Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, klarer sig godt på den årlige rangliste over tænketanke og forskningsinstitutioner, der beskæftiger sig med international politik, 2020 Global Go To Think Tank Index Report, som Think Tanks and Civil Societies Program, TTCSP, ved det amerikanske University of Pennsylvania står bag.
TTCSP beskæftiger sig blandt andet med den rolle som tænketanke og forskningsinstitutioner spiller i forhold til regeringer og civilsamfundet. Rapporten anses for den mest omfattende oversigt over tænketanke og forskningsinstitutioner og den indeholder flere end 6.500 fra hele verden.
Overordnet placeres DIIS på en 34. plads ud af 174, og zoomer vi ind på et af Globalnyts fokusområder, international udvikling, befinder instituttet sig på en 8. plads, ligesom det gjorde i 2020.
Ser man på de seneste år har DIIS’ overordnede placering på ranglisten blot flyttet sig en enkelt plads frem og tilbage siden 2017. Det er muligvis derfor, at man ikke kan finde en nyhed om placeringen på instituttets hjemmeside – hvilket man for eksempel kan hos nummer ét inden for udviklingsforskning, britiske The Institute of Development Studies (IDS).
I årene 2015-2019 blev nyheden troligt nævnt på instituttets nyhedsside.
Men Kristian Fischer er dog både glad og stolt over at DIIS klarer sig så godt på ranglisten, som det er tilfældet.
”Det vigtigste er den generelle placering over tid, og der ligger vi jo fint. Hvis vi benchmarker os i forhold til vores nordiske søsterinstitutioner, så ligger vi over dem. Det synes jeg, er meget rart som direktør for foretagendet.”
”At vi ligger nummer otte inden for international udvikling, er sgu flot. Jeg tror, det skyldes at vi har en tværfaglig tilgang, hvilket er lidt specielt i fohold til andre lignende institutioner. Vi har både historikere og psykologer, scient.polere, antropologer, kultursociologer og så videre. Vi har i hvert fald 15 forskellige faggrupper blandt personalet. Det er en del af vores dna, og forskerne arbejder på kryds og tværs af fagområderne.”
Det tværfaglige miljø skyldes blandt andet, at er DIIS er sammensat af fire tidligere uafhængige forskningsinstitutioner og er derfor relativt stort i forhold til søsterinstitutterne i de andre nordiske lande, siger han.
I Norge beskæftiger Chr. Michelseninstituttet sig med udviklingsforskning, mens Peace Research Institute Oslo (PRIO) har fokus på fred og sikkerhedspolitik og Norsk Utenrikspolitisk Institutt (NUPI) beskæftiger sig mere bredt med udenrigspolitik. Finland og Sverige har nogenlunde samme model, forklarer han.
En anden faktor, som Kristian Fischer mener spiller ind i forhold til DIIS’ placering på ranglisten, er at de ansatte både forsker og udfører såkaldt policyarbejde – for eksempel analyser for Udenrigsministeriet. På den måde får forskerne gode kontakter i ministerierne, som de kan udnytte i deres forskning.
Ændret verdensorden slår igennem
Udover anerkendelsen af sit eget institut, så bider Kristian Fischer mærke i, at der kommer flere og flere institutter fra ikke-vestlige lande med i toppen i ranglisten.
”Man ser faktisk den ændrede verdensorden slå igennem ved, at der er langt flere tænketanke fra det, som vi lidt bredt kalder det globale syd, end det tidligere var tilfældet. Det er virkelig en positiv ting at der kommer stærke vidensinstitutioner uden for den gamle vestlige verden. Det synes jeg er en interessant udvikling.”
Blandt institutionerne fra det globale syd, der markerer sig på listen er det brasilianske Fundação Getúlio Vargas (FGV) og indiske Observer Research Foundation (ORF)
Kristian Fischer blev udnævnt til direktør for DIIS i 2016 på en femårig kontrakt. I december 2020 blev kontrakten forlænget med tre år frem til og med 2024.