Dokumentar om konfliktløsning på grænsen mellem Brasilien og Peru

Forfatter billede

Dybt inde i Amazonas er freden truet af blodige stridigheder imellem forskellige indianerstammer.

Anmeldelse af Hans Hesseldahl,
U-landsnyt.dk

[video:http://www.youtube.com/watch?v=T2XmlV205As]

På grænsen mellem Brasilien og Peru udfører specialister i oprindelige folk et vanskeligt og yderst risikabelt arbejde, der skal sikre områdets stabilitet og indianernes sikkerhed.

Det inspirerede instruktøren Silvio Da-Rin til at lave dokumentarfilmen Paralelo 10.

“Jeg blev fascineret af den helt særlige profession – af folk der har dedikeret deres liv til at tiltrække, tage den første kontakt til og fredeliggøre indianere, der hidtil ikke har haft kontakt til det brasilianske samfund.

Det er en farlig beskæftigelse, der indebærer lange rejser i skoven, til uberørte områder uden nogen som helst form for infrastruktur, hvor de er udsat for angreb fra vilde dyr og ikke mindst fra indianerne”, fortæller han.

Livsfarlig kamp for menneskerettigheder
Gennem 21 dage dokumenteres den karismatiske José Meirelles’ rejse i en plimsoller op ad Envira, en af Amazonas utallige bifloder. Meirelles er specialist i oprindelige folk og har gennem en menneskealder kæmpet for indianernes rettigheder.

Men selv om store arealer i Amazonas nu enten er fredede som nationalparker eller anerkendte som indianernes territorier, er området mellem Brasilien og Peru under konstant pres.

Dels fra udefrakommende faktorer som massive problemer med narkosmugling, ulovlig skovhugst og guldgravere, men også af interne konflikter, der typisk opstår, når nomadiske stammer angriber de fastboende indianere og plyndrer deres bopladser.

Det er disse stridigheder, som Meirelles sammen med en kollega, antropologen Txai Terri Aquino, forsøger at finde en fredelig løsning på. Mens de to veteraner kæmper sig dybere ind i regnskoven til fjerntliggende bopladser, reflekterer Meirelles over sine oplevelser i kampen for de oprindelige folks rettigheder.

Arbejdet har ofte været livsfarligt, og Meirelles beretter åbent om det paradoksale i, at han under sit arbejde har slået en indianer ihjel i selvforsvar.

Mørkets hjerte
Jo længere vi følger de to ind i Amazonas og Meirelles hukommelse, jo tættere kommer vi også på en forståelse af, hvor komplicerede konflikterne er. Og det er svært ikke at have Joseph Conrads dystopiske roman Mørkets Hjerte i baghovedet, når man ser denne river movie.

Men hvor Mørkets Hjerte leverede en ætsende kritik af det britiske imperiums kolonialisme, er det topaktuelle problemstillinger, der præsenteres i Paralelo 10.

Faktum er, at store dele af Amazonas og de oprindelige folk er i absolut overhængende fare for at gå til grunde. Så sent som forrige uge godkendte underhuset i det brasilianske parlament et meget omdiskuteret lovforslag, der utvivlsomt vil accelererer skovrydningen, medmindre landets præsident Dilma Rousseff nedlægger veto, hvilket der ikke er nogen garanti for.

Samtidig er gigantiske vejprojekter, der kommer til at gennemskærer Amazonas på kryds og tværs, på vej. Det samme er konstruktionen af op mod 60 enorme vandkraftværker.

Paralelo 10 anbefales varmt til alle, der interesserer sig for oprindelige folk og de politikker, som knytter sig til området. Desuden er filmen visuelt utrolig smuk, og optagelserne af den udmagrende tur op ad floden er imponerende.

Paralelo 10 havde for ganske nyligt præmiere på Brasiliens internationale dokumentarfilmfestival. Om filmen kommer til de danske lærreder vides ikke, men den kan sandsynligvis snart bestilles på amazon.com.