsmiljøet og ministeriets folk er for massiv. Kampen om dansk udviklingsbistand har karakter af en stillingskrig mellem fjendtlige parter. Fællesskabet om mål og midler er et minde fra en fjern fortid.
Udvikling eller afvisning
Før var fattigdomsorientering selve grundpillen i dansk udviklingsbistand. Ifølge Heldgaards analyse lægger finansloven for 2022 op til, at næsten halvdelen af vores bistand næste år skal gå til skrøbelige stater og hindre migration. Skrøbelige stater producerer potentielt flygtninge, der kan finde på at sætte kurs mod Danmark.
En tilsvarende andel skal gå til klimabeskyttelse, et mål alle er enige om, men som også kan tolkes som dansk egeninteresse. Den globale opvarmning rammer alle, og opvarmningen i de varme lande får flere til at flygte mod Danmark og andre tempererede lande.
Udviklingsbistand er med andre ord i dag et uldent tema, både når det gælder mål og midler.
Det er uklart, om bistanden sigter mod at gavne fattige mennesker i fattige lande, eller om den mest handler om at holde os selv fri fra en invasion af muslimer og andre brune eller sorte folkeslag, som vi helst ikke vil se hos os.
Midlerne er også mangetydige og der er langt fra enighed om, hvor mange penge staten skal sætte af til udviklingsbistand på finansloven. Det er derfor let at forstå, hvorfor nogle mennesker anser en åben og fordomsfri debat med udviklingsministeren for næsten formålsløs. Vi er jo ikke engang enige om, hvad ’udvikling’ handler om i dansk politik!
Ikke desto mindre holder jeg fast i mit forslag. Hvis vores gensidige mistro er frosset fast, er løsningen at tø den op, ikke at fryse videre.
