Drivhusgasser i atmosfæren på højeste niveau i millioner af år

14227656790_2d529c7546_h
Thomas Jazrawi

Vi skal 3-5 millioner af år tilbage i tiden for at finde et tidspunkt, hvor der har været et lige så højt niveau af drivhusgasser i atmosfæren. 

Det er konklusionen på et nyt studie fra WMO, FN’s meteorologiske organisation. 

Dengang var den globale gennemsnitstemperatur 2-3 grader højere end i dag og vandstanden i verdenshavene var 10-20 meter højere. 

Koncentrationen af de klimaskadelige gasser i vores atmosfære måles i ppm, parts per million, og WMO’s seneste måling viser et niveau på 405,5 ppm. 

Det er en stigning fra 2016, hvor tallet var 403,3 ppm. Til sammenligning var der 278 ppm i tiden før industrialiseringen. 

Mulighedernes vindue lukkes

Tidligere har forskere beregnet en ligevægt mellem koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren og vandstanden i oceanerne, som viser, at det kan tage århundreder for de to elementer at tilpasse sig hinanden. 

Det betyder, at oceanerne langsomt vil nærme sig det naturlige niveau for den mængde af klimaskadelige gasser, der bliver målt. Og den er altså betydeligt højere end niveauet i dag. Og de sidste mange millioner af år.

“Videnskaben er klar. Uden hastige beskæringer i CO2 og andre drivhusgasser, vil klimaforandringer have en stigende ødeæggende og uafvendelig indflydelse på Jordens liv. Mulighedernes vindue for handling er næsten lukket”; siger Petteri Taalas, generalsekretær i WMO.