Klaus Winkel
Klaus Winkel (født 1939) er Cand. polit fra Københavns Universitet (1965) og var ansat i Udenrigsministeriet fra 1966 til 2004.
Økonomisk rådgiver i Ministry of Finance and Planning i Nairobi (1974-76). Chef for Danida-missionen i Dar es Salaam (1980-82). Chef for Danidas evalueringsenhed (1982-86). Chef for kontoret for evaluering, forskning og dokumentation (1986-2001) og konsulent i u-landsforskning (2002-04).
Han var formand for OECD/DACs evalueringsekspertgruppe (1989-92) og
indtil 2002 var han censor i u-landsspørgsmål ved de fleste af landets universiteter, bla. censorformand i ti år ved Internationale Udviklingsstudier på RUC.
Han har desuden udført konsulentopgaver for Verdensbanken, CGIAR og GBIF (Global Biodiversity Information Facility).
Indtil juni 2010 var han ansat på Statens Serum Institut som dansk kontaktpunkt for EDCTP (European and Developing Countries Clinical Trials Partnership).
Udviklingsbistanden forvaltes med årligt ca. 16. mia. kr. af ministeriet selv, hvad der givet dette en særstilling inden for centraladministrationen. I intet andet tilfælde er en så omfattende forvaltningsopgave placeret i selve departementet.
I de andre udgiftstunge ministerier er forvaltningen lagt ud i styrelser og lignende. Det gælder f.eks. Forsvarsministeriet, som råder over otte styrelser bemandet med specialister.
Et guldæg
Da det blev besluttet, at administrationen af bistandsbudgettet skulle ligge i Udenrigsministeriet, fulgte et guldæg med, eftersom ministeriet årligt får et meget stort bidrag til sit driftsbudget til at løse denne opgave.
I 2014 androg det 770 millioner kroner. Pengene tages fra bistandsbudgettet, med god grund, for forvaltningen er i sig selv bistand.
Det er svært for udenforstående at gennemskue det, men der er formodning for, at pengene også går til formål, som ikke har meget med bistanden at gøre.
Meget beror på ministeriets eget skøn, og en presset udenrigstjeneste fristes måske over evne til kreativ bogføring.
Ramt af grønthøsteren
Mere alvorligt er det imidlertid, at bistandsadministrationen som andre dele af ministeriet år efter år i en lang årrække har været ramt af grønthøsteren og måttet skære ned på staben løbende.
Mest blodigt er det gået ud over antallet af decideret bistandsprofessionnelle modsat generalisterne, diplomaterne.
Kapacitetsproblemet har ført til kreativ bistandsforvaltning: man har måttet vælge bistandsformer, som krævede mindst mulig administration pr. krone – som f.eks. budgetstøtte – snarere end dem, som gav den største udviklingseffekt pr. krone.
Det er bl.a. gået ud over inddragelsen af danske ressourcer i bistanden, herunder udsendelsen af danske fagfolk og samarbejdet mellem institutioner i Danmark og modtagerlandene, herunder på forskningsområdet.
Det er uheldigt af flere grunde. Når det danske samfund ikke inddrages omfattende i udviklingssamarbejdet, så dykker danskernes engagement – og derefter bistandsbudgettet.
Og det har ført til udsultning af de danske, u-landsrelevante ressourcer til skade for os selv såvel som vore u-landspartnere.
Bistanden skaber i dag slet ikke den brede goodwill for Danmark, som den gjorde før i tiden.
Nedskæringerne i den offentlige sektor betyder mange spildte muligheder for det danske samfund. Få steder er det så grelt som i bistandsadministrationen.
