Rapporten blev præsenteret af Mette Boye, direktør i DIEH og er en undersøgelse blandt virksomheder, interesse- og civilsamfundsorganisationer, som søger at tage temperaturen på tendenser, udfordringer og indsatser indenfor etisk handel.
Undersøgelsen er baseret på DIEH’s 80 medlemmers årlige rapportering til DIEH og har til formål at skabe transparens, indblik og dele erfaringer på tværs af sektorer.
Læs hele DIEH´s State of Ethical Trading 2016 rapport her
Ifølge DIEH viser rapporten at ”samfundsansvarlig forretningspraksis prioriteres i stigende grad, og særligt ses et øget strategisk fokus på arbejdstager- og menneskerettigheder. Rapporten viser, at der generelt blandt DIEH’s medlemmer arbejdes systematisk og målrettet mod at sikre gode arbejds- og miljøforhold, men også at der flere steder mangler ressourcer, fastsatte mål og topledelsens opbakning til indsatsen”.
Kun 22% af de adspurgte DIEH medlemmer i rapporten State of Ethical Trading forholder sig til Verdensmålene for bæredygtig udvikling, mens mere end 65% af de adspurgte bruger FNs Retningslinier for Menneskerettigheder og Erhverv som ramme for deres CSR arbejde. To tredjedele af DIEH’s medlemmer mener, at etisk handel i stigende grad bliver en prioritet indenfor deres virksomhed eller organisation, men det er stadig under halvdelen (46%), der melder, at topledelsen i deres virksomhed eller organisation har afsat midler til at fremme etisk handel
Ifølge DIEH er det vigtigt, at langt flere virksomheder får øjnene op for den etiske del af forretningen, og det er vigtigt at anerkende de virksomheder og organisationer, der allerede gør en stor indsats.
Lanceringen fandt sted på konferencen ”Etisk handel i landbrugs- og fødevaresektoren”, der blev afholdt i samarbejde med Landbrug & Fødevarer på Axelborg.
Dagen bød på oplæg fra EU-Kommisionens repræsentation i Danmark ved Stina Soewarta og Arla Foods ved Head of Corporate Responsibility, Irene Quist Mortensen. Herudover var COOP, Fødevareforbundet NNF, CARE Denmark, Fairtrade Mærket Danmark og igen Arla repræsenteret i en paneldebat om hvordan man kan fastholde og udvikle etisk handel i landbrugs- og fødevaresektoren.