Anbefalinger
Hav færre, men skarpere prioriteter – gerne bare en enkelt – og brug højniveauelementet klogt til at gentage denne prioritet for at skabe politisk opmærksomhed om den.
Før som udgangspunkt forhandlinger via EU-gruppen, men opdyrk gerne alternative alliancer med eksempelvis LDC eller G7+ landene.
Højniveaumøder og konferencer er så forudsigelige, at det uventede træk ofte vil kunne få stor gennemslagskraft. Udnyt overraskelsesmomentet og brug potentielt ngo’erne som politisk våben til at presse forhandlingsparterne.
Adam Moe Fejerskov, der er ph.d.-studerende ved Dansk institut for internationale studier, DIIS, og Roskilde Universitet og som forsker i finansiering af udviklingsbistand, kommer her med en række råd til den kommende regering når den skal deltage i konferencen for finansiering af fremtidens udvikling. En konference, der finder sted i Addis Abeba midt i juli:
FN-landene skal blive enige om nogle helt afgørende rammer for finansiering af fremtidens udvikling, når de mødes i Etiopiens hovedstad Addis Ababa 13.-16. juli. De forudgående forhandlingsrunder er ovre, processen synes slut, og mulighederne for indflydelse på udfaldet er forpassede. Eller er de nu også det? Tidligere erfaringer fra internationale topmøder peger på, at det stadig er muligt at ændre radikalt på udfaldet under selve mødet.
Her er tre muligheder, der kan sikre Danmark indflydelse under konferencen:
Færre men skarpere prioriteter
De danske prioriteter frem mod Addis Ababa synes at være
- bistandsforpligtelsen om 0,7 procent af Bruttonationalindkomsten (BNI)
- bistandens katalytiske rolle i forhold til at tiltrække og løfte private investeringer
- intern mobilisering af ressourcer i udviklingslande
Alle tre er brede, men fornuftige prioriteter.
Ønsker Danmark at få reel indflydelse på et område under konferencen i Addis Ababa, kræver det dog, at al energi rettes mod én af prioriteterne, og at den om muligt bliver endnu mere specifik.
I den forbindelse er det oplagt at benytte sig af, at Danmark forhåbentligt repræsenteres på højeste politiske niveau ved statsministeren (eller handels- og udviklingsministeren).
Kommer statsministeren til konferencen med blot en enkelt skarp og konkret prioritet samt løsningsforslag til at opnå den, kan det tiltrække stor opmærksomhed og løfte sandsynligheden for at opnå målet.
Arbejd via EU – men opdyrk alternative alliancer
Gruppen af EU-medlemslande er Danmarks hjemsted ved topmøder.
Det er herfra, langt de fleste forhandlinger udgår, og EU’s ledere vil ofte gå langt for at sikre, at deres medlemslande følger samme forhandlingslinje.
Ser de danske forhandlere en mulig åbning til at gennemtrumfe en væsentlig prioritet, vil en det sikre markant indflydelse at opildne EU-gruppen til at forfølge den.
Det er ikke urealistisk, at mindre lande som Danmark kan få EU-gruppen til at støtte en sag.
Ofte kan nye og alternative alliancer, eksempelvis med de fattigste lande, dog vise sig lige så gunstige som de traditionelle.
EU har før vist, at den selv er i stand til at opdyrke sådanne alternative alliancer, og der er derfor ikke nødvendigvis behov for, at Danmark opsøger disse bilateralt.
Er der dog udsigt til en EU-splittelse på et område, hvor Danmark kan se fornuften i at søge andre alliancer, skal man dog ikke være bange for at bryde ud.
Specielt G77/Kina-gruppen har en række interne interessekonflikter, der tillader muligt samarbejde med de fattigste lande eller G7+ sammenslutningen af skrøbelige lande, som Danmark har haft et stærkt bånd til gennem de seneste år.
Udnyt overraskelsesmomentet og ngo’erne
Højniveaumøder og konferencer er så forudsigelige, at det uventede træk ofte vil kunne få stor gennemslagskraft.
Embedsmænd er til tider tvunget til at være kreative, men ofte inden for de snævre rammer, forhandlingens diplomati nu tillader.
Et af de nyere instrumenter til at skabe overraskelser i de ellers faste forhandlingsrammer er de sociale medier.
Vi ved, at millioner af mennesker vil sidde og følge med i, hvad der foregår, og politisk pres eller former for ’udlevering’ af forhandlingspartnere (hvis disse eksempelvis ikke lever op til aftaler) gennem de sociale medier kan have betydelige konsekvenser for forhandlingerne.
Et alternativt våben i den forbindelse er ngo’erne. Vi ved, at de vil være massivt til stede, og vi ved hvor stor en ’blød magt’, de kan presse på med.
På trods af konferencens status som mellemstatslig kan de danske forhandlere bruge ngo’erne aktivt som et politisk instrument.
Samtlige store danske ngo’er har stærke forbindelser til deres internationale platforme, og hvis man når dem, kan den danske delegation sætte en væsentlig kraft i gang.
Bruger man ngo’erne til at presse forhandlingsparter, skal samarbejdet naturligt nok være af uformel karakter, under hånden.
Det er ofte lykkedes lande eller koalitioner at ændre resultatet af en konference, nogle gange helt op til sidste dag. Men der er ikke råd til at sidde på hænderne og vente på foræringer, hvis Danmark vil igennem med sine prioriteter.
Reel indflydelse kræver initiativ, omstillingsparathed og mod til at benytte både de åbenlyse – og ikke mindste de mindre åbenlyse – muligheder, der opstår.
Artiklen optræder oprindeligt som et såkaldt DIIS-Impact, som kan læses på DIIS’ hjemmeside (PDF, 2 sider)
