Documenta 14
Athen 8.4-16.7.2017
Kassel 10.6-17.9.2017
Info: documenta
Documenta er en af verdens absolut mest væsentlige kunstbegivenheder. Documenta er en kunstbegivenhed, der siden 1955 har fundet sted hvert femte år i perioden juni til september i Kassel. Den lille by i det centrale Tyskland ville være kunstnerisk uinteressant, hvis ikke det var for Documenta. I de måneder, kunsthegivenheden varer, valfarter hele verden til Kassel og fylder byen til bristepunktet. De kommer fra Tokyo, Beijing, Dakar, San Paulo – you name it.
Documenta er en begivenhed, som man ikke må gå glip af, hvis man interesserer sig for moderne kunst. I stedet for at give et tilbageskuende perspektiv peger Documenta fremad og kigger på, hvilke tendenser vi kan forvente inden for moderne kunst de kommende år.
Og Documenta har ofte ret i sine forudsigelser. På Documenta 12 i 2007 lå fokus for eksempel på kinesisk og afrikansk kunst. Det var lige nogle år før man rigtig begyndte at få øjnene op for, at der var noget i gære mange steder på det afrikanske kontinent.
Kigger mod syd
Temaet for denne Documenta, 'South as a State of Mind', handler om migrationsstrømmene mod Europa, men udstillingen forsøger samtidig at undersøge Europas eroderende magtposition i verden, og hvad den ændrede magtbalance betyder for resten af verden.
Denne version af Documenta foregår som noget nyt ikke kun i Kassel, men også i Grækenlands hovedstad Athen. Den beslutning er en direkte følge af temaet. Grækenland er Europas port til verden og har i den seneste tid mærket presset fra Afrika og Mellemøsten.
Det er også her, at tre forskellige kontinenter mødes: Europa, Afrika og Orienten. Historisk set har de ofte været på kollisionskurs med hinanden, men området vidner også om en fælles skæbne.
I og med at man har udvidet Documenta med endnu en by, har man også forlænget årets udgave af kunstbegivenheden. Athen lægger rum til kunstbegivenheden fra 8. april til 16. juli, mens Kassel er vært i et overlap fra 10. juni til 17. september.