Fhv. direktør Erik Kristensen, Holte, fylder 75 fredag d. 20. januar 2012.
Fødselaren er cand.polit. fra 1964 og kom snart til Arkitekternes Fælles-sekretariat. Da Arkitekt-Ingeniør Rådet (AI-Rådet) blev dannet i 1974, blev han rådets direktør – en stilling han varetog helt frem til 2002.
Hans indsats i AI-Rådet har især været knyttet til arkitekt- og ingeniørfirmaernes internationale aktiviteter.
Erik Kristensens arbejde med udviklingsbistand førte til et tæt samar-bejde med Danida om dansk bistand og internationalt i relation til bl.a. Verdensbanken, de regionale udviklingsbanker, EU-Kommissionen og FN-systemet.
Han har været medlem af U-landsstyrelsen under Danida (1996-2001) på den tid, da AI-Rådet ofte sad med i den ni medlemmer store forsamling, som rådgiver den ansvarlige minister for u-landshjælpen og tager stilling til større bevillinger.
Han har også siddet i Eksportfremmerådet, Udenrigsministeriets udvalg for støtte til Østeuropa og en stribe udvalg og bestyrelser, der befatter sig med eksport og eksportsamarbejde.
Privat prioriterer Erik Kristensen nu familien højt med børnebørn og en stor venneskare.