En tidligere agent for Hærens Efterretningstjeneste i Peru har forklaret en domstol, at Colina-gruppen var en officiel, hemmelig, tjeneste oprettet af hæren. Gruppen havde tætte forbindelser til og nød anerkendelse fra højtstående officerer og medlemmer af Fujimori-regeringen.
Det skriver den peruanske avis, La República, lørdag.
Pablo Atúncar Cama kom med afsløringen i en domstol, der undersøger forbrydelser og brud på menneskerettighederne, begået under tidligere præsident Alberto Fujimoris regering i 90erne.
Colina-gruppen var en berygtet dødspatrulje, som stod bag flere drab på mistænkte sympatisører med den maoistiske guerilla-bevægelse Sendero Luminoso (Den Lysende Sti).
Gruppen fik nærmest mytisk status, fordi dens aktioner var usædvanligt brutale og stort set ikke efterlod spor.
I Peru er aktionerne kendt – og berygtede – under navnene på stederne, hvor de skete: La Cantuta, Barrios Altos, El Santa. I Barrios Altos blev 12 personer i en privat bolig mejet ned under noget, der mindede om et kommando-angreb.
Pablo Atúncar Cama har tilstået deltagelse i samtlige aktioner. I følge ham var gruppens opgave at opspore og eliminere “undergravende elementer”.
Dette skete med billigelse fra højeste sted i både hæren og regeringen, som stillede våben og udstyr til rådighed, ligesom der var sørget for falske pas og identiteter samt 100.000 dollar til hvert medlem og deres familier, hvis noget skete ved gruppen, og de skulle få brug for at flygte ud af landet.
Han har selv overværet en forsamling, hvor general Nicolás Hermoza Ríos takkede gruppens medlemmer for deres indsats.