Jesper Heldgaard
Jesper Heldgaard (født 1956) er journalist og har arbejdet på Danmarks Radio og Berlingske Tidende.
Efter et par år i Lesotho for Mellemfolkeligt Samvirke blev han freelancejournalist og har i mere end 20 år skrevet om udvikling, globalisering, miljø og klima til en række aviser og magasiner og for organisationer.
Han har tilrettelagt programmer på DR TV samt skrevet og bidraget til bøger om udviklingsbistand, verdenshandel, klima og sundhed. Mest fra Afrika, men også fra Asien og Latinamerika.
Der var travlt hos mange udviklingsinteresserede produktionsselskaber, journalister og andre formidlingsfolk de sidste dage af februar sidste år. 2. marts var der nemlig frist for at indsende ansøgninger til Danidas traditionsrige oplysningspulje, der igennem et halvt århundrede har støttet utallige, vidt forskellige, store og små oplysningsprojekter, der alle havde til formål at oplyse den danske befolkning om internationalt udviklingssamarbejde.
Men det arbejde, der var lagt i de mange ansøgninger, skulle vise sig at være forgæves. Ansøgningerne blev aldrig behandlet. I første omgang forlød det, at årsagen var coronaen og de rejserestriktioner, den medførte, men lige pludselig rygtedes det, at oplysningspuljen ikke blot var midlertidigt coronasuspenderet, men helt nedlagt. Det lykkedes også at hale ud af Udenrigsministeriet, at det eksterne oplysningsudvalg, der er en lige så gammel institution som oplysningspuljen, også var historie.
Her var det så belejligt, at den 3-årige periode udløb i sommeren 2020 for det udvalg, som udviklingsminister Ulla Tørnæs præsenterede i 2017 med løfter om fornyelse og 6 nye medlemmer og kun 2 gengangere fra det tidligere udvalg. Den nye forkvinde, der skulle stå i spidsen for fornyelsen, var daværende direktør i Børnefonden, Bolette Christensen. Udvalget nåede lige at arrangere en enkelt konference i 2017, men fik i øvrigt ikke sat sig synlige spor.
Og da udvalgets termin udløb sidste år, undlod Udenrigsministeriet/udviklingsministeren ganske enkelt at udpege et nyt udvalg eller forlænge det siddende. Det gamle udvalg blev i realiteten bare nedlagt. Heller ikke dét var noget, ministerium eller minister syntes det værd at informere offentligheden om.
Hvem beslutter og hvorfor?
Lad det være sagt med det samme: 2020 var et helt mærkværdigt år, hvor Udenrigsministeriet og politikerne var presset urimeligt i bund af den altoverskyggende og uforudsigelige corona-krise. Det er klart, at i et sådant år kan ingen forvente, at tingene kan være, som de plejer. Det havde været logisk og forventeligt, hvis ministeriet havde meldt ud, at behandlingen af ansøgningerne måtte udsættes, og at udvalget måtte vente på at få forlænget sit mandat.
Det kritisable er, at ministeriet absolut intet meldte ud, og at vi først fik noget at vide, da vi var nogle, der undrede os over, at vi intet hørte, og derfor spurgte, hvad der skete med oplysningspuljen og -udvalget. Her kom det så lige så stille frem, at det ikke blot var besluttet at suspendere oplysningspuljen, men helt at lukke den, og – som en overgangsordning – erstatte den med en midlertidig pulje, Rasmus Prehns påfund, Engagementspuljen. Det kom også frem, at oplysningsudvalget? Nå ja, sådan et har vi ikke mere.
Hvem har besluttet det, hvornår og hvorfor? Er det politikere? Er det ’systemet’? Det må vi tilsyneladende ikke få at vide, og det er ganske enkelt at blæse på de mange, der har lagt arbejde i at udarbejde ansøgninger, der aldrig blev behandlet. Mere overordnet er denne fuldstændig mangel på transparens i beslutningsprocesser også at blæse på de helt basale forudsætninger for demokrati og folkeligt engagement, politikere og ministerium ellers ikke forspilder en lejlighed til at besynge.
Det er også udtryk for en arrogance, der signalerer, at ’systemet’ træffer sine beslutninger i et lukket rum uden at inddrage relevante aktører. Det er da meget muligt, at både udvalg og pulje trængte til en grundig overhaling. Men det kunne ’nogen’ jo så have sagt og sat i værk i åbenhed. Det valgte man ikke at gøre, og når hverken minister eller nogen i ministeriet vil stå personligt frem og stå på mål for deres beslutninger, så må de leve med, at vores tro på, at de mener deres mange tirader om inddragelse og folkeligt engagement alvorligt, forsvinder.
Og hvor blev de kritiske røster af?
Lige så deprimerende det har været at følge ministrenes og ministeriets manglende åbenhed om de dramatiske og historiske beslutninger, lige så beskæmmende har det været at være vidne til, at der stort set ingen reaktioner har været, når indholdet af de store ændringer er kommet frem.
Hvor har de kritiske medier været? Civilsamfundet, forskere, politikere, det fyrede oplysningsudvalg, de mange, der forgæves sendte ansøgninger? Måske er de bare ligeglade? Måske er de fleste, der arbejder med og interesserer sig for udvikling, så kyste, at de ikke vil bide den hånd, der fodrer dem?
