Anmeldelse af Henrik Døcker
Kofi Annans lille, men stærke personlighed kastede glans over præsentationen af den danske udgave af hans erindringer fra perioden som FN-generalsekretær 1997-2006.
Han var nemlig i København og talte på et offentligt møde sammen med sin medforfatter, journalisten Nader Mousavizadeh.
Indtrykket af en beskeden, men entusiastisk internationalist, en sand fredforkæmper, blev her til fulde bekræftet. Bogen “I krig og fred” er skrevet i en medrivende, let flydende stil, hvor Annans stærke karakter så at sige gennemsyrer hver side.
Annan (75) minder om, at det var hans svenske forgænger som general-sekretær Dag Hammarskjöld, der ”opfandt” begrebet fredsbevarelse, dvs. den indsats, forskellige former for FN-missioner har påtaget sig rundt om på kloden for at sikre, at fredsslutninger holder, og at FN gør en målrettet indsats for at forebygge nye konflikter og krige.
Afslutningen på Den Kolde Krig, den længstvarende og vel største krigsrisiko-faktor i de sidste godt 60 år, indvarsledes ifølge Annan i 1988, da generalsekretæren for det sovjetiske kommunistparti, Mikhail Gorbatjov holdt en tale i FN’s Generalforsamling. Han annoncerede her en drastisk nedskæring af Sovjets militære tilstedeværelse i Østeuropa.
Det store svigt i Rwanda
Særlig smertefuldt for ham har det været at dvæle ved FN’s svigt omkring folkedrabet i Rwanda i Centralafrika i 1994. FN’s styrke dér, UNAMIR, var ”på ingen måde rustet til at intervenere på meningsfuld måde”, hedder det i bogen.
Annan var for resten leder af FN’s departement for fredsbevarende aktioner, da han måtte erkende, at Sikkerhedsrådets permanente medlemmer ikke tog ansvaret for situationen i Rwanda og i lang tid ikke ville erkende, at der var tale om folkedrab. Ej heller ville de stille tropper til rådighed for en FN-styrke.
Annans kontor henvendte sig direkte til over 100 regeringer for at få dem til at skaffe tropper. Han ringede selv til snesevis af dem – en virksomhed han i øvrigt fortsatte som generalsekretær, altså direkte telefon-kontakt til præsidenter og ministerpræsidenter i krisesituationer.
Som han skriver: ”En af de mest chokerende oplevelser i hele min karriere var…: den tydelige diskrepans (forskel) (…) mellem de offentlige udtalelser om andre menneskers lidelser og den manglende vilje til at stille nødvendige ressourcer til rådighed”.
Og det fortsatte på Balkan
Den manglende konsekvens og klarhed fortsatte på en måde på Balkan, hvor Storbritannien og Frankrig ofte var uenig med USA om, hvilken konflikt der egentlig ud-spilledes dér, og hvilken konkret indsats, der var den rigtige.
I modsætning til andre operationer, herunder de vellykkede i Cambodja, El Salvador og Mozambique, blev det ikke defineret, hvad der militært skulle foretages.
Først efter, at kampene i Bosnien havde krævet 100.000 menneskeliv, kom det i september 1995 til en egentlig militær intervention fra fire NATO-lande, som tre måneder senere førte til Dayton-fredsaftalen.
Men det var en enkelt frygtelige begivenhed: De bosniske serberes nedskydning af 39 civile på Sarajevos torv, der udløste de luftangreb på Serbien, som så bragte en ende på krigen.
Annan konkluderer imidlertid, at ”fredsbevarende styrker ikke afgørende kan ændre magtbalancen i nogen konflikt”.
Han tilføjer, at ét af de fælles resultater, hans stab opnåede, var, at fredsbevarende styrker, der oprindelig var beregnet til begrænsede konflikter mellem stater i Den Kolde Krigs tid, blev et instrument som ”meningsfyldt kunne bruges til løsning af borgerkrige, den dominerende konfliktform i den moderne verden”.
Smertelige erfaringer
De smertelige erfaringer fra Eksjugoslavien og Rwanda førte Annan videre frem til modige synspunkter på begrebet intervention, og om hvordan fremmede staters væbnede indgreb i andre lande undertiden måtte godtages trods det formelle brud på FN-pagtens magt-anvendelsesforbud.
Samtidig brugte han masser af tid på at forhandle og presse stater og deres overhoveder til fredelige løsninger på oprindeligt blodige konflikter – såsom da Indonesien slap grebet om Østtimor, så det med FN’s hjælp kunne blive selvstændigt.
Som så mange andre steder i bogen udtrykkes tankerne klart og realistisk: Skulle FN ”redde” staters liv eller menneskers? Og ”hvis menneskehedens kollektive samvittighed ikke ser FN som dens vigtigste platform, er der alvorlig fare for, at den vil kigge andre steder hen efter fred og retfærdighed”.
Det var ikke let for FN’s generalsekretær at erkende, men Serbiens overgreb på kosovo-albanerne retfærdiggjorde NATO’s bombardementer af serbiske mål, og Annan protesterede ikke. FN’s Sikkerhedsråd var ikke blevet spurgt om godkendelse, fordi alle vidste, at mindst et permanent medlem ville nedlægge veto.
“Ansvar for at beskytte”
Ud af disse situationer krystalliseredes begrebet ansvar for at beskytte. Altså staternes individuelle ansvar (over for deres egen befolkning) og kollektive ansvar (over for andre landes befolkninger), når grove krænkelser af folkeretten kommer ind i billedet.
Når han lige frem kalder det en ”fremragende fornyelse”, tager han efter min mening munden for fuld. Som Annan mere realistisk bemærker, bidrog det til ”at føre debatten videre”.
I forvejen kunne man (hvad Annan ikke gør) godt konstatere, at staterne efter folkeretten (og specielt menneskeretten) i forvejen har en forpligtelse til at beskytte deres befolkninger, dvs. opretholde lov og orden, herunder have et effektivt politi og et lovlydigt retsvæsen.
I en sådan situation kan staten vel ikke samtidig have en ret til at dræbe dens egne indbyggere?
Interessant er Annans beskrivelse af hans aktive diplomati for at få det planlagte Menneskerettighedsråd, der kom til at afløse FN’s Menneskerettighedskommission, i hus.
Han viste da gode overtalelsesevner over for Pakistan og Cuba. Men han glemmer at fortælle om de fordele, der fulgte med nyordningen (bl.a. den såkaldte periodiske gennemgang af hvert lands overholdelse af FN’s menneskeretskonventioner).
Fonden mod hiv/aids
Det er ikke helt korrekt, når Annan skriver, at vi mangler institutioner, der kan dømme eller håndhæve folkeretten.
Vi har fået såvel straffetribunalerne for Eksjugoslavien og Rwanda foruden Den Internatonale Straffedomstol – institutioner, som han af én eller anden grund ikke vier større omtale – måske fordi han ikke personlig har haft så meget at gøre med deres oprettelse. Nationale domstole kan også benytte folkeretten.
Vigtigt blev det forslag, han fremsatte i 2001 på et møde i Den Afrikanske Union (AU), nemlig at oprette en fond til bekæmpelse af hiv/aids.
Millioner af dollars begyndte at rulle ind, Bill Gates Fonden satte skub i det ved en donation på 100 mio. dollars, siden hen bevilgede USA fem milliarder dollars.
Bittert var det, at flere afrikanske præsidenter (således Ugandas, Sydafrikas og Kenyas) i perioder ikke engagerede sig, lagde ansvaret fra sig og endog kom med usaglige kommentarer om den alvorlige sygdom og dens bekæmpelse.
Det tjener Annan til ære, at han fremsætter ramsaltede bemærkninger både om diktatorer – og han har måttet tage livtag med flere såsom Saddam Hussein og Omar al-Bashir – og FN-embedsmænd så som sin forgænger Boutros-Ghali eller chefen for FN-våbeninspektørerne i Irak, australieren Richard Butler.
Glimrende og medrivende
Det er en ærlig og åbenhjertig bog med masser af eksempler på FN-diplomatiets betydning og på ”det lette fodaftryk”, som FN mange gange må nøjes med at sætte som f.eks. i Afghanistan eller Irak.
En glimrende, medrivende skildring fra FN’s tidligere førstemand, som stadig øver en mæglende indflydelse – senest ved det endnu ikke afsluttede opgør efter Kenyas forrige præsidentvalg i 2007.
Henrik Døcker er journalist med folkeret og menneskerettigheder som speciale.
Kilde: Anmeldelsen findes i seneste udgave af FN-forbundets tidsskrift “GLOBAL”, der udkom tirsdag.
OM BOGEN
“I krig og fred” er Kofi Annans erindringer om sin tid i centrum for forhandlinger og sammenstød mellem verdens mægtigste. Efter 40 år i FN deler den tidligere generalsekretær her sine erfaringer og oplevelser.
Bogen er lige dele erindringsværk og guide til verdensordenen – fortid, nutid og fremtid.
Forfattere: Kofi Annan & Nader Mousavizadeh
ISBN-13 978-87-02-08383-5
Udgivet (på dansk): 2013, første udgave
Sider: 408 (hardback)
Oversætter: Henrik Pers
Forlag: Gyldendal
Pris: Fra 300 til 385 kr. hos udvalgte forhandlere
Sagt om bogen
“Behind the velvet (fløjlsbløde) tones of Kofi Annan’s dulcet (melodiøse) Ghanaian voice, there is a fearsome and fearless iron will, intent on finding solutions to some of the world’s biggest problems”.
Bono efter udgivelsen i USA sidste efterår.
Se også www.kofiannnanfoundation.org
Mere om Annan på http://en.wikipedia.org/wiki/Kofi_Annan
——————–
VIL DU ANMELDES?
Bøger til anmeldelse sendes til vor kulturredaktør:
Maria Bierbaum Oehlenschläger
Sankt Nikolaj Vej 13, første sal t.v.
1953 Frederiksberg C
E-mail: [email protected]
