En feministisk gadeteatertrup i en egyptisk landsby, kenyanske akademikere, der skriver specialer for universitetsstuderende på verdens bedste universiteter og et unikt indblik i Netanyahu-parrets luksusvaner, som er forbudt i Israel.
Kom på CPH:DOX med Globalnyt
Når du læser Globalnyt, kan du komme billigere i biografen. Her er 12 film fra CPH:DOX, du kan få rabat på. Brug rabatkoden INTL20:
Facing War
The Last Ambassador
The Lion On the River Tigris
Moria Six
Matabeleland
The Helsinki Effect
The Last Republican
Bright Future
Fiume O Morte
My Sweet Land
Scars of a Putsch
The White House Effect
Som altid byder dette års CPH:DOX på uanede muligheder for at få et unikt indblik i dele af verden, som vi ellers ikke ser i dagligdagens overfladiske nyhedsbillede. Men der er også veltimede tilbageblik, som kaster nyt lys over historiske begivenheder i for eksempel Israel, Syrien og Brasilien.
Globalnyt har kigget årets program i gennem og samlet en langt fra udtømmende håndfuld af anbefalinger til en af verdens største dokumentarfestivaler.
CPH:DOX løber fra 19. marts til 30 marts og foregår primært i københavnske biografer, men enkelte film, herunder vores sidste anbefaling, vises også i flere byer rundt i landet.
Som Globalnyt-læser har du i øvrigt mulighed for at komme billigere i biografen under CPH:DOX. Du får rabat på 12 film, hvis du bruger rabatkoden i faktaboksen.
The Brink of Dreams

Man kan nærmest glemme, hvor stort et drama, der udspiller sig for øjnene af en i denne perle af en coming of age-film, hvor vi følger tre egyptiske pigers kamp for deres egen frihed.
De tre piger udgør kernen i en teatertrup, som i en lille by langt fra Cairo optræder med små forestillinger til kamp mod børneægteskaber og de mange begrænsninger, som det egyptiske samfund lægger ned over deres kvinder. Som små gladiatorer kæmper de for deres frihed og er ikke bange for at konfrontere de voksne tilhørere på den anden side af det støvede reb, der udgør scenen for opvisningerne.
Filmens store kvalitet ligger i den imponerende adgang, vi får til pigernes samtaler. Både deres kærlige støtte til hinanden og de svære samtaler, de befinder sig i med deres mødre, brødre, fædre og kommende ægtemænd. Om deres drømme og om deres frygt. Alt sammen fanget i et håndholdt kamera i byen Bashars smalle gader og små mørke køkkener og testuer. Det giver i sig selv en æggende og klaustrofobisk undertone til begivenhederne, som var det, ja, velvalgte teaterkulisser.
Instruktørerne har brugt seks år på at komme ind under huden på de egyptiske kvinder, og den frugt kan vi alle høste over bare 1 time og 44 minutter.
Kan ses i København 19., 21. og 29. marts.
(Morten Scriver Andersen)
Apocalypse in the Tropics

Den tidligere Oscar-nominerede dokumentarist, Petra Costa viser i sin nye dokumentar, hvordan den evangeliske kirke fodrer bestemte politiske ideologier i Brasilien.
Costa leverer et fascinerende indblik i den tidligere brasilianske præsident Jair Bolsonaros vej til magten.
Dokumentaren skildrer hvordan den evangeliske kirke, brugte religion som et middel til at få den højreorienterede og dengang relativt ukendte kandidat valgt.
På tæt hold følger vi medlemmer af den evangeliske kirke, Bolsonaro og pastoren Silas Malafaia – en af hovedpersonerne bag Bolsonaros valgsejr i 2019.
Dokumentaren kulminerer i angrebet på Kongressen 8. januar 2023, hvor Bolsonaro-tilhængere stormede regeringsbygningerne efter hans valgnederlag til Lula da Silva – en figur, som Brasiliens højrefløj ser som indbegrebet af alt, der er galt i landet.
Filmen er vigtig, fordi den viser, hvordan religion kan blive brugt til at true et demokrati specifikt i Brasilien, men også mere generelt på globalt plan som et politisk redskab til at opnå magt.
I 2025 kastes der også nyt lys over dokumentaren. Jair Bolsonaro blev officielt anklaget for at have planlagt kupforsøget 8. januar.
Kan ses i København 23., 24. og 30 marts.
(Jeppe Helweg-Larsen)
Little Syria

Da jeg læste om Little Syria, som får verdenspremiere på CPH:DOX, vidste jeg med det samme at det var en film, jeg måtte se. For ligesom resten af verden blev overrumplet af al-Assad-regimets pludselige fald i december 2024, bliver Mohammed, Yasser og medinstruktør Reem Karssli hovedpersoner i en helt anden film end de satte i gang.
I Little Syria følger vi den lille gruppe syriske flygtninge, der har fundet vej til Berlin, men stadigvæk kæmper for retfærdighed for de ofre, der led under al-Assad-regimets brutalitet. Samtidig prøver de at finde hoved og hale i de rester, der er tilbage af den syriske revolution.
Men, ja, så indtager oprørsgrupper med HTS i spidsen Damaskus, al-Assad flygter ud af landet, og helt nye spørgsmål presser sig pludselig på. Spørgsmål, som vi alle, og særligt syrerne, stadig forsøger at besvare. Hvordan skal Syrien se ud i fremtiden? Og hvad skal de efterladte stille op med landets mørke fortid?
Selvom mange syrere fejrede al-Assads afgang, efterlod styret også et land i ruiner og mennesker med ar på både krop og sjæl. For ikke at nævne mange af de overlevende, der flygtede fra krigens rædsler og måtte starte en ny tilværelse i fremmede lande.
Dokumentaren kaster lys over konsekvenserne af diktatur, og hvordan et lands fortid fortsat former de mennesker, der er nødt til at leve med dens efterdønninger. I en tid, hvor Syrien stadig er præget af usikkerhed, synes dokumentaren en nødvendig påmindelse om de individuelle, ufortalte historier bag krig og modstand.
Kan ses i København 22., 24., 26. og 29. marts.
(Hedi Nermin Aziz)
The Shadow Scholars

Giver det overhovedet mening at bruge penge på en uddannelse, hvis man bor i afrikanske lande?
Det spørgsmål rejser Shadow Scholars med udgangspunkt i en, for de fleste, ukendt milliardindustri. Vi følger Oxford-professor Patricia Kingori, der selv er født i Kenya og blev den første sorte kvinde til at opnå en fast professortitel på Oxford University. Hun rejser til Nairobi for at besøge de kenyanere, som i det skjulte lever af at skrive opgaver, specialer og afhandlinger for studerende på nogle af verdens mest prestigefyldte universiteter.
Det er højtuddannede mennesker, men deres arbejde forbliver usynligt. Mens deres kunder opnår højtprofilerede stillinger som læger, advokater og akademikere, arbejder de kenyanske ‘ghostwritere’ lange nætter for at producere den viden, vestlige studerende høster anerkendelse for.
Mange kenyanske akademikere er tvunget til at skjule deres identitet som afrikanere, fordi der blandt vestlige studerende eksisterer en fordom om, at de ikke er kloge nok.
Dokumentaren viser, hvordan ‘skyggespillet’ er med til at fastholde strukturelle uligheder og dybtliggende stereotyper. Filmen er vigtig, fordi den viser, hvordan global ulighed, diskrimination og udnyttelse af arbejdskraft, også forekommer i akademiske miljøer.
Kan ses i København 19., 22. og 28. marts.
(Jeppe Helweg-Larsen)
Balane 3

Balane 3 er en anderledes dokumentar, som uden et klassisk narrativ skildrer hverdagslivet i en kystby i det sydlige Mozambique. Inhambane, en mellemstor by med lidt under 100.000 indbyggere, danner rammen om en film, der fanger essensen af at være ung et sted, hvor der ikke nødvendigvis sker så meget – men hvor livet alligevel leves fuldt ud.
Det er en levende og sanselig skildring af ungdomslivet lige nu, fortalt gennem utroligt smukke billeder og spontane øjeblikke mellem unge i Mozambique. Som seer får vi et sjældent blik på en hverdag, der på mange måder føles genkendelig, uanset hvor man selv kommer fra. De unge hænger ud, fester, arbejder og taler om alt fra politik og kærlighed til sex og drømme for fremtiden.
Balane 3 er en befrielse fra den vestlige fortælling om Afrika, hvor vold, kriminalitet og kaos ofte dominerer mediebilledet. I stedet viser filmen et mere nuanceret billede af et ungdomsliv, der (måske) ikke er så anderledes end vores eget.
Kan ses i København 22., 24., 25. og 30. marts.
(Jeppe Helweg-Larsen)
The Bibi Files

Siden jeg første gang læste om The Bibi Files i forbindelse med dens premiere på Toronto Film Festival sidste år, har jeg set frem til at se den i danske biografer.
Byggeklodserne for dokumentaren er flere tusind timers lækkede optagelser fra politiafhøringer foretaget mellem 2016 og 2018, som den Oscar-vindende instruktør Alex Gibney fik i hænderne tilbage i 2019. Optagelserne er aldrig blevet offentliggjort på grund af hensyn til Netanyahu-parrets privatliv. Det er også grunden til at filmen er forbudt i Israel.
Og det er tilsyneladende et unikt indblik i deres præsidents luksusvaner, israelerne går glip af. Under afhøringerne spørges både Sara og Binyamin Netanyahu ind til den strøm af gaver, som driver mod dem fra deres rige israelske venner. Dyre Cohiba-cigarer og champagneflasker markeres som “grønne blade” og “pinks” af parrets medarbejdere. Og når Netanyahu spørges til, om han selv har bedt om luksuspakkerne, svarer han “måske. Jeg husker det ikke” og sipper til et glas vand.
Det er altså de her afhøringer som i 2019 førte til Binyamin Netanyahus korruptionsdom. I forbindelse med netop den dom, undlod “Bibi” så sent som i går (mandag den 17. marts) at dukke op til et retsmøde, fordi han i stedet skulle til møde i sit sikkerhedskabinet for at genoptage bombningerne af Gaza.
Det er præcis som Christoffer Guldbrandsens fænomenale A Storm Foretold, som sidste år tog CPH:DOX-publikummet med storm med sit portræt af Trumps kampagnemand, Roger Stone: Om man støtter manden eller ej, er det et unikt indblik i magtens udfoldelse.
Kan ses i København 23., 25., 27., 29. og 30. marts , men vises også i resten af landet under
(Morten Scriver Andersen)