Af Patrick Mac Manus,
mangeårig aktiv i solidaritets- og u-landsmiljøet herhjemme
Det er et svært land, et svært liv. Southern Rhodesia hed det en tid, men hedder det ikke mere. Zimbabwe hedder det nu.
Et land med en historie og med digtere, der også afspejler denne historie. Om livet og lidelsen under den koloniale magt og denne magts sammenbrud. Og i de senere år fortvivlelse over den nye magts misbrug af magten.
Om styret under præsident Robert Mugabe, etableret siden 1980, skriver Chenjerai Hove. Ved siden af sine romaner har han fået udgivet flere digtsamlinger, senest Rainbows in the Dust (1998) og Blind Moon (2003). Følgende oversættelse er fra Rainbows in the Dust, et digt, der tegner et billede af magten i nutidens Zimbabwe.
Det er sådan vi pynter
magten:
med fløjter og rifler og krudt
fra forridere
blinkende lys
med formørkede ruder
bilkorteger
titler
uden håndtryk
uden smil
uden sorg
vi pynter magten
som en pest
En anden digter, Christopher Magadza, som ikke er blevet offentliggjort i Zimbabwe men hvis værker blev samlet i Poetry International Web i 2006, skriver også om tiden i landet, vanskeligheden ved at leve og nødvendigheden af at leve. Han skriver:
Det er ikke tiden til at sørge
men svigt er overalt
ikke tiden til at dø
men det er et sidste suk
ikke tiden til at leve
men barnet er født
I et andet digt skriver han om dem, der sulter på grund af mangel på fødevarer og sulter på grund af manglen på retfærdighed. Alligevel søger han fred i sit sind:
Blidt
visk bitterheden bort
fra mit bryn
helbred min sjæl, og
lad vreden mod svigt blive lindret
Der er også digte på Ndebele, både fra den koloniale tid og nutiden. Erfaringen er næsten uændret, historien gentager sig.
Et digt af Jerry Zondo ‘”Asingeke siyidilize imikhukhu yethu” (‘Vi kan ikke rive skurene ned’) fremhæver den koloniale lovgivning, der i 1940erne fordrev Ndebele til mindre frugtbare landbrugsområder.
I det uafhængige Zimbabwe i 2005 har regeringen også fordrevet Ndebele og andre befolkninger i et regeringsinitiativ med titlen Murambatsvina (bogstaveligt “at kaste smudset bort”). ‘Smudset’ var befolkningens ønske om et bedre liv og dens tab af loyalitet over for statsmagten.
Med voldelige metoder blev de fordrevet fra deres boligområder og tvunget til landområder, hvor de færreste finder et hjem eller udsigt til et bedre liv. I begge tilfælde lovede regeringerne, den koloniale og den nuværende, en bedre fremtid for de fortrængte. Men den nuværende statsmagts indgreb mod kolonial jordbesiddelse har kun gavnet de magtfulde i staten.
Dion Nkomo er også Ndebeledigter om kolonitiden og den parallelle historie, om fortid og nutid. I et digt ‘Ubuzwebami’ om sit ‘sårede borgerskab’ under den koloniale magt er ordene:
De overlever på vort blod og befolkningens tårer
Blodet spildes og tårerne løber
Men vort blod vil de ikke uendeligt smage
Bitre tårer falder ikke for ingenting.
Endnu ved vi ikke hvad der vil ske i Zimbabwe. Et fuldkomment sammenbrud truer. Inflationen er på 7.600 procent ifølge regeringen og 13.000 procent ifølge uafhængige kilder.
Fattigdommen vokser og mellem 4 og 5 millioner zimbabweanere er flygtet til andre lande, især Sydafrika. Endnu hersker herskeren og hans kreds. Der er præsidentvalg i marts. Modstanden er splittet og svag.
Sulten fortsætter, afmagten fortsætter, digtene forsætter. Det kan være der kommer en dag, hvor sulten og afmagten vil svinde ind mens digterne digter med nyt håb og nyt liv.
Kilde: poetryinternationalweb.org med artikler og præsentationer af digtning fra Zimbabwe 2003-2007.
