Ugandas diktator i 8 blodige år fra 1971 til 1979, Idi Amin, døde natten til lørdag af nyresvigt på Kong Faisal Specialhospitalet i den saudi-arabiske Rødehavsby, Jeddah.
Idi Amin blev 77 eller 78, den nøjagtige fødselsdato i 1925 kendes ikke. Han havde ligget i koma siden 18. juli, da det ikke lykkedes at skaffe en egnet nyredonor, som kunne redde ham.
Hans familie appellerede for nylig til Ugandas regering om at give ham lov til at komme hjem efter henved et kvart århundrede i landflygtighed, men præsident Yoweri Museveni sagde, at Amin ville blive anklaget for sit syndregister af grove menneskeretskrænkelser, hvis han vendte tilbage i live.
Manzoor Moghul, formand for “Ugandan Evacuees Association” i Storbritannien, en sammenslutning for de titusinder af asiater, som Amin udviste i 1972, sagde til BBC, at ironisk nok drog mange i det lange løb fordel af udvisningen, idet de skabte sig en bedre tilværelse i deres nye land.
– Han var en brutal diktator, men en meget bemærkelsesværdig mand, sagde Moghul, og lagde til, at Ugandas asiater ikke vil begræde hans bortgang, på den anden side heller ikke fejre eller juble over diktatorens død.
Idi Amin Dada blev født i det afsides West Nile distrikt i Ugandas nordvestlige hjørne som søn af en Kakwa-mand og en Lugbara-kvinde, Moderen mente selv at have overnaturlige kræfter og hendes søn voksede op til at blive en mand af kæmpemæssig statur og sit lands boksechampion.
Han fik ingen anden skolegang end grundskolen, men så en karrieremulighed i den britiske kolonihær. Han blev optaget i fjerde (ugandesiske) bataljon i de berømte Kings African Rifles i 1946 og var med, da regimentet blev sat ind mod Mau-Mau-oprørerne i nabolandet Kenya i 1950erne.
Han var samtidig en ivrig sportsmand, som var sit lands sværvægtsmester i boksning 1951-60, og en formidabel rugbyspiller, der som den eneste afrikaner var medlem af de hvides Nile Rugby Club i Kampala.
Han blev en af de første afrikanske “effendis”, befalingsmænd, efter et kursus i Kenya i 1959, og da kolonihæren indledte en hurtig afrikanisering op til Ugandas uafhængighed i oktober 1962, blev han forfremmet til løjtnant, en af de 2 første sorte ugandesere overhovedet med denne rang.
Samme uge åbnede han sit livs første bankkonto og nåede hurtigt op på et overtræk på 2.000 pund efter en kæmpemæssig shoppingtur på Kampalas hovedstrøg, Jinja High Street.
I 1963 blev han udnævnt til kommandant for 1st Battalion med rang af major efter et officerskursus i Wiltshire i England. Mens han var i udlandet havde der været mytteriforsøg blandt soldaterne, og præsident Milton Obote besluttede at sende de britiske officerer hjem. Amin blev forfremmet til oberst og næstkommanderende for hæren.
I parlamentet blev der fremsat anklager både mod Amin og Obote om ulovlig smugling af guld og elfenben. Amin svarede, at de store summer, der havde passeret hans bankkonto, var gået videre til congolesiske oprørere. Obote var muligvis også indblandet og fandt det i hvert fald formålstjenligt at gøre Amin til hærchef. Han blev generalmajor i august 1968.
Obote stolede imidlertid ikke på Amin og opbyggede i stedet efterretningsenheden, “General Service Unit”, som en hær i hæren. I oktober 1970 “sparkede han Amin opad” til en tandløs kransekagefigur, og udnævnte nye chefer for hær og luftvåben.
Han anklagede også Amin for at stå bag forsvundne våben og militære pengemidler og rejste så i januar 1971 til Singapore for at deltage i en konference for lederne i Det britiske Statssamfund, Commonwealth. Mens Obote var væk, kom en militærperson til Amins bolig for at advare ham om, at præsidenten havde beordret hans arrestation.
Amin reagerede med instinktiv hensynsløshed, samlede størsteparten af hæren bag sig og kuppede sig til magten den 25. januar 1971. Efter alt at dømme med aktiv hjælp fra israelske instruktører, der befandt sig i landet for at hjælpe militæret. Israel var bekymret over Obotes tiltagende arabisk-venlige politiske kurs.
Kupmagerne blev mødt med jubel i Kampalas gader, og Amin løslod omgående 55 fanger, flere af dem politiske. Samtidg mente landets største etniske gruppe, Bagandaerne, at have en god allieret i den nye leder. Amin tillod liget af deres elskede Kabaka (konge) at komme tilbage til Uganda og blive begravet i indviet stammejord efter at Kabakaen var død i eksil i London. Obote havde nægtet kong Fredrick Mutesa II en statsbegravelse i 1969.
Hæren kom imidlertid hurtig i intern strid, og især folk fra de etniske grupper, Acholi og Langi, der støttede Obote, blev udrenset, torteret og skudt. Snart antog Amins styre et tilfældigt og despotisk præg. Han regerede enevældigt via dekreter fra sin “kommandopost”, hvortil man i øvrigt kunne ringe på alle tider af døgnet – således også flere danske journalister, som fik Amin i røret efter at have ringet op fra Danmark.
Briterne var i begyndelsen glade for forjagelsen af Obote, som havnede i eksil hos sin socialistiske åndsfælle, Julius Nyerere, i Tanzania, men de kom snart på andre tanker; det samme gjorde israelerne. Amin var utilfreds med Israels tilbageholdenhed med at levere våben og bistand og i april 1972 udviste han dem ganske enkelt. Libyens leder, oberst Muammar Gaddafi, belønnede ham med penge og olie.
Senere i 1972 havde Amin “en drøm”, hvori han fik påbud om at udvise landets asiatiske mindretal. Som sagt så gjort. Den 9. august 1972 fik Ugandas 70.-80.000 asiater 90 dage til at forsvinde og det udløste den første krise med landet de kom til, Storbritannien.
Den 7. november 1973 beordrede han de fleste britiske firmaer og jordejere til at sælge, pakke sammen og forlade landet. Med både de driftige asiatiske forretningsfolk og britiske firmaer ude, indledtes en nærmest enestående økonomisk nedtur, der skulle bringe Uganda på fallittens rand kun holdt oppe af tilskud fra den arabiske verden. Bl.a. Saudi-arabien gav rundhåndet penge, fortrinsvis til kæmpemæssige moskeer, som den selvproklamerede glødende muslim, Idi Amin, ville lade bygge rundt om i sit land. Samtidig forsvandt den vestlige bistand og landet blev udsat for boykotaktioner.
På hjemmefronten blev enhver, der ansås for en trussel mod Amin, ryddet af vejen. I 1970erne gik det bl.a. ud over kirkerne, som Amin hadede. Den anglikanske ærkebiskop af Uganda, dr. Janani Luwum, og 2 ministre blev arresteret, torteret og myrdet i 1977, muligvis af diktatoren selv, uden rettergang efter anklager om sammensværgelse. Ærkebiskoppens brøde bestod i et hyrdebrev, hvori han havde plæderet for overholdelse af de mest grundlæggende rettigheder.
Med årene tiltog den vilkårlige terror. Interne opgør i hæren, stammevendettaer og en atmosfære gennemsyret af frygt førte til masseflugt. Størsteparten af landets uddannede elite blev enten elimineret eller flygtede i eksil. Menneskeretsgrupper har senere opgjort antallet af ofre for terroren til mellem 300.000 og 400.000.
Og ingen i Uganda gik upårørte hen. For selv dem, der intet havde at skaffe med Amin, oplevede, hvordan veje, jernbaner, elforsyning, skoler, hospitaler og andre offentlige serviceydelser blev ringere år for år, mens landbrug og industri til sidst levede på vågeblus.
I juni 1976 bragte Amin sig i centrum på den internationale scene på ret enestående vis. 4 palæstinensiske og vesttyske terrorister kaprede en fransk airbus på vej fra Tel Aviv til Paris kort efter en mellemlanding i Athen, hvor kaprerne var gået ombord. Kaprerne, der anførtes af vesttyskeren med det ildevarslende navn Wilfried Böse, dirigerede maskinen sydpå til Libyen, hvorfra den fløj videre til Kampalas lufthavn, Entebbe. Hernede hos Amin mente kaprerne sig i sikkerhed for Israels lange arm. Ombord befandt sig mange israelere, og kaprerne stillede vidtgående krav for deres frigivelse.
I “Old Entebbe”, den gamle lufthavn fra briternes tid, stod det da også snart klart, at Amin ikke havde tænkt sig at befri gidslerne, tværtimod. Han fraterniserede åbentlyst med kaprerne, som på flere måder fik bistand, men som begik den skæbnesvangre fejltagelse at selektere gidslerne i jøder og ikke-jøder. Ikke-jøder kunne frit gå, mens jøderne – igen – var udset til en usikker skæbne.
I Israel og hos jøder verden over vakte det dybt traumatiske minder om nazitidens udskillelse af jøderne til en grusom skæbne, og israelerne satte alt til side og forberedte et enestående modtræk.
Den 3. juli 1976 hævede en armada af 4 enorme Hercules transportfly sig fra Israel med specialstyrker, våben og feltlazaretter ombord, og fløj ad hemmelige luftkorridorer til Entebbe. De landede i ly af mørket, kommandosoldaterne stormede terminalbygningen, og de totalt overrumplede kaprere blev nedkæmpet og dræbt i en kort ildkamp. Gidslerne evakueredes ud til flyene, mens infanterister sikrede lufthavnen og ødelagde 7 MIG-kampfly fra Amins luftvåben, så de ikke kunne optage forfølgelsen.
Undsætningsflåden med 103 befriede jødiske gidsler ombord returnerede de mange tusind kilometer hjem til en stormende velkomst i Israel. I øvrigt efter en optankning i Nairobi i Kenya – hvad der kun gjorde ydmygelsen af Amin større.
Den rasende diktator reagerede ved at lade de ansvarlige i lufthavnen skyde, ligesom et af gidslerne, den hospitalsindlagte Dora Bloch, forsvandt dagen efter undsætningsaktionen. Formentlig blev den 75-årige værgeløse kvinde tævet ihjel af Amins bødler som hævn.
På dette tidspunkt blev Amin anset som en skændsel for Afrika og en international pauseklovn. Han proklamerede, at han beundrede Hitler, tildelte sig selv Viktoria-korset, lod sig bære i guldstol af lokale briter (før det gik helt galt), tilbød at besøge Nordirland som fredsmægler for at løse religionskrigen i Ulster og påstod, at han var en førende forkæmper for Skotlands uafhængighed. Han bekendtgjorde tillige, at han, og ikke dronning Elizabeth, burde være overhoved for Commonwealth – som han i øvrigt var blevet smidt ud af.
Alligevel var han længe ikke upopulær i Afrika – denne store mand, der turde tale de gamle hvide kolonimagter bramfrit imod. Så sent som i 1975 – kun et år før skændslen i Entebbe – blev han således valgt til formand for Den Afrikanske Enhedsorganisation, OAU, i et år – kun Nyerere var bittert imod.
Til sidst blev det dog for meget. Oppositionen både indenfor og udenfor landets grænser indså, at Amin måtte fjernes, næsten for enhver pris. De dannede Ugandas Nationale Befrielsesfront i Tanzania og det gjorde Amin så vred, at han planlagde en miniinvasion af nabolandet i 1978, der skulle munde ud i annektering af Tanzanias Kagera-område vest for Victoria-søen.
Det skulle han aldrig have gjort. Tanzanianerene slog igen og invaderede Uganda i januar 1979. Amins demoraliserede og under- eller slet-ikke betalte hær faldt sammen som et korthus og flygtede nordpå mod Kampala. Hovedstaden faldt den 10. april, og Amin lod sine soldater og sidste støtter i stikken og tog en helikopter ud af landet. Han havde samtidig sørget for evakuering af de fleste af sine dengang 5 koner og 33 børn.
Endnu en måned efter Kampalas fald kunne tilrejsende nødhjælpsarbejdere og vestlige journalister, herunder denne skribent, bese spande med levret blod i en sky af fluer i det hemmelige politis hovedkvarter og stakkevis med fotos af folk, der var blevet hentet ind, tortureret og aldrig siden set igen.
Amin efterlod sig en nation i ruiner, som engang var en af Afrikas rigeste. Og efter ham kom nye krige og nye grusomheder, som først sluttede med oprørslederen, Yoweri Musevenis, magtovertagelse i 1986. Med ham blev grundstenen lagt til en ny og bedre fremtid, men det har siden taget 15 år og milliarder i bistand at genopbygge landet økonomisk, socialt og politisk.
Danmark var på pletten med bistand. Uganda modtog allerede hjælp i tiden før Amin og blev med præsident Musevenis tiltræden hurtigt – i 1989 – et af de 12 første programsamarbejdslande. Siden har landet været et af de største modtagerlande overhovedet.
Amin selv havnede først i Libyens hovedstad, Tripoli, men han blev en politisk belastning for oberst Gaddafi, og levede i veritabel husarrest, indtil Gaddafi fik ham afskibet til Saudi-arabien via Irak.
Herfra forsøgte han i januar 1989 at komme tilbage til Afrika, og ankom til Zaire (nu DR Congo) via Nigeria, hvor han lod sig underholde af præsident Mobutu.
Det viste sig imidlertid, at intet afrikansk land var parat til at modtage ham, når det kom til stykket, og han har siden levet i Jeddah i Saudi-arabien, hvor han modtog et månedligt tilskud på 1.500 dollars fra regeringen mod ikke at udtale sig om politik.
Den italienske journalist, Riccardo Orizio, der besøgte ham i 1999, spurgte om han følte anger: Nej, svarede han, kun hjemve.
Amin efterlader sig 4 koner og 45 børn spredt over hele verden. Han blev begravet allerede lørdag eftermiddag i Jeddah efter familiens ønske. Ugandas regering havde ellers stillet sig positivt til, at hans jordiske rester kunne stedes til hvile i hjemlandet.
