DOKUMENT
“Vi skal koordinere civil og militær indsats” – Kronik af udenrigsministeren og forsvarsministeren i Berlingske Tidende den 10. marts 2004, som gengivet på udenrigsministeriets hjemmeside
Af Per Stig Møller, Udenrigsminister (K) og Svend Aage Jensby, Forsvarsminister (V)
Samtidig med at Danmark har øget sit internationale militære engagement, skal vi sikre, at stabilitet tager over, hvor kaos råder. At fremgang sætter ind, hvor fattigdom truer. Og at demokratiet rejser sig, hvor diktaturet falder. Derfor styrker regeringen nu samspillet mellem Danmarks civile og militære internationale indsatser.
I sidste uge slog ekstreme muslimske fundamentalister til i Irak. Det var shia-muslimernes helligste dag, og al-Kadamiya Moskeen i Bagdad var fyldt. En bombe sønderrev uden varsel dusinvis af mennesker uden for moskeen. Og kort efter bombningen begyndte små grupper af irakere at kaste sten efter de amerikanske tropper i byen.
Hvorfor?
Ingen i Bagdad er i tvivl om, at Saddam Husseins rædselsregime forfulgte og undertrykte shia-muslimerne. Og ingen er i tvivl om, at de amerikanske tropper gør deres yderste for at standse de meningsløse terrorangreb. Der findes næppe et entydigt svar. Men det afspejler den komplekse virkelighed, der kendetegner det nye trusselsbillede, Danmark står over for i de internationale indsatser.
Tillid vokser kun langsomt frem hos et folk mærket af årtiers magtmisbrug, undertrykkelse og overgreb. Eksemplets magt gennem konkrete forbedringer af befolkningens levevilkår er ofte det eneste overbevisende argument i forhold til en udsat og sårbar civilbefolkning.
For civilbefolkningen i et konfliktområde er forbedringer af den sociale og økonomiske situation og forbedringer i sikkerheden uadskillelige. Internationale krisestyringsoperationer er derfor ikke kun en militær opgave.
Vand, elektricitet, transport, politi, grundlæggende administration og fungerende forretningsliv og ikke mindst skoler er alle forudsætninger for en stabilisering og normalisering af området.
Det er den virkelighed, som de mange frivillige og udsendte danske kvinder og mænd dagligt står over for på deres fredsindsatser i Irak, i Afghanistan og på Vestbalkan.
De skal i en presset situation demonstrere kontrol, overblik og ansvarlighed over for en civilbefolkning i krise, der ofte føler sig magtesløse. Det stiller meget store krav til den enkelte og til den samlede danske indsats i området.
Derfor er det afgørende at styrke samspillet mellem den danske civile og militære indsats i verdens brændpunkter. Den civile danske humanitære indsats og genopbygningsindsats er frontlinien for en bedre fremtid for befolkningen i indsatsområdet.
Oplevelsen af fremskridt gør det samtidig lettere for den enkelte at se den danske militære tilstedeværelse, som det den er: En ansvarlig, velovervejet og tidsbegrænset indsats, direkte rettet mod selve truslen mod fred og frihed.
Regeringen ønsker med sit initiativ også at forkorte de militære operationer mest muligt. Her bygger initiativet på erfaringerne fra Danmarks indsatser i bl.a. Bosnien, Kosovo og Irak.
Militære indsatser kan være nødvendige, og det er vigtigt, at de følges op af en solid civil indsats, således at den mest effektive anvendelse af danske ressourcer sikres.
Ved danske internationale militære indsatser skal der ske en samtænkning af den samlede danske indsats i deployeringsområde. Der er brug for at fastlægge overordnede målsætninger for afslutningen af den militære indsats.
Planlægningen skal omfatte aktiviteter, der gennemføres af forsvaret, beredskabskorpset, politiet, udenrigstjenesten og i videst muligt omfang de civile hjælpeorganisationer. Det vil selvsagt ske i tæt samarbejde og dialog med alle aktørerne, så deres respektive forskelligheder og kompetencer respekteres og udnyttes bedst muligt.
Målsætningen er at sikre en hurtig indsats, der imødekommer befolkningens elementære behov. Det gælder f.eks. adgang til mad, tæpper og medicin.
Men det er også indsatser, der bidrager mere direkte til en normalisering af livet for civilbefolkningen i området. Det kan være reetablering af sundhedsklinikker, skoler, politi, retsvæsen og administration. Eller genetablering af bygninger, vand og elforsyning samt støtte til civile hjælpeorganisationer.
De enkelte indsatser må selvsagt tage udgangspunkt i lokale ønsker og behov. Det afgørende er, at befolkningen gennem de civile danske indsatser mærker, at fred og fremgang følges ad, og at befolkningen hurtigt får indtryk af, at de danske styrkers rolle er at være garant for deres sikkerhed.
Det betyder i praksis, at regeringen vil arbejde for, at der i videst muligt omfang sker en koncentreret dansk stabiliseringsindsats i det område, hvor de danske militære styrker befinder sig.
Udgangspunktet er, at det er de danske civile hjælpeorganisationer, der forestår stabiliseringsindsatsen. Andre aktørers tilsvarende indsatser i deployeringsområdet skal så vidt muligt søges koordineret med den danske indsats.
Regeringen tager samtidig højde for, at det undtagelsesvis kan være nødvendigt for militæret selv at gennemføre enkelte mindre projekter i lokalområdet.
Derfor bliver der afsat op til 15 mio. kr. om året til civile aktiviteter, som kan udføres af lokal arbejdskraft eller af de danske styrker, når sikkerhedssituationen gør det umuligt eller vanskeligt for de civile organisationer at operere. Det gælder for situationer som i Irak. Men de danske styrker skal ikke gøres til en bevæbnet nødhjælpsbrigade.
Med en forbedret sikkerhedssituation vil andre civile statslige og private aktører lettere kunne operere i området. Her bør de civile hjælpeorganisationer eller private virksomheder med den nødvendige ekspertise hurtigst muligt træde ind og løfte de aktiviteter, som militæret har påbegyndt i området.
Det er ikke en konkurrence mellem militæret og civile organisationer, men en erkendelse af, at der er situationer, hvor der er et behov. I denne situation hjælper det ikke den nødlidende civilbefolkning at undlade at handle for at forbedre deres vilkår. Det er jo forbedringer af disse, der er hovedformålet med hele indsatsen.
I praksis vil koordinationen af den konkrete civile og militære danske indsats som udgangspunkt ske gennem en udsendt medarbejder fra Udenrigsministeriet.
Medarbejderen kan lokalt give tilsagn om støtte til konkrete projekter, så arbejdet til fordel for civilbefolkningen i området hurtigt kan komme i gang og dermed skabe arbejde i et uroområde, hvor der sjældent er meget lønarbejde.
Der står selvstændige og kompetente mennesker bag ethvert vellykket samarbejde. Og regeringen værdsætter meget det gode og fleksible samarbejde mellem forsvaret, de civile statslige aktører samt civile hjælpeorganisationer og private virksomheder. Det skal vi holde fast i.
Initiativet skal sikre, at der allerede i forberedelsen af en dansk international kriseindsats sker en samlet planlægning og tilrettelæggelse af de forskellige danske bidrag i indsatsområdet.
Regeringen vil samtidig arbejde for en styrket dialog og gensidig forståelse mellem de civile og militære aktører via den allerede eksisterende Humanitære Kontaktgruppe. Endelig vil regeringen opprioritere at skabe synergi i træningen og uddannelsen af civile og militære aktører.
Målet er at sikre det bedst mulige samspil mellem de danske kvinder og mænd, der gennem en engageret og professionel indsats under ofte særdeles vanskelige vilkår har skabt en dyb international respekt om Danmarks rolle som en aktiv og troværdig medspiller i nogle af verdens mest akutte brændpunkter.
Brug af væbnet magt er altid den sidste udvej, den yderste beslutning. For uanset hvor nøje vi planlægger, hvor mange hensyn vi tager, og hvor målrettet vi går til værks, vil der altid følge ødelæggelser og menneskelige tragedier i kølvandet.
Når vi først har taget den nødvendige beslutning, må der til gengæld ikke være tvivl om, at vi er rede til ikke kun at vinde krigen, men også sikre freden.
Det kræver det bedst mulige samspil mellem Danmarks civile og militære indsatser.
Kilde: www.um.dk
