DONG hedder nu Ørsted: “Er blevet for grøn til navnet”

11804978955_aa7b66e05c_k
Thomas Jazrawi

De fleste kender vel navnet DONG, men færre er muligvis klar over, at det står for Dansk Olie og Naturgas. 

Det afspejler ikke selskabets nuværende profil, lyder det i en pressemeddelelse fra giganten. 

Derfor hedder virksomheden fremover Ørsted. 

“DONG var oprindeligt en forkortelse for Dansk Olie og Naturgas. Med vores omfattende strategiske omstilling og frasalget af vores upstream olie- og gasforretning afspejler dette ikke længere, hvem vi er. Derfor er tiden nu inde til, at vi skifter navn”, forklarer bestyrelsesformand Thomas Thune Andersen. 

“Vi har en vision om en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Klimaforandringerne er en af de største udfordringer, som verden står overfor i dag, og for at undgå at påføre de globale økosystemer alvorlig skade skal vi fundamentalt ændre den måde, vi forsyner verden med energi på ved at skifte fra sort til grøn energi,” fortsætter han.

I en mail til kunder er overskriften “Vi er blevet for grønne til vores navn”. 

Det nye navn er hentet fra en af Danmarks berømte fysikere, H. C. Ørsted. 

Han opdagede elektromagnetismen, som i dag er grundlaget for produktion af strøm fra Ørsteds havvindmøller.